12.11.2008

Khal Allan ’Tuder og Høvding’ (album)

Langt borte i en dystopisk fremtidsmetropol, de vil kalde København anno 2008 prøver eksistensen Khal Allan at leve et liv blandt bohemer og b-boys, bz’ere og borgerlige, men først og fremmest lever han med sig selv. Mens han ballancerer på kanten af kosmisk kaos skriver han tekster om sin verden, sine problemer, glæder, venner, drømme, beruselse og sex. De tekster kan man høre på albummet ’Tuder og Høvding’.

Nogenlunde sådan kan præmissen for Khalerns første soloalbum ’Tuder og Høvding’ beskrives, og alligevel er det komplet utilstrækkeligt. Sjældent før på dansk, er der udgivet rap, der ligeså meget skal opleves som et stykke kunst, der insisterer så kraftigt på at blive oplevet og (mis)forstået på sine egne vilkår. Pakket ind i et håndmalet genbrugscover, mærkelige klistermærker, joint-papir og et kladdehæfte med forvirrende og uhyggelig præcis information, finder man vinylskiven, der indeholder 50 minutters musik, fordelt på 30 numre.

Khal Allans helt store styrke er et rimtalent fra en anden planet. Han er en evig kilde til overraskende rimpar og versstrukturer. Sat sammen med et sikkert flow, gør det, at man aldrig mister lysten til at forstå sangene, selv når de er allermest kryptiske.Ikke overraskende for en mand med så megen flair for rim, er Ramses en gennemgående figur på albummet, for indholdet kan minde meget om remser og systemdigte. Det ville være fristende at skubbe det hele til side som barnlige ordlege, men det virker som det netop er de lange kaskader af til tider fjollede rim, der giver Khal Allan mulighed for at sige nogle dybt seriøse sandheder om verden.

Pendulet svinger helt fra klaustrofobiske strofer om ’Midtbyen’ ala ”Jeg’ et nervevrag, der jager dragen / Hver anden dag er fastelavn / For jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag maskeraden / Og kameraets flash og sansebedragene / Jeg’ en natteravn, der vader havnen / der er købt for skattefradragene – tyndt” over til en livsbekræftende hyldest til kammeraterne på ’Mes Amis’: ”Jeg’ kollega / Til unge kometer poeter / Digtere, sumpede kunstnere, og sygelige rimspyttere / Og nogle bumser, der for det meste bare stener / Men de bånd vi knytter / Går ikk i stykker, selvom vi flytter.”

Det siger sig selv, at med så mange numre på så kort tid, står få tilbage som konventionelle sange. Man kan med en vis ret sammenligne universet Khal Allan bevæger sig i, med vi kender hos det stoffremkaldte hospitalsvæsen Dr Octagon, men hertil mangler trods alt, at de bedste numre fik lov at leve længe nok til det i det mindste kan få singlelængde – måske kunne det overvejes til eventutelle remix. I stedet bliver de korte sekvenser kædet sammen til en totaloplevelse, der både egner sig til at blive nydt kronologisk og til at blive brudt op i sine kryptiske bestanddele. Musikken skifter også konstant karakter. Overvejende er stilen støvede loops med små melodier, der pares med vild trommeprogrammering, som man kender fra electro’en. På samme måde skifter vokalerne også fra bouncy flow med noter af sang til betonhård levering og robotstemme. Det kan godt blive enerverende med de bratte stilskift. Man bliver nærmest overrasket, hvis to numre efter hinanden lyder ens, og albummet fungerer bestemt ikke som et behageligt baggrundstapet, det er en skrigende skulptur, der kræver opmærksom.

’Tuder og Høvding’
er vanskelig ikke at forelske sig i. Albummet er et glimrende bud på hvordan rimpsykopaterne kan tage kampen op mod den mere radiovenlige og letfordøjelige rap, for det er hamrende underholdende fra start til slut. Der er så mange facetter og detaljer i musikken og Khal Allans vers, at man konstant kan vende tilbage til numrene og få en ny oplevelse ud af dem. Køb albummet for universet, for musikken, for flowet, for teksterne, for billederne. Køb det for Khal Allan.

5 ud af 6 spots

Skrevet af ptas 12.11.2008 arkiveret under Anmeldelser |