25.07.2008

‘Splash! 2008’ – Reportage fra Europas største hiphop-festival 11.-13. juli

dsc_0086_lille.jpgForrige weekend lykkedes det med 48 timers varsel RapSpot at komme af sted og rapportere som eneste danske medie fra hiphop- og reggae-festivalen ‘Splash! 2008‘. Festivalen som ligger syd for Leipzig i det tidligere Østtyskland er placeret på en halvø ved byen Bitterfeld. Der kommer omkring 30.000 festivaldeltagere, og man kan med rette kalde den Europas største hiphop-festival. Programmet er hvert år spækket med så mange store navne at det må være en drøm for enhver hiphopper at opleve. I år bød på bl.a.: Jay-Z, Ice Cube, M.O.P., Dizzee Rascal og Little Brother.

dsc_0677_800.jpg På dette hiphop-eventyr langt ned i Europa havde jeg allieret mig med min gamle homeboy Adrian, der med sin halvschweiziske opvækst ikke var bleg for at tage med til Tyskland. Vi tog fra Århus H fredag morgen kl. 8 og efter godt 10 timer ankom vi til halvøen Pouch hvor området lå. Inden afrejsen havde vi ikke gjort os så mange tanker om hvordan der egentlig var i Østtyskland, men da bygningerne vi passerede i toget begyndte at være mere og mere faldefærdige og forladte, gik det op for os at der stadig bar præg af det gamle DDR – i allerhøjeste grad! Hele industriområder lå stadig efterladte og vandaliserede, og man kunne ikke lade være med at tænke på at dette kunne være et paradis for enhver ungdomshus-aktivist/BZ’er.

dsc_0245.JPG Det deprimerende syn af forfald stod dog i stærk kontrast til den mængde bling-bling der mødte os da vi indtog festivalområdet og anså den tyske hiphop-mode. Der var ingen grænser for antallet af bandanaswingende, guldkædebærende, tattoo-flashende, t-shirts-til-knæende-rundtslæbende Øst-gangsters vi stødte ind i. Tøjstilen var klart en anden hernede. Det samme galt folks opførsel, der gerne var meget hardcore og til tider direkte ubehøvlet. Men mere om det senere.

dsc_0152.JPG Efter at have installeret os med vores telt, hookede vi op med DJ Diverze, Magermayn og et par andre danskere. Senere stødte vi også ind i J-Spliff og Negash Ali, der var taget ned for at opleve festivalen før de skulle på scenen søndag aften med Majors. Togforsinkelser på rejsen havde desværre forhindret os i at nå både Dead Prez og M.O.P., men efter at have overværet de store tyske navne Kool Savas og Dynamite Deluxe på hovedscenen fortrak vi til ét af de lukkede telte for at se Dizzee Rascal. Og det fortrød vi ikke. Det blev en meget tætpakket koncert med et yderst rowdy publikum, der fik temperaturen så højt op at koge at både Dizzee og hans kompagnon på scenen til sidst smed deres t-shirts og rappede i bar overkrop. I højeste grad en svedig koncert.

dsc_0183_800.jpg Første aften sluttede med Ice Cube på hovedscenen, forsinket. Efter et kvarters ventetid lød det ud over højtalerne ”I started this gangsta shit!”. Og så en lang pause… Først 10 minutter senere gik manden så endelig på. Men herefter var det heldigvis også med fuld hammer, og den store crowd elskede det. Der blev kastet dubs med Dub-C og Cube fik publikum til at Bow Down til Westside Connection. Natural Born Killaz, Get Yo Ass Into It, Today Was A Good Day, det hele var der. Vi blev også slæbt igennem endnu en gang “Party over here, fuck you over there” og det hele var så westside som det kunne blive. En fin koncert med gode gamle Cube.

dsc_0210.JPG Lørdag gik bla. med at tjekke festivalens store graffiti-arena i bunden af et kæmpestort amfiteater. Her kørte workshops dagen lang, med også dansk deltagelse under pseudonymet ‘Copenhagen Connection‘ ( se linselus for flere billeder ). Der kørte også en udendørs biograf med hiphop-dokumentarer, bla. en ultrastenet én om den Tyrkiske hiphop-undergrund (!). Tilbage til musikken; om aftenen så vi først den veletablerede tyske gruppe Blumentopf fra München, kendt for deres humoristiske og lidt nørdede tekster. De fik lov at rocke hovedscenen, og publikum takkede med at råbe på encore helt åndssvagt længe efter de var gået af. Noget af en udfordring for festivalens konferencier, der hurtigt blev publikums fælles fjende som han forsøgte at gå videre i programmet.

