26.06.2008
Roskilde 2k8: Nedtælling med Pede B
En af de rappere der kan give andre mc’er svedperler på overlæben, er Fight Night champen Pede B. Ham er der ikke mange rappere der ønsker at møde, en mørk aften i KB Hallen, for oddsne er, at de humper væk efter en omgang verbale prygl. Men det er ikke kun i ringen at man har grund til at høre sig for – Pede B har også format uden for rebene, og i år demonstrerer han det på Roskilde.
Pede B
Skal du på Roskilde Festival i år?
Ja det skal jeg da. Skal både spille på skate scenen tirsdag og så bare ned og have mit årlige frikvarter fra virkeligheden. Jeg elsker roskilde. Man kobler fuldstændig af når man render rundt i en parallelverden bygget af virkelighedsflugt og fuldstændigt fravær af forfængelighed. Alle er grimme og ulækre og det er fantastisk!
Hvad glæder du dig mest til at se på Roskilde Festival i år?
Jay-Z, Lupe Fiasco, Streets og Chemical Brothers!
Hvad har, musikalsk, været din bedste Roskilde Festival oplevelse?
Jeg tror det må være enten Loose Cannons i 2002 eller Anthony B sidste år… Men der har sgu været mange gode!
Hvad er det skøreste du har oplevet på en Roskilde Festival?
Forrige år boede jeg i lejr med en af mine venners ven. Du ved typen der ikke kan klare for meget alkohol. Først blev han smidt ud af vagterne for at lave ballade tirsdag aften. Så købte han en ny billet af en billethaj og kom ind på festivalen igen. Onsdag aften lavede han igen ballade, blev overmandet af vagter og anholdt af politiet. Han sov den ud i detentionen i Roskilde, tog tilbage til festivalen torsdag, købte endnu en billet og kom ind i lejren igen med en flaske whisky i hånden. Samme dag havde han sex i min anden vens telt med en aller anden tilfældig festivalgænger, hvilket han lige havde glemt at spøge min ven om tilladelse til. Så da men ven opdagede det, blev pigen kastet nøgen ud af teltet, og den skyldige fik en røvfuld og blev smidt ud af lejren. Senere samme dag havde vi politirazzia i lejren. Efter det år blev det ligesom min parole, at folk skal slappe af på Roskilde. Jeg gider simpelthen ikke alt det drama, når man er et sted for at hygge sig… Men man bliver jo ældre med tiden – heldigvis!
Skrevet af Ann Noyd 26.06.2008 arkiveret under Interviews |