At man kan albumdebutere i en alder af 31 siger ikke så lidt om, at rapmusik efterhånden også er både for og af voksne. Kuku Agami’s debut ’Closure’ er også en voksen størrelse, lavet af en mand, der har levet et liv, der er værd at skrive om. Det er mødet mellem et garvet raptalent, der har mødt medgang og modgang og en moderne musisk ramme, der udfordrer og redefinerer den Kuku Agami vi kender.

Det kunne let være endt med ’Closure’ ikke var kommet. Efter Al Agami og YB havde et par albumsucceser blev rap på dansk kørt i stilling som det eneste der duede i hiphopsammenhæng. Det var ikke fordi Kuku Agami ikke havde talent for rap, det kan enhver idiot, der hører ’Hip-Hop til Folket’, ’Rap’o’Mania 2’ eller hans bidrag til Pelding høre, men engelsksproget rap herhjemme kom til at leve en skyggetilværelse på dance og jazzprojekter, og det hjalp ikke da der gik Zindybukokugaloo i den. Heldigvis blev Kuku hverken kuk-kuk eller klar til indlæggelse på One Flew Over The Cuckoo’s Nest af turen i popmaskinen, og med ’Closure’ lægger han langt om længe navn til en udgivelse, der er talentet værdigt.

Albummets førstesingle ’Run’ er noget så smukt som en hardcore banger kombineret med en hjerteskærende beretning om geografisk uretfærdighed. Her skinner Kuku både som rapper og fortæller. Som underlægning har Pitchshifters kogt et beat med slagkraft som et automatvåben op, og kombinationen gør det umuligt ikke at nikke med nakken og spidse ører samtidig.
I det hele taget klikker makkerskabet mellem Kuku og Pitchshifters, der står for broderparten af produktionerne. De lægger et godt fundament for rapperen, både når han flower for alle pengene, og når han kigger tilbage og indad på en mere afdæmpet facon. Kuku’s lyrik er meget in-your-face, han kan sit håndværk, og selvom han varierer stemningen fra højdepunkter som den refleksive ’She Don’t Know’ til bangeren ’No Good’ mister han aldrig sit personlige touch med tætte enderim, og en lidt hæs men altid cool og kontrolleret levering.

Musikalsk bevæger vi os fra hardcore hiphop og et godt stykke over i soul og r’n’b-land. Der er en del sang-features på omkvædene, og selvom det er dygtigt fremført, kan det somme tider fjerne fokus fra rapperen. Det er ikke tilfældet på ’African Jewel’, produceret af Copenhaniacs, hvor Ida Corr, der ved gud kan synge en storm op, gæster. Netop fordi hun holder sig fra overdrevne fraseringer og i stedet afdæmpet leverer sjæl til omkvædet, kommer Kuku’s rørende fortælling om en ung piges ikke specielt fede skæbne til at stå desto stærkere: ”She cryin’ all alone to herself, knowin’ they played her / holdin’ her baby brother, *I’m sorry, couldn’t save ya* / they killed the little boy to them it didn’t matter much / you know how we Africans are, had to cut him up / mutilated the boy before they chose to shut him up / bullet in the back of the head, another baby is dead / she sees the blood-red stains, keeps blamin’ herself / thinking if she didn’t resist ‘em, maybe she coulda helped”…og det bliver kun værre derfra.

Kuku har meget at fortælle på ’Closure’ og bortset fra et par knap så vellykkede forsøg på clubrap, gør hans meget ligefremme tilgang til rap, at man fordøjer historierne og lever sig ind i albummets univers. På albummets sidste nummer, bonustracket ’Run’-remix, hvor Negash Ali og Majid gæster, sættes tingene dog lidt i relief. Kuku leverer et fejende flot vers, på et næsten endnu bedre nummer end originalen, hvor man nærmest bider tænder sammen i sympati med den unge afrikaner på flugt han beskriver. Men i mødet med de sublime enderim og paradoksale punchlines fra unge Negash Ali, bliver man alligevel opmærksom på Kuku’s ’frit fra leveren’-stil måske ikke ligefrem er triviel, men godt kunne trænge til udfordring.

På bundlinjen står dog tilbage, at han har leveret et album med indhold, med musikalitet og med overskud. Han sætter sig selv tilbage på landkortet i dansk hiphop, som en rapper der kan fortælle en medrivende historie uden at pakke den ind i ordspil, og som ikke er bange for hverken de helt tunge eller ganske banale emner. Albummet hedder ’Closure’, men Kuku Agami åbner i den grad op for sig selv.

4 ud af 6

Skrevet af ptas 01.12.2008 arkiveret under Anmeldelser |