03.09.2008
Gratis crack i piben
Hvis du er til den hårde boom bap lyd og engelsksproget realness spyttet fra en ond-i-sulet MC så er der gavebod på Mr Malchaus MySpace netop nu. ‘2Crack4Radio Mixtape Chapter One’ – kan suges ned på din harddisk for den svimlende sum af 0 kroner. Og der er endda 2 for 1 pris, når kapitel 2 udkommer i næste måned.
Al den punchlinerap skal sætte kog i gryderne op til Malchaus albumlignende EP ‘There Can Only be One’ der udkommer her i oktober, og bla. har Tim Dog på en tung PhaFalAion banger. Vi kan allerede her løfte sløret for stilen, med et fotoskud fra albumcoveret. Det er hiphop-fotomaestro Jesper Skoubølling der står for de episke billeder.
Glostrup-vikingen afslører at hans overnaturlige produktivitet kombineret med en skizofren karakter vil udspy et dansksproget mixtape i november, under kunstnernavnet MALLEDRENGEN. I slutningen af næste år er der også et “album-album” på vej, som Malchau beskriver det, og her vil der være skruet lidt ned for testosteron og adrenalin, til fordel for flere grublerier og “storytelling tilbage i dansk rap“.
Måske er Malchau begyndt at give efter for sine blødere sider, efter et par år som far og årevis i gamet: “Jeg fylder sgu 30 og jeg gider ikke mere pis!” siger han, og erklærer, at tavlen skal vaskes ren til januar. Herefter er det nye tider bl.a. med topprofessionelle samarbejdspartnere såsom N.Y. produceren Marco Polo, der er blevet kaldt den nye DJ Premier.
Indtil da skal der rases godt af på mixtapes og EP’er og mon ikke lytterne kan forvente nogle verbale øksehug til brynjen når Mr Malchau rister en ond rune og går bersærkergang på den originale mjøddrikkende, plyndringstogtende, trælletagende facon?
Selv hvis man ikke er nede med vred dansk hiphop på engelsk, bør man stadig tjekke mixtapet ud for de mange dygtige danske producere der tæller Dj Noize, PhaFalAion, Mighty One, Miraculez, Carb One og Prodest – Og det er klart, at der også er strøet godt med dj-cuts på udgivelsen!
‘2Crack4Radio Mixtape – Chapter One’ er pure Mr Malchau: sulten og grindin’. Der er ingen features på de 16 tracks, der blander både nyere og ældre materiale. Men kapitel 2, som er næste gratis mixtape på trapperne, har features fra Jahi, J-Spliff, Jinix m.fl. så hold øje med Mr Malchaus MySpace hvis du vil fylde lommerne med gratis hiphop, og hvorfor ikke allerede tanke op lige nu og HER.
Hvem: Mr. Malchau /PULLING STRINGS
Hvad: Gratis Mixtape til download
Hvor: Mr. Malchaus MySpace
Hvornår: Nu
Skrevet af Egregius 03.09.2008 arkiveret under Nyhedsarkiv |