dsc_0350.JPG Senere på aftenen stod den bla. på Little Brother og Jay-Z, som vi desværre kun så dele af. Little Brother var ikke synderligt spændende, og kombineret med dårlige pladser i teltet valgte vi at gå ret hurtigt. Jay-Z stillede ligesom på Roskilde op med det store band igen, og havde også denne gang Memphis Bleek med på scenen. Så vidt jeg forstod mere eller mindre det samme show som ugen før i Roskilde, men denne gang dog med knap så meget regn. Vi fik desværre ikke set Jiggaman ordentligt, men jeg kunne heldigvis glæde mig over dagens positive overraskelse: den britisk-lydende Yarah Bravo. Denne lille energiske mulattøs, der med en blanding af jazz, sang og livlig rap tryllebandt en spontan crowd allerede tidligt på aftenen i en af festivalboderne, overraskede rigtig positivt og er klart en kunstner jeg vil glæde mig til at tjekke op for. Jeg ved ikke om folk kender hende og måske allerede så hende på Roskilde. Ellers så slå et smut forbi hendes myspace: myspace.com/yarahbravo, it’s hot!

dsc_0361.JPG Men nu til noget helt andet, nemlig festivalens serviceniveau. For det skal siges at der var en række basale problemer: Man fik ikke udleveret et program når man fik armbånd. Man kunne ikke engang købe et program – det eksisterede slet ikke. Det var således ikke rigtig muligt at læse om kunstnere man ikke kendte til på forhånd, hvilket må siges at være lidt af en brøler.
Derudover var der intet sted et oversigtskort at få; det var ikke til at opdrive, det var ikke hængt op nogen steder. Ikke ét sted. Nogen form for info-bod eksisterede ej heller.
Festivalpladsen åbnede først kl. 14, hvilket efterlod de almindelige festivalgæster med en enkelt snackbod og en döner kebap med rødkål (!) til morgenmad. Da vi nysgerrigt spurgte omkring hvor man kunne få noget rigtig morgenmad blev vi blot mødt af noget så hjælpsomt som ”hvad havde I forventet – det er jo en festival det her!”.

dsc_0358.JPG Dette mærkelige svar var dog intet i forhold til da vi skulle finde presseteltet. Et kort havde vi jo ikke. Og ingen, vitterligt ingen af festivalmedarbejderne, kunne fortælle os hvor det lå. Tonen var meget uvenlig, på trods af vi tiltalte dem alle på vores bedste skoletysk. Og efter godt 3-4 timer havde vi været stort set hele festivalområdet igennem og modtaget det ene fornærmende svar efter det andet fra sikkerhedsvagter, der måtte være lejet i den nærmeste rockerklub.
Det viste sig til sidst at vi var gået forbi teltet et par gange – fordi det var tomt! (se billede) Og planerne om at berette hjem til Danmark smuldrede helt, da vi fik at vide der havde været bestilt 5 laptops – som ikke var kommet. Fælles for alle oplevelserne var at venligheden var en by i… ja, Østtyskland.
Det skal dog siges, at disse ting stadig blev opvejet af et fantastisk program. Og vi var faktisk blevet hjulpet meget inden ankomsten per mail af manden bag det hele: Mirko Rossner. Men det stod bagefter lysende klart hvorfor folk der besøger Danmark altid synes danskerne er så venlige. Og hvor meget tid der kunne have været sparet ved blot en minimal investering i information og imødekommenhed fra festivalens side.

dsc_0384_ps.jpg Søndag morgen var det lykkedes at opdrive en bærbar computer fra Magermayn-campen, som vi så ville bruge i presseteltet. Forhåbningerne bristede dog ligesom dagen før, da det ikke var muligt at slutte computeren til deres østeuropæiske stikdåser i presseteltet… Der blev rystet på hovedet af os; hvad havde vi da også forventet når vi kom der med vores standardadaptor?
Med udsigten til endnu et par timers tidsfordriv på en lukket festivalplads i regnen (for det var begyndt at regne ret så meget efterhånden), besluttede vi på dette tidspunkt at tage et smut i bil ind til byen Bitterfeld og se om der var liv i noget dér – det var der ikke.

