26.08.2008
‘Ladies Night’ på Heat – din yndlingsrapper har nederdel på!
Der er sikkert stadig nogen derude, der tror kvinder ikke kan rappe. Onsdag aften har de den bedste mulighed i mands (m/k) minde for at få den vrangforestilling aflivet en gang for alle. Hiphopklubben Heat skruer op for charmen og varmen på Rust, og byder på både to legendariske kvindelige MC’s, Roxanne Shanté og Bahamadia og to af de mest interessante new chicks on the block, Eternia og Yarah Bravo. For de uindviede ruller vi op for en introduktion.
Roxanne Shanté: Pigerappere var blot et kuriosum før Roxanne Shanté i en alder af bare 14 sparkede døren ind til musikindustrien. Teenageren med en mund så beskidt, den burde vaskes kronisk i sæbe, blev opdaget af Marley Marl i Queens Bridge Projects, og med disset ’Roxanne’s Revenge’ til UTFO blev hun den første superstjerne i Juice Crew. At hun ikke er bleg for at bide skeer med mændene beviste hun bl.a. da hun leverede denne salve til Frukwan fra Stetsasonic/Gravediggaz: ”Wait a minute , let’s get this straight: you’s a sucka, muthafucka with your little bitty dick / you ain’t got shit but your little bitty prick / you tellin’ me to suck it, then you’re tellin’ me to fuck it / nigga I’ll cut it off and I’ll cook it in a bucket / now let me see you try to hang with that / you know what you can do you can kiss my crack / inside out and use your tongue / ‘cause baby I am number one” – og det var I ’86(!) Shanté gik heller ikke uden om at disse sine medsøstre, og på ‘Big Mamma’ fra 1991 fik Queen Latifah, MC Lyte, Isis, Salt N Pepa og Yo-Yo tørt på. Herefter blev der stille om rapdronningen, men hvad vi ikke vidste var, at hun var i færd med at uddanne sig til psykolog – på sit pladeselskabs regning. Dermed er hun altså ikke bare hiphoppens første dame, men vel også den første rapper, der har papir på, at hun kan kalde sig ’doktor’. Med hits som ’Have A Nice Day’, ’Go On Girl’ og ’Brothers Ain’t Shit’ skal der nok knald på fra første fløjt til showet. Næste år skal Disney TV stjernen Keke Palmer i øvrigt spille Shanté i filmen ’Vapors’ om det hedengangne Juice Crew. Om hun er ligeså hurtig om beskidt i munden som den unge Shanté, men hun får rigeligt at se til, som man kan se her:
Bahamadia: Da de selviscenesættende sexobjekter som Lil’ Kim og Foxy Brown overtog markedet for pigerappere, var der en der stadig holdt fanen højt for damerne. Den tidligere DJ fra Philadelphia udsendte i 1996 ’Kollage’ – et af årets allerbedste album, og det siger ikke så lidt. Med produktioner fra DJ Premier og GURU satte de fleste hende i kategori med Gang Starr Foundation, men albummet indeholdt også musik fra bl.a. The Roots og var på mange måder med til at udbrede den organiske sound, som vi er kommet til at forbinde med Philly. Bahamadias jazzede levering og komplekse rimstruktur gjorde hende til en unik personlighed på hiphopscenen, men selvom hun både har udsendt en EP, ’BB Queen’, og samarbejdet med Army Of The Pharoahs på deres første udgivelse har hun aldrig siden set samme succes som med ’Kollage’. Vi håber derfor der kommer dejligt meget fra debuten til koncerten på Rust. Her kan du nyde hende sammen med to Philly-søstre på ’Three The Hard Way’:
Yarah Bravo: Hvis ældre heads skruer tiden tilbage og tager tænkehatten på, kan det være, at de erindrer en ung Yarah Bravo give den gas på eventyr i det københavnske rapmiljø. Sit eksotiske udseende til trods er Yarah nemlig vokset op i Lund i Skåne, og meget af hendes hiphopopdragelse er foregået her i hovedstaden. Siden hookede hun op med sin kommende gemal DJ Vadim, og vi hørte første gang hendes særlige form for rap / spoken word på hans ’USSR The Art Of Listening’. Siden har hun turneret verden med så mange årlige spillejobs at Per Vers ville sige: ”Drik lige en kop kaffe til”, og bl.a. åbnet for Redman & Method Man på deres seneste tour. Både solo og som del af trioen One Self sammen med DJ Vadim og rapperen Blu Rum 13 er hun en regulær eksplosion på scenen. Rust kan glæde sig til energiudladninger ala dette:
Eternia: Mangen en god gammeldags mandschauvinistisk Necro-fan blev nok temmelig overrasket, da Eternia gik på som opvarmning til hans koncert på Vega. Det tog dog kun et enkelt vers før den canadiske rapper havde omvendt publikum med sin bragende boom bap hip-hop. Eternia fik først en smule opmærksomhed i selskab med DemiGodz, men det er på egen hånd hun har gjort sig mest bemærket. Folk der siger, at der ikke bliver lavet klassisk hiphop mere tager fejl – det er bare pigerne, der laver den. For tiden er Eternia’s slogan ”din yndlingsrapper har nederdel på”, og man kan jo tage til ’Ladies Night’, og se om hun har ret. Her er videoen til hendes ’Evidence’:
’
Desuden spiller DJ Shortee kendt fra ‘Scratch’ dokumentarfilmen, og arrangøren DJ Typhoon lover at der endda er flere damer på plakaten, så det bliver virkelig en ordentlig pigeaften.
’Ladies Night’ går ned til Heat på Rust fra kl. 22.00. Det koster 80 kr. i forsalg og 100 kr. i døren for en koncert med fire acts, der hver især kunne headline deres eget show.
Mere info på Myspace.com/Copenhagenheat
Skrevet af ptas 26.08.2008 arkiveret under Nyhedsarkiv |