‘NIGGER.’ Sådan skulle den nye Nas plade have heddet. Det blev dog for stærkt for nogle hysteriske pladebranchefolk, der tvang rapperen til at skifte titel. Den stædige rapper valgte ikke at give den et navn, men lytter du til skiven vil det nedladende ord om sorte mennesker være pisket ind i din hjerne, som N’et på rapperens ryg.

”Nas forsøgte på sin sidste plade at redde hiphoppen, men denne gang vil han hellere redde verden”. Cirka sådan lød budskabet i pladeselskabets beskrivelse af det nye Nas album, der er det niende i rækken. Tiende hvis man tæller ’The Lost Tapes’ med. Store ambitioner må man sige. Men som stor Nas fan der har fulgt rapperen trofast siden begyndelsen, og lyttet til stort set alt hans arbejde, betragter jeg denne skive som fælt skuffende. På et ellers imponerende musikalsk CV må ’Untitled’ – ved siden af rapperens to 1999 udgivelser – placeres som den tredje i rækken af decideret dårlige Nas plader.

Det starter ellers lovende. Lyse, lette og småtunge klavertoner spillet af den frembrusende Jay Electronica, bryder stilheden på introen ’Queens Get The Money’. Her leverer vores rapper et skarpt, langt og interessant vers, der skraber overfladen på forskellige emner. Lige fra sin egen hiphopmusik til uønsket gravide sorte kvinder.

“Queens get the money, niggas still screaming paper chasing/
Presidential candidates is planning wars with other nations, over steak with Masons/
Pregnant teens give birth to intelligent gangsters, their daddy’s faceless/
Play this, by your stomach. Let my words massage it and rub it/
I’ll be his daddy if there’s nobody there to love it/
Tell him his name’s Nasir. Tell him how he got here/
Mama was just having fun with someone above her years/”

En glimrende intro der giver lytteren en idé om hvilket tema der vil præge musikken den næste lille time.

Salaam Remis beat på pladens første rigtige nummer ’You Can’t Stop Us Now’ er baseret på guitarsamplet fra The Temptations’ ’Message From A Black Man’. Et sample der er blevet brugt af en stribe rappere lige fra MF DOOM og Ill Bill til Mos Def og senest RZA på Wu-mandens nye ’Digi Snacks’ album. Derfor er der i denne produktion ikke de store nyskabelser, men dette forhindrer ikke Nas i at rappe strygende, flydende og mere end optimalt om sin kærlighed for alskens sorte mennesker. Historiske som kriminelle, velhavende som slaver, mens dygtige musikere fra The Stylistics og Last Poets synger det klassiske omkvæd. So far so good. Men allerede herfra går det slemt ned ad bakke.

’Breathe’ er måske ikke et direkte dårligt nummer. Nas særegne flow og levering fungerer som oftest fint, og produktionen er tilforladelig. Helheden er bare så kedelig og forfærdelig ligegyldig. Lyrikken er fyldt ud af en række stikord og korte sætninger om det amerikanske samfund, religion og selvfølgelig den sorte befolkning. ”Can a nigga just breathe” lyder det opgivende fra Nas i omkvædet. Suk.

I forhold til dette står næste skæring stemningsmæssigt i dyb kontrast. ’Make The World Go Round’ der har The Game med på et gæstevers der er til at overse, er, som titlen antyder, en sejrsskål for sorte ”hustlers, ballers and gangstas” der får ”kloden til at dreje”. Et meget optimistisk og lettere anstrengende Cool & Dre-produceret nummer der rammer noget ved siden af skivens gennemgående stemning, der oftest besidder en mørk og pessimistisk tone. Et nummer præget af en uudholdelig klichefyldt lyrik, der er hørt til kvalmepunktet.
Numrene er kort fortalt enerverende ligegyldigheder der ikke giver lyst til mange genlyt. Og den dårlige nyhed er, at det samme gælder for mange flere numre.

Den unavngivne plade har dog enkelte højdepunkter. Disse finder sted i form af den frække og fængende ’Fried Chicken’ hvor Nas sammen med en veloplagt Busta Rhymes sprøjter rim ud i spandevis over en simpel, men funky instrumentbaseret Mark Ronson produktion. Og af ’Sly Fox’ hvor Nas bevæbnet med både gode argumenter og hadefuld retorik advarer lytteren om at få nyheder serveret af den knap så objektive journalistik på Fox News.

“They say I’m all about murder-murder and kill-kill/
But what about Grindhouse and Kill Bill/
What about Cheney and Halliburton/
The back door deals on oil fields, how is Nas the most violent person/”

Ud over at Nas for en gangs skyld på denne plade tager fat i noget interessant, løftes dette nummer ikke mindst op af stic.man fra den ærke-samfundshadende gruppe Dead Prez. Som perfekt udvalgt producer leverer han påtrængende trommer og en flamberende rockguitar på beatet. Det havde til gengæld været ufattelig tilfredsstillende hvis Nas havde opfyldt nogle gamle rygter og havde bedt den pladeaktuelle konspirationsekspert Immortal Technique gæste dette nummer. Men eftersom han ikke er at finde på hverken nummeret eller pladen kan man vist godt skyde en hvid pil efter de gamle rygter om, at et samarbejde mellem Nas og ham var på vej. Øv.

Det er i den grad problematisk at pladen ikke måtte hedde ’NIGGER’, for ordet står skrevet i kulsort blæk med store fede blokbogstaver over samtlige numre.
Temaet om sorte menneskers rolle i USA er i sig selv uendelig stort og vigtigt, men på trods af, Nas fylder en hel plade ud med emnet, er der kun få gange noget nyt og interessant at komme efter. ’Untitled’ tager simpelthen ikke hul på mange uudforskede emner, men remser oftest blot en lang række klicheer op. Denne plade langtfra redder verden som pladeselskabet prøvede at bilde os ind den ville.
‘Untitled’s eneste klare plus er, at vi får bekræftet at Nas rapkundskaber stadigvæk altid ligger over et vist niveau, hvilket ville have hævet pladen op til en tålelig affære, hvis altså ikke det var fordi, den var spækket med tandløse, søvndyssende og nogen gange skingrende ringe beats. Dette gælder et alt for stort antal af numrene, der i sidste ende gør Nas’ nye plade til en slemt skuffende og evigt ligegyldig affære.

2 ud af 6 spots

Skrevet af Falco Lamb 18.08.2008 arkiveret under Anmeldelser |