The Roots er nået til deres 8. studiealbum, og det er et stærkt og en anelse underfundigt et af slagsen. Der er positive overraskelser såvel som konfuse påfund på ‘Rising Down’, både i forhold til brugen af instrumenter og temaerne albummet igennem.

Introen består af en optagelse fra 1994, hvor nogle bandmedlemmer og deres manager(e) råber højlydt i munden på hinanden. Det er en rodet start, hvor det er svært at udrede, hvad der bliver sagt, og tanken bag den intro, kan man så kun gisne lidt om. Men ved at gengive de mange uenigheder, der altid har været pladeselskaber og dem selv imellem, er det måske et hint fra Roots om, at gruppen har planlagt at forlade pladeselskabet i nær fremtid?

‘Rising Down’ beskæftiger sig gennemgående med de mareridtsagtige tilstande i samfundet. Hvordan socialrealismen kravler ind i søvnen og udskifter drømme med mareridt. The Roots er denne gang optaget af det triste, det barske, det håbløst realistiske, de dunkle tilstande og det dunkle håb.
Ikke mindst på det vellykkede titelnummer, hvor tøndeslager og hovedproducer ?uestlove vender tilbage med usædvanligt skarpe trommer. Det er heavy og råskårne beats, hvorover Black Thought og gæsterne Dice Raw, Mos Def og Styles P præsenterer en verden, som næsten ikke står til at redde.
De konstaterer, hvordan kloden som helhed befinder sig midt i miljøkatastrofer, moralsk fordærv og selvdestruktion. Black Thoughts knivskarpe lyrik sætter tingene i perspektiv, med en global tilgang til problemstillingerne:

”/Between the greenhouse gases and earth spinnin off its axis/
/Got mother nature doin back flips/The natural disasters/
/It’s like 80 degrees in Alaska/You in trouble if you not an Onasis/
/It ain’t hard to tell that the conditions is drastic/Just turn on the telly check for the news flashin/
/How you want it bagged, paper or plastic?/Lost in translation or just lost in traffic?/”

’75 Bars (Black’s Reconstruction)’ er et perfekt eksempel på, hvordan det simple kan være superfedt. Lilletrommen kører med kraftige ghostnotes ud over skæve beats, der varierer, således der skabes en fed dynamik. Det giver Black Thought god plads til at fremvise sin lyriske teknik og fede flow, to talenter der svinger urimelig godt sammen på det nummer. Black Thought tænder for tankestrømmen og ruller derudaf med sit insisterende proflow. Det er lækkert og med en klassisk Roots tankegang: simpelt, in your face, skarpt og freestyle-agtigt.

Gennemgående er der på mange af numrene gjort en del brug af synthbas. Det skaber nogle fede stemninger, og forundrer også lytteren, da Roots normalt ikke er kendt for brug af synthesizer i samme omfang, som i denne omgang. Der bliver hevet i tonerne og lagt skæve akkorder ind i mange af numrene. Det kræver lidt tilvænning, og med tiden opdager man, at det virker ganske godt.

‘Criminal’ er et nummer, der udspringer af Roots’ opfattelse af fordomme og kapital. Her bliver guitarriffs, sprøde trommer og synthesizer brugt på en lækker tilbagevendende måde hele nummeret igennem. Bassen ligger, hvor den som regel altid gør på Roots numre: hvor den skal. Truck North og Saigon er feature på nummeret, og krydrer vokalerne med sjæl og god variation i stemmeleje.

Inden det hele går op i uforbeholden ros, så har The Roots med `Rising Down´ givet os et solidt album, dog er der nogle whoops n’ failures på værket.
Der har på mystisk vis sneget sig et nummer med, som skaber ansigtstræk, i stil med en 4-årig kneit og en citron. ‘Birthday Girl’ er en ganske ringe og kikset sammensætning af akustiske guitarer, en tam lyrisk historie og et omkvæd leveret af Patrick Stump fra Fall Out Boy, der er i modstrid med resten af albummets dystre tilgang til hverdagen og de mørke skæbner. Der går lidt røvballebas og guitar i den.
‘Lost Desire’ er ligeledes et nummer der er uvedkommende og rimelig tamt. Det er eller lovende navne, der gæster nummeret, men Malik B. og Talib Kweli drukner desværre i en kedelig og enerverende melodi.

Overordnet set beviser `Rising Down´, at selvom der måske er mudder i maskineriet hos The Roots og deres label, er det ikke en hindring for at skabe en intrigefuld intro, 13 numre og en outro, som alt sammen er 4 spots værdigt.

Fire ud af seks spots

Ord: Kasper K. Mouritzen

Skrevet af Gæsteskribent 22.05.2008 arkiveret under Anmeldelser |