09.07.2008

Roskilde 2k8: Swollen Members spolerer festen @ Cosmopol

swol.jpgDer var ikke meget at komme efter da en af Canadas få profiler spillede på Roskilde 2008 i Cosmopolteltet.
Det småberusede og stærkt feststemte publikum blev i stedet vidne til en ligegyldig koncert der forhåbentlig hurtigt er glemt.

Rob The Viking og Prevail – to musikere med meget høje tanker om sig selv. Det er ikke fordi de ikke kan rappe eller er i besiddelse af totalt håbløse beats. Det er mere, at de tror, de kan spise et kræsent hiphop-publikum af med et usædvanligt tyndt show. Mens Rob skiftevis satte plader på og akkompagnerede den evigt rappende Prevail på mikrofonen, prøvede det optimistiske publikum at holde en fest.

Man skulle ikke tro det skulle være så svært for den lille gruppe. Et af de få plusser Swollen Members kan bryste sig af er, at store dele af deres ellers computerlydende beats er særdeles feststemte. Umiddelbart et godt udgangspunkt for en koncert på Roskilde Festival lørdag aften. I stedet blev det en decideret pinlig omgang. Det var som at se et par lidt for festlige familiemedlemmer prøve at underholde til en konfirmation, mens resten af gæsterne med et skævt smil forsøgte at spille med.

Rob trykkede på knappen, og ud kom det ene plasticbeat efter det andet fra en af gruppens fem millioner plader. Prevail hoppede imens op og ned og prøvede at få publikum til at skråle med på de tekster ingen kendte mens sveden væltede ned af hans desperate ansigtsudtryk.
Vi fik ’Bring It Home’ selvfølgelig uden Moka Only som har forladt gruppen, ‘Breath’ hvor Nelly Furtados lange og formentlig dyrt betalte omkvæd fik lov til at bræge gennem højtalerne mens de to opsvulmede medlemmer stod og prøvede at holde konfirmationen i gang med en pinlig dans. Og selvfølgelig kom den: ”Sittin’ in your rooooom – You listen and consuuuume.
You’re a prisoner of dooooom”
… suk.. Kan det i øvrigt være lovligt at lave så meget call-respons til en koncert?

Tæt hvor jeg stod var et par gutter der ellers havde sat sig for at fyre den af til det komplet håbløse show. Lige som mange andre folk i crowden gav de op og smuttede fra koncerthelvedet. Lige inden kiggede den ene på sin ven med et skeptisk blik indtil den anden responderede: ”It sucks”. Hvor havde de dog evigt ret.

En spot til publikum for at forsøge at starte lørdag aften med en fest. Og en blændende lygte i fjæset til Swollen Members for at fucke planen op.

2 ud af 6 spots
2 RapSpot Spots

Skrevet af Falco Lamb 09.07.2008 arkiveret under LiveSpot |