dsc_0375_ps.jpg Hvad der mødte os dén formiddag var derimod den hårde realitet af en østtysk provinsby, nu snart 20 år efter murens fald, hvor store dele af centrum stadig stod forladt, ødelagt eller tilmuret hen. Alt var lukket, og ingen mennesker var at se på gaden. Topmålet var da vi opdagede én af de store forladte, grå bygninger engang havde været ‘Informations und Kultur Zentrum‘. Nu ‘lignede det mest en scene fra ’28 dage senere’. Ved rådhuspladsen mødte os grafittien ”No jobs, no prospects, no future”. Der gik ikke længe inden vi besluttede at tage tilbage til civilisationens højborg: festivalsområdet.

dsc_0618_ps.jpg Koncerterne sluttede søndag aften, der var godt pakket med (overlappende) optrædende, og vi startede ud med Looptroop Rockers på hovedscenen. Blandt publikum var en del skandinavere, men det var også tydeligt at gruppens intense Europa-turneren havde skabt en solid tysk fanbase. Halvvejs inde måtte vi dog forlade koncerten, og søge mod ét af de mere intime telte, hvor danske Majors spillede. Her opdagede vi hurtigt at der også var en håndfuld danskere blandt publikum, og det var svært ikke at være stolte da de to DJ’s og 3 MC’er indtog scenen og piskede stemningen helt op under teltdugen. Der blev serveret en grundig omgang boom bap af en storsmilende J-Spliff, tempo-pumpende Nat Ill og en overbevisende Negash Ali. Showet blev toppet af de to veteraner bagerst på podiet Static og Noize, der gav den så meget gas på stålhjulene at den stakkels kvindelige kameramand mellem dem måtte opgive at følge deres ping-pong cut-sekvens. Et fedt show.

dsc_0664.JPG Resten af søndag aften stod på pendling mellem både amerikanske D.I.T.C., franske Birdy Nam Nam og det tyske hovednavn Jan Delay. Koncerterne leverede på hver sin måde præcis den stemning og energi der skulle til, lige fra den rå hiphop over den hårdtpumpende rave hos Birdy Nam, til Jan Delay, der med sit veloplagte partyband Disko No. 1 lukkede festivalen med den festligste cocktail af funk og hiphop. Den sikkert for de fleste danskere ubekendte Jan Delay, er faktisk et kapitel for sig selv i tysk hiphop-historie, og kunne trække på et enormt bagkatalog fra sine efterhånden 16 år in the game så han først efter 3 encores for det sultne publikum kunne forlade scenen. Så meget desto hårdere for den i forvejen udsatte konferencier, der som en anden håndboldmålmand nu måtte undvige den ene flaske efter den anden, der blev kylet mod ham på scenen – alt imens han stod og forsøgte at sige tak for i år. Et lidt mere hardcore publikum end vi måske er vant til herhjemme, men en utroligt fed koncert der afsluttede et brag af en festival.

dsc_0389_ps.jpg Alt i alt en virkelig fed oplevelse, denne Splash festival, med en helt speciel stemning, om end nogle små serviceændringer ville have kunnet forbedre forholdene betydeligt for gæsterne. Information, tilgængelighed og venlighed vil blive ved at stå tilbage som mangelvarer. Men er man af sted et par stykker sammen skal man nok klare skærene – og man får så til gengæld en lang række koncertoplevelser som belønning, på en helt anden måde end på fx Roskilde Festival. Sammen med godt 30.000 hiphoppere i 3 døgn, hvor det ganske enkelt ikke var muligt at nå at se alle de koncerter vi ville, kan Splash! med rette kaldes for en hiphop-overdose. Og til den højest fornuftige billetpris på omkring 700 kr, kan det sagtens anbefales enhver hiphopper at prøve.

Kilk på fotos for større versioner
Se alle billeder fra festivalen på splash-linselus her.

Skrevet af Julaw 25.07.2008 arkiveret under Artikler |