1. Nas.
2. Albumaktuel.
3. Live i Danmark for kun tredje gang.
– Umiddelbart lyder de tre punkter som en fænomenal cocktail, men tilføjer man:
4. Efterårskulde.
5. Søndag aften.
6. Amager.
– Bliver cocktailglasset forvandlet til et plastikkrus med Julebryg på fad fra sidste år.

Helt så slemt var det ikke. Måske kunne det ikke være anderledes, men hvis det kunne, skulle Nas hellere have serveret et hattrick i Store Vega i stedet for at spille sit tredje danske show på Amager.

Denne søndag aften var Amager Bio ikke udsolgt som Vega plejer at være når rapperen lander i Kastrup. Derimod blev aftenen blot endnu en notits til bogen, om en hiphop-koncert der end ikke formåede at sælge nok billetter til at åbne balkonen. Spredt ud i den sorte sal stod helt almindelige hiphopfans blandet med det klassiske Amager-publikum der altid møder op når der er gangsterrap på Bio-plakaten. Der var ikke den dér lettere ubehagelige stemning, som der var ved Mobb Deep koncerten samme sted i 2005, men alligevel ikke langt imellem forstenede ansigtsudtryk og skulende blikke.

Det virkede da også som om rapperen havde indstillet sig på, at denne koncert ikke skulle være hans turnés højdepunkt. Uforudsigelig kort tid efter koncertens officielle starttidspunkt tændte DJ Green Lantern for 1210-lamperne og startede ’You Can’t Stop Us Now’-instrumentalen mens han med en rasende råben ud over Amager-salen bad publikum om at råbe endnu højere efter aftenens act.

Nas kom løbende ind på scenen iklædt solbriller og sportsgear fra top til tå, og åbnede straks sin rimbog for det jublende publikum med den ellers lidt sløve ’Slave And The Master’. To vers, så videre til den ufejlbarlige banger ’Hip Hop Is Dead’ der fik hænderne kastet i vejret og stemningen sparket ordentligt i gang. Nas rappede som altid lige på og tight og benyttede sig sjældent af baggrundsvokalen der playback’ede fra vinylerne. Fremragende liverapper.
Han afsluttede halvvejs igennem nummeret ved at råbe ’Fuck The Radio!’ et par gange, og åbnede samtidig sin mest populære bog – den ældste.

’NY State of Mind’, ’It Ain’t Hard To Tell’, ‘Represent’ og så videre blev rappet højt for det begejstrede publikum. Nasir imponerede ved at hoppe rundt på scenen i sit Fila-kluns og rappe al lyrik helt alene med en uigenkendelig forrået stemme, der kunne få salens hårdeste amagerkaner-knægte til at ligne små blide lam. Imens en tjæretyk røg fra fede hashjoints bredte sig i lokalet fyrede Nas op i næste kapitel fra sin historie.

”Det er min yndlingssang!” nåede en fan netop at råbe til sin ven da Nas gik igang med ’The Message’. Glæden var dog hurtigt ovre og efter kun et enkelt vers styrede’If I Ruled The World’ koncerten. Igen kortede en hård beskæring nummeret ned fra første omkvæd til sangens slutning, hvor Lauryn Hill normalt synger sine linjer om at vandre mod solen hånd i hånd. Det var temmelig frustrerende at opleve den ene klassiker efter den anden blive behandlet så overfladisk, men frustrationen blev overskygget af målløshed, da den forhærdede Amager-crowd pludselig lysnede i stemmebåndet og, nærmest hånd i hånd, sang med på sangerindens blide lyrik.

Da lyskeglerne pludselig hvirvlede rundt på scenen og Nas stod med en knyttet næve i vejret til tonerne af ’Black President’ meldte det store spørgsmål sig – skal Nas ikke stemme? Med kun to dage til det amerikanske præsidentvalg kunne det kun undre at en mand der har dedikeret en del af sin seneste plade til at hylde Barack Obama, i disse dage suste rundt i Europa.
Måske har han stemt tidligt. Brevstemt. Hvad ved jeg…

Nas tog publikum gennem de obligatoriske singler ’I Can’ og den nye ’Hero’ inden han forfriskende uforudsigeligt spillede en stribe ’Stillmatic’-numre som den Large Pro-producerede ’You’re Da Man’ og den omvendte fortælling ’Rewind’. Desværre uden en mærkbar begejstring fra publikum. Lidt bedre gik det da gangsterrapperen gennemgik en slags skydevåbens-medley i form af ‘Got Ur Self A Gun’, ‘Shoot ‘Em Up’, og gadebangeren ‘Made U Look’.

Ud over en storladen og flot præstation i form af ’Hate Me Now’ havde Nas hidtil næsten kun serveret enkle eller halve vers i sine numre. Det virkede som om han ville nå at gå igennem det meste fra alle sine plader. Men strategien med at spille korte numre kulminerede dog først for alvor, da Nas på ’Affirmative Action’ rappede halvdelen af Cormegas vers (??!) før han skiftede over til ’Nastradamus’, for derefter blot at spille omkring ti sekunder af mange forskellige numre. Det gav virkelig ikke rigtig nogen mening, for uanset anstrengelserne man gjorde sig var det umuligt at nyde numrene i så kort en længde. Det svarede lidt til at se en vilkårlig musiker stå på scenen og læse en masse sangtitler op fra en lang liste. Det var simpelthen antiklimaks at høre de første toner til ’Black Republican’ blot for at se dem drukne i lyden til et andet nummer..

Nas spillede så mange numre, eller i hvert fald uddrag af numre, at koncerten blev lidt af et rod. Men det mest vanvittige var, at alt dette skete på blot én enkel time. Det vil altid være en oplevelse af høre en så stor rapper live, men trods de enkelte store øjeblikke virkede koncerten i bund og grund som en noget ustruktureret og meget kort affære.

3 ud af 6 spots

Foto: Toke Riskjær (klik på skuddene for større udgaver)

Skrevet af Falco Lamb 11.11.2008 arkiveret under LiveSpot |