06.10.2008

The Game – ’LAX’ (album)

anm_gamelax_08.jpgGenial gangsta-rap. The Game er intet mindre end flyvende på sin tredje skive. Med teasertracket ‘Big Dreams’, der blev sendt i rotation før pladens ankomst, begyndte West Coast-suckers at have våde drømme. Og med albummet i anlægget kan man ikke holde op med at savle.

“I take all the credit for putting the West back on the map/”, lød den afsluttende replik fra The Game på titelnummeret til debutalbummet, ’The Documentary’. Og det kan fyren fra Compton roligt gøre. For mens koryfæet Ice Cube danser rundt med spradebassen Lil Jon og en anden fra den gamle garde, Dr. Dre, konstant udskyder sin plade, så er Jayceon Terrell Taylor a.k.a. The Game så godt som den eneste, der holder West Coast-fanen højt. Hvis ikke The Game med sine plader gav kunstigt åndedræt til rapscenen på den amerikanske vestkyst, så ville den gispe gevaldigt efter vejret. Og med sin tredje skive gør han det igen. Giver kunstigt åndedræt. Sætter “the West back on the map“. Det interessante er, at genoplivningen bliver foretaget på samme måde som på de to foregående plader.

For på ’LAX’ kører Jayceon Terrell Taylor den sædvanlige gangstastil. Fra det minimalistiske cover, hvor han poserer i bar overkrop kun dækket af diverse tusser, til skæringerne, der kan få en hver Cadillac til at gynge. Som på nummeret ’State of Emergency’, hvor The Game på omkvædet får selskab af det førnævnte koryfæ, Ice Cube. Her smelter det nye og gamle sammen i en beskidt symfoni. Med åbningsreplikken, ”California ain’t a state, it’s an army”, bliver gangstauniformen i den grad støvet af. Til lydene af helikoptere, politisirener og skudsalver rapper The Game:

”Subwoofers in the trunk kickin’ that lethal injection/ A hood nigga lost with no direction/
So he bought a black Smith & Wesson/ Strapped on his vest and that’s his protection/
At the intersection waitin’ on a rival/ Cuz in the city of Angels it’s all about survival/”

’State of Emergency’ er et typisk West Coast G-funk-nummer med synthesizer samt et langsomt og tungt beat. Lydbilledet bliver endnu tungere og nakkenikkende på den efterfølgende skæring, ’Bulletproof Diaries’. Her teamer The Game op med en yderst veloplagt Reakwon: ”I’m a New York dinosaur, Staten Island artifact/ Hiphop is never dead, the Cuban gave ’em heart attacks/”
Wu-Tang-veteranen er bare én i en lang række af prominente kunstnere, der optræder på ’LAX’. Det er ikke altid lig med kvalitet, men på The Games tredje skive leverer de mange stjerner solide præstationer. Udover Reakwon vil jeg også fremhæve Ludacris’ energiske optræden på tracket ’Ya Heard’.

Stilen er altså stadig West Coast Classic, kun tunet med nogle enkelte finjusteringer. Noget, der straks kunne få folk til at råbe på fornyelse. Men man kan ikke lade være med at slikke sig om munden og råbe: Da capo! Jayceon Terrell Taylor er en rigtig OG. En gangstarapper, der SKAL skildre det barske liv på gaden. Intet andet. Og det er han fænomenal til. Skulle man være i tvivl, så put ’My Life’ i anlægget.
Her filosoferer The Game over et liv med døden som en daglig følgesvend. Filosoferer over, hvordan det kan være, han har overlevet, når så mange af hans homies er døde. Eftertænksom og hårdkogt på samme tid:

”Take me away from the hood like a state penitentiary/ Take me away from the hood in the casket or a Bentley/
Take me away, like I overdosed on cocaine/ Or take me away, like a bullet from Kurt Cobain/
Suicide/ I’m from a Windy City, like ’Do or Die’/ From a block close to where Biggie was crucified/
that was Brooklyn’s Jesus/ Shot for no fuckin reason/”

The Games hæse stemme passe perfekt til dette storladende track. Et track, som er blevet produceret af Miami-makkerparret Cool & Dre, der også stod bag ’Hate It or Love It’ fra ’The Documentary’. På omkvædet bliver The Games sprøde stemme afløst af en grådkvalt Lil Wayne, som bliver akkompagneret af et klaver og pistolskud. Det hele går op i en højere enhed, så gåsehuden kommer til syne på armene.

Fyren fra Compton er med sin G-Funk-lyd og sine konstante referencer til N.W.A. samt øst-vest-konflikten på mange måder fanget i en tidslomme. Men The Game udfører sine historiefortællinger så elegant, at de aldrig bliver trivielle. Bare lyt til genistregen ’Never Can Say Goodbye’. En hyldest til Tupac, B.I.G. og Eazy-E. På nummeret leverer gutten fra Compton tre vers set gennem de tre rapperes øjne. I det sidste vers beskriver The Game Eazy-E’s sidste dage:

”Layin’ in this hospital bed with bronchitis, I can’t talk/ Walked myself in, and all of a sudden I can’t walk/
Ivs in my arm, my wife Tomika at my legs/ Ruthless I mean records we got married on my death bed/”

Men det er ikke kun via teksten, at The Game fortolker sine tre forbilleder. Gangsta-rapperen forsøger også at efterligne deres flow. Især hans imitation af Notorious er sublim:

”I love it when they call me big poppa/ I only smoke blunts if they’re rolled propa/
Look I gots ta catch the first thing smokin’ Cali/ And hit one of my bitches in the valley/
Gotta call my nigga Sean, tell him reserve the Don/ Tell him to get the chron and the teflon/”

Høj klasse! Og så har jeg ikke engang nået at nævne suveræne tracks som ’Let Us Live’ og ’LAX Files’. For på albummet finder vi kun få afstikkere som nummeret ’Gentleman’s Affair’. The Game har med ’LAX’ for alvor gjort sig fri af de besnærende lænker fra sine mentorer Dr. Dre og 50 Cent. Han er godt på vej til at blive et ikon. Måske ikke på størrelse med Tupac og Biggie – men så tæt på. Ikke mange rappere kan prale af at have udgivet tre så fremragende plader i træk. Da ’LAX’ ramte butikkerne, proklamerede The Game, at det ville blive han sidste. Lad os ikke håbe det. For er det sandt, så kan West Coast-organismen godt lægge sig til at dø.

5 ud af 6 spots

Ord: Bjarkus

Skrevet af Gæsteskribent 06.10.2008 arkiveret under Anmeldelser |