Public Enemy kom hjem i fredags. For første gang nogensinde spillede de hele deres klassiske album ‘It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’ (1988) fra start til slut. En tilbagevenden til en af den moderne musikhistories centrale plader, der cementerede deres status som den måske største hiphop-gruppe nogensinde. Desværre blev koncerten ikke afholdt i the Hammersmith Apollo, hvor de spillede på The Def Jam Tour i 1987 – koncerten, der senere blev udødeliggjort i livebidderne på albummet – men i stedet i et udsolgt Brixton Academy i den anden ende af London. Det var stort.

It Takes a Nation er en af den slags plader, der både definerer og bryder med deres genre. Bygget som den er på et komplekst grundlag af samples taget fra en lang række forskelligartede kilder, byder den på et episk lydbillede, der ikke blot skulle vise sig at være banebrydende for hip hop-musikken, men for den elektroniske musiks udvikling som sådan. En ny lyd funderet i den sorte musikhistorie, der på ideel vis formidlede gruppens socialpolitiske budskab om sort — og i forlængelse deraf menneskelig — frigørelse.

Førstemand på mikrofonen Chuck Ds tekster kombinerede rappens kvintessentielle klarhed med litterær intelligens og en impressionistisk sans for det poetiske. Han fravalgte den etablerede, freestyle-baserede tilgang til at rappe og udfordrede i stedet traditionelle rimstrukturer og skabte derved sofistikerede, helstøbte raps afleveret i hans myndige baryton. Modspillet til hans retlinede levering kom i form af den gale hattemager Flava Flav, der med sin både skarpe og skægge undergravning af den racistiske jiggaboo-stereotype tilføjede løjerne vitalitet og vanvid. Han lagde latter ind i gruppens revolutionære arsenal.

Selvom hver af gruppens fire første albums med rette regnes som klassikere, er It Takes a Nation som sagt det definitive album. Det burde være en tung arv at løfte for en gruppe, der selvom de tydeligvis stadig tager deres arbejde alvorligt, i dag tyve år senere har mistet meget af fordums glød i studiet. Det var det ikke. Det var en mesterlig optræden.

Og det på trods af manglende mandskab. Som PE-fans vil vide, trådte deres DJ, Terminator X, tilbage i 1998 og har siden da været erstattet af den teknisk dygtigere, men også mere ordinære DJ Lord. Skuffende var det imidlertid, at Professor Griff, som jo stadig er en fasttømret del af gruppen, var blevet nægtet udrejsetilladelse fra USA og at vi derfor måtte undvære hans mindre, men altid bemærkelsesværdige tilstedeværelse som hovedmand i bodyguard/danser-holdet S1Ws. På den anden side var to af den oprindelige Bomb Squads medlemmer, brødrene Shocklee — Hank og Keith — til stede og spillede oven i købet et totalt rygersæt, der bestod af tonstunge deep house/hip hop/dubstep beats. Ingen tvivl om deres musikalske mesterskab, men det var en lidt stenet måde at opvarme til Public Enemy på og det føltes klart som 20 minutter for meget af det gode. Men hvad? Man kan jo ikke fronte på arkitekterne bag Public Enemys lyd.

Under alle omstændigheder forsvandt den lidt tunge, sumpede stemning de havde fremmanet som dug for solen, da Chuck, Flav og S1Ws væltede ind på scenen til åbningstonerne af “Bring the Noise.” Vi stod oppe foran, og det var sindssygt. Folk var totalt med lige fra det første ‘Bass!’ og matchede gennem hele koncerten den imponerende energi de to MCs lagde for dagen. Da vi var nået til “Prophets of Rage” var Chuck i fuld gang med sine velkendte basketball-moves, springende henover scenen med kast og greb af den trådløse mic, mens Flav med ildhu sluttede sig til den crowdsurfing der havde været i gang siden “Terminator X to the Edge of Panic”. De to nærmer sig de 50 og lægger stadig mere energi for dagen end de fleste, langt yngre optrædende.

Med hensyn til fortolkningen af numrene, lå den for det meste ret tæt på originalerne og blev leveret med både den styrke og den overbevisning, for slet ikke at nævne den gennemførte professionalisme, der skal til for at leve op til deres status som nogle af hip hoppens fornemste klassikere. Deres efterhånden fasttømrede setup med live bas, guitar, trommer og pladespillere, der genskaber tracks’ne live med akkompagnement fra computeren, fungerer generelt upåklageligt.

De tilføjede lidt af “Miuzi Weighs a Ton” til afslutningen af “Terminator X”, hvilket fungerede godt, mens de på den anden side desværre cuttede musikken efter det sidste break på “Night of the Living Baseheads” — efter Griffs “selling drugs to the brotherman, instead of the other man” — og derved gik glip af muligheden for endnu vildere respons fra publikum end nummeret allerede havde fået. Mere frustrerende var imidlertid de lidt uinspirerede live-trommer, som ledsagede “Security of the First World”-beatet og det langsommere, sparsomme livetrack der erstattede den originale produktion til “Black Steel in the Hour of Chaos”. Chucks klare, men mere afmålte levering (med brev fra myndighederne i hånden) bidrog yderligere til hvad der i mine ører endte med at være en vis forfladigelse af et at de stærkeste og mest bevægende numre i PEs katalog af klassikere.

Jeg synes også de spildte chancen for at afslutte deres intense udgave — rappet ryg-mod-ryg — af det sidste nummer på pladen, “Party for Your Right to Fight”, med et brag, da de brat cuttede det for i stedet at tale til publikum. Ærgerligt, da en mere gennemført afslutning på fornem vis ville have afrundet hvad der — til trods for mit flueknepperi — havde været en helt igennem mesterlig, for slet ikke at tale om banging, fortolkning af dette materiale. At de så derefter fyrede op under en hurtig gennemgang af klassikere fra resten af deres katalog — folk gik, helt som forventet, amok da de åbnede med “Welcome to the Terrordome” — var blot ekstra kræs for øregangen på denne aften, der føltes som et stykke hip hop-historie i støbeskeen.

Tyve år efter var cirklen sluttet. Public Enemy, stadig i live, stadig i færd med at tælle ned til Dommedag.

6 ud af 6 spots

Flav lod til at være enig i vurderingen. Check flere YouTube-clips fra koncerten her. Der var i øvrigt opvarming ved Edan & Dagha (underholdende, men lidt gimmicky), Anti-Pop Consortium (wack og uden kontakt til publikum) og Kool Keith (tight som altid, men desværre lidt stenet).

Foto: Mat

Skrevet af Mat 26.05.2008 arkiveret under LiveSpot |