06.07.2008

Roskilde 2k8 Blog: Druk og Hor i fuldt format

1447_1215259438_ildervarm.jpgJeg vågner op på mit militærgrønne liggeunderlag af to centimeters tykkelse for femte eller sjette gang. Den seneste uge har den, for mit vedkommende, stået på hardcore festivaldruk for syvende år i rap. Det bliver hårdere som man bliver ældre. Men stemningen og galskaben er den samme.

Da jeg stod i smatten i 2004 var det en smal sag for mig at stå op efter enkelte timers stensøvn og feste videre. Dengang var det let at drikke Arnbitter-shots galore for derefter at udkonkurrere mine venner i ølbongskonkurrencer. Those days are gone! Hold kæft det er hårdt det her. Er jeg virkelig blevet gammel allerede? Det føles sådan. Morgenbajerne er ihvertfald skiftet ud med kodimagnyler. Det er simpelthen obligatorisk for mig.

Også i dag. I går besluttede min veninde og jeg os for, at drikke os stive endnu engang. Bare sådan for at gentage successen. En flaske vodka senere tonser vi rundt foran Orange Scene. Først efter ti minutter går det op for mig at det vi er vidne til den vildeste Chemical Brothers koncert. Jeg har da bare stået og stenet på de megasyrede billeder på storskærmene. Lidt senere sidder jeg med to andre veninder og spiser en voldsomt parmasan-domineret pastaret. Jeg aner ikke hvornår, hvorfor og hvordan vi mødtes og hvordan jeg i øvrigt kom tilbage til mit grønne liggeunderlag, der i øvrigt er overflødigt da det stadig føles som at ligge på en stenseng. Fuck man, mit hoved føles som sten og det sidste jeg har lyst til er en mere fra den varme og lejr-udstødte Odin-ramme der ligger i ske med mig.

Nogle utrolig kreative mennesker med meget ringe spraydåsekontrol har døbt vores lejr ’Druk og Hor’. Simpelt og godt. Der bliver da også drukket en helvedes masse og horet en del.. mindre. Når der endelig bliver, er ingen i området i tvivl. Derfor er navnet vel meget præcist.
Vanvittig stive er vi dog ikke hele tiden. Vi er i det mindste helt sikkert ikke de værste. Jeg var da ædru nok til at blive målløs, da to komplet nøgne og møgbeskidte gutter vandrede fra lejr til lejr kun iført en muddersort sok om deres lem, og forlangte penge eller sprut for ikke at dickslappe deres ofre. Det er utroligt som denne festival hvert år formår at tage fuglen på en, dag efter dag, igen og igen.

Jeg tror snart jeg har set alt hvad der kan forestilles af surrealistiske ting.
Det mest vanvittige af alt er, at man i disse roskildedage ser så mange vanvittige ting, at det til sidst ikke er vanvittigt mere. Der er ingen der så meget som rynker i panden når en fyr i dybeste seriøsitet står og prøver at score tilfældige piger mens han er iklædt lyserød paryk, alt for små pigesandaler og lædervest – vel og mærke i 25 graders hede. Der er ingen der synes det er underligt når folk i pandabjørnskostume hopper frem fra telte med en konstatering og et spørgsmål til alskens festivaltøser: ”Jeg uddør snart – skal vi knalde?”. Velkommen til en hel festival bestående af druk og hor!

En ukendt pige stod den anden aften i mørket i vores lejr, da hun nær var blevet ristet af de mange volt fra vores bilbatteri. Kun et råb fra en opmærksom lejr-huserende reddede hende fra at blive elektrificeret. Lykkelig var hun og belønningen til redningsmanden var.. ja, hor!
Der var sateme også godt med strøm på i går, da jeg pludselig stod i midten af det mest skubbende publikum nogensinde. Der skulle jo være fest når nu Albertslund Terrorkorps kiggede forbi. Det var der. Jeg ved til gengæld ikke om man rent faktisk kan kalde det en koncert. Et par friske personer stod på scenen iført grønne spandexdragter og svejede flag mens den heftigt opklippede musik blæste omkring dem for fuld smadder – for nu at sige det bogstaveligt. Jeg ved ikke om det var mest syret eller smadret. Fantastisk var det.

Fantastisk er det meste hernede. Musikken, vejret, menneskene, stemningen drukken og horen. Alligevel er jeg dog lykkelig for at jeg i aften efter Jay-Z koncerten kan skifte Roskilde ud med København og mit militærgrønne liggeunderlag ud med min seng. Tak for denne gang!

Skrevet af Falco Lamb 06.07.2008 arkiveret under Artikler |