06.12.2008

Analyse – ‘Broken pictures’ EP

Århusianske beatmager Analyse fra kollektivet Submental Records har begået en plade, der ikke lyder som så meget andet dansk hiphop. ‘Broken pictures’ er en syv numre lang instrumental EP med rap på to af numrene, der maler et patchworket lydbillede af mørke nætter i storbyen med en tung rusten-grå pensel, præcis som udtrykt i pladecoveret.

Allerede med lyden på første nummer er stilen lagt, downbeat lidt mystisk bevægen rundt i et rum af metalliske lyde, der langsomt driver én ind i Analyses let drømmende verden. Med tydeligt musikalsk slægtskab til ting som Portishead og El-Ps ”Fantastic Damage” føres man ind i en zone hvor det ene nummer let kører over i det andet, uden man nødvendigvis lægger mærke til hvornår de skifter.

Mit umiddelbare yndlingstrack er nok ’Digital lifeform’, hvor et tungt klaver og en hårdtslående snare giver lyden tilpas kant og får lytteren til at spidse ører. Men ellers går der en del gennemlytninger før man kan skelne de enkelte numre fra hinanden. Og det er både godt og skidt. EP’ens urban-futuristiske univers er holdt godt gennem alle numre, men omvendt er der ikke noget track der står krystalklart tilbage i hukommelsen som man higer efter at høre igen. Der er hentet flere elementer fra electronica og noget af det kunne godt lyde lidt a lá Rumpistol. Forskellen er blot der eksperimenteres en del mindre og loops’ne får lov at køre længere på mere hiphop-maner.

De to rapskæringer med henholdsvis Inspired ’Decendants of all’ og Alpha med ’Strange medicine’ falder godt i tråd med resten af pladen. Stilen leder unægtelig tankerne hen på et nummer som ’June’ fra RJD2s Deadringer, dvs med lange instrumentalpassager ind i mellem versene, men det klæder de to rappere ganske godt. Teksterne holder sig generelt til en kryptisk, metafor-malende fortællerstil, der kræver et højt abstraktionsniveau – eller måske nærmere det rette state-of-mind – af lytteren. Det er i hvert fald ikke det sædvanlige punchline-rap, prøv fx kræfter med denne passage af Alphas vers:

“You might think that I’m, a lost course/ running thoughts, cutting shares/ right off the top of my thin air/ that ain’t the case, I’m glass face in the light/ with eight left to let you know I’m still sorrounded by life/ my mind’s dusty, off grey metallical stage fright/ heat seaking sessions on the mic/ with a frost-bite/ on and on like lovers bed conversations/ I get clouded of the meaning and my own expectations”

Esoterisk nok?

Målet med EP’en er ganske givet – som Submental Records erklærede dagsorden – at skabe musik for kunstens skyld og attituden i hele projektet falder meget i min personlige smag. Jeg tror dog det kunne have været endnu federe hvis der var blevet leget mere med vokaler i form af både sang og rap. Jeg savner desværre lidt at blive overrasket eller imponeret musikalsk. ’Broken Pictures’ indeholder hverken rigtigt nogle melodier der hænger fast eller deciderede ”omkvæd” for den sags skyld. Men det har nu nok heller ikke været meningen. Pladen er og bliver en stemning, en sindstilstand. Til at smække på, når man skal lade tankerne vandre en sen vinteraften. Til dette formål virker den perfekt, og kan klart anbefales. Beats’ne er – trods lidt manglende variation – rigtig fede, og der ingen tvivl om jeg glæder mig til at høre mere fra denne kant!

4 af 6 spots

Skrevet af Julaw 06.12.2008 arkiveret under Anmeldelser |