25.08.2008

Atmosphere & Brother Ali + Support @ Lille Vega, 22. august

dsc_0226_cut.jpg Fredag aften på Lille Vega var der lagt op til et brag af en koncert, med Rhyme Sayers finest: duoen Atmosphere og énmands-hæren Brother Ali. Minneapolis-kunstnerne, der sidst besøgte Danmark for to år siden på samme spillested, har for længst opbygget en trofast fanskare, og der måtte da også meldes total udsolgt i døren inden koncerten gik i gang.

dsc_0018.JPG Til at varme op var blevet valgt dansk engelsksproget raps nye håb Negash Ali, der gik storsmilende på scenen kl. 21 iført Sixpencekasket, bakket op af en kvindelig sanger på omkvæd og en wifebeater-klædt Noize på pladespillerne. Et rigtig godt valg til denne hiphop-night, der stort set var sparket i gang fra første nummer. Luften var tung men det halvsovende publikum livede hurtigt op, og stimlede sammen foran scenen, mens ny-klassikere som ‘Soulchild‘ og ‘Troubled young man‘ blev fremført med stor energi. På ganske kort tid var der gang i crowden, og det blev kun endnu bedre da yderligere to Majors-affilierede Nat-Ill og J-Spliff bragede ind og fremførte ‘City Hall Cipher‘ så man kunne se hvor meget de elskede det de laver. Efter ‘Suckers never play me‘ og ‘This is how we do‘ kunne de fem mennesker forlade scenen og det velopvarmede publikum med god samvittighed. Folk var klar.

dsc_0036_cut.jpg Da det sorte scenetæppe atter gik fra var stemningen således omkring kogepunktet. Slug og Brother Alis entre kom lige på og hårdt med fremførelsen af sidstnævntes banger ‘Watcha got‘ og salen bølgede livligt med. De to rappere skiftedes til at træde i front og spille numre fra deres nyeste albums hhv. When life gives you lemons… og The truth Is Here de første 20 minutter. På dette tidspunkt var Lille Vega blevet så hot at sveden bogstavelig talt løb ned af væggene, og de to rappere stoppede overvældede op og konstaterede at deres håndklæder snart ikke kunne suge mere væske. ”Damn you guys look like you just came outta jail or something! 20 minutes and we’re already sweating like crazy in here” lød det stakåndet fra Slug.

dsc_0111_ps.jpg Men det sku blive vildere. Der blev klappet med i takt på ‘Puppets‘, skrålet “More!” på ‘Truth is‘ og de trofaste fans rappede stemmerne hæse på ældre klassikere som ‘Trying to find a balance‘ og ‘Room with a view‘. Vi fik numre skiftevis fra Slug og Alis bagkatalog; og mens den ene rappede, holdt den anden sig i baggrunden, hvilket fungerede rigtig godt. Slug serverede numre som ‘Should’ve known‘, ‘Yesterday‘, ‘Guarantees‘, ‘Godlovesugly‘, ‘Love life‘, ‘Shrapnel‘, ‘Always Coming Back Home to You‘, ‘Guns and cigarettes‘ og ‘The woman with the tattooed hands‘ mens broderen Ali primært gav os numre som ‘Uncle Sam god damn‘, ‘Walking away‘, ‘Faheem‘ samt den fantastiske ‘Rain water‘ fra Champion EP. Derudover fik vi selvfølgelig også de to rapperes joint-ventures ‘Cats van bags‘ og ‘Blah blah‘ til folkets store glæde. Karakteristisk for fremførelserne var at alle numrene flød rigtig godt over i hinanden, enten på direkte medley-form, eller blot med opfindsomme instrumentalovergange sat sammen af Ant bagerst på scenen.

brother_258.JPG De uophørlige bifald fra publikum drev til sidst Slug til at spørge om det virkelig kunne være sandt vi var så glade for musikken, eller om folk i Danmark simpelthen bare var mega-høflige: ”I mean… I have been here a couple of times and got a couple of tickets, but never paid any of them… I wonder what a danish prison is like? Who’s in there, a lot of people that stole jeans or what?”. I et øjebliks forvirring mellem numrene valgte Brother Ali sågar at kaste sig ud i noget stand-up agtigt snak om OL, kapgang og bordtennis og der var i det hele taget rigtig god stemning og kemi mellem folkene foran og på scenen.

dsc_0231.JPG Mod slutningen fik vi en overordentlig hardcore acapella-rap fra Brother Ali om musik-industriens tilstand (så vidt jeg forstår noget med at hans tour var blevet aflyst i USA pga. en kontrovers omkring nogle udtalelser der omhandlede éns af hans sponsorer). Uanset hvad var det nogle af de mest fra-hjertet-lydende, hårdtslående, i-dit-fjæs-rammende linier jeg længe har hørt, fra en mand hvis stemme har så meget pondus og karisma at den uden problemer fyldte Stauningsalen op alene. Og man kunne høre han mente hvad han sagde. Efter at have spyttet godt 100 linier, eller hvad det blev til, blev han applauderet så kraftigt, at en måbende Slug fik sagt: ”Shit, how am I supposed to come back after that? I’ll have to cut two of my fingers off or something…”.

Koncerten sluttede med fremførelsen af Slugs sang til sin søn ‘Little Man‘ og en spontan freestyle-session hvor Slug og Brother Ali skiftedes til at fyre et par linier af om Danmark og hvad man ellers kunne forvente, hvilket var festligt nok. Men dét der slog mig var hvor sindsygt tight deres rim lå, og hvor godt de overtog flowet fra hinanden. Jeg mindes ikke at have set så veludført tag-team freestyle før i min jamgænger-karriere, så stor respekt til det.

dsc_0159_cut.jpg Lidt i midnat gik de gennemsvedte hoved-entertainere til sidst af scenen. Og personligt havde jeg svært ved at ønske mig mere af koncerten, for den havde virkelig haft alt man kunne forvente og lidt til. Skulle vi have været helt oppe at ringe var der selvfølgelig endnu flere klassikere (måske især ældre Atmosphere-numre) der kunne have været fremført. Og det kunne da også have været interessant med en gæsteoptræden af nogle af de danske kunstere, eller måske noget mere deltagende live-adfærd fra Ant i baggrunden. Men under alle omstændigheder var det et super-rutineret show fra to absolutte grand ol’ men på den amerikanske undergrundsrap-scene, der konstant havde godt fat i publikum og gav dem hvad de hungrede efter. Aftenen havde samlet set bestået af topklasse underholdning i omkring 3 timer, så jeg gik fuldt tilfreds derfra.

5 ud af 6 spots
5 af 6 spots

Foto og tekst: Jølaw (klik på skud for større udgaver)

Skrevet af Julaw 25.08.2008 arkiveret under LiveSpot |