17.12.2008

Jake One – ’White Van Music’ (album)

Jake One er manden bag en af de absolut fedeste produktioner i nyere tid: De La Souls ’Rock Co.Kane Flow’. Dette gjorde i hvert fald undertegnede rimelig spændt på, hvad Seattle-producerens debutalbum kunne give af opture. Og opture er der mange af på ’White Van Music’. Pladen er et overflødighedshorn af fabelagtig produceret hiphop.

Første skæring er med hjælp fra to andre superproducers, Black Milk og Nottz, der begge blot holder sig til mikrofonen på ’I’m Coming’. Man må sige, at Black Milk er klart bedst på tracket, som dog ikke formår at kickstarte lige så godt som nummeret efter, ’Gangsta Boy’, hvor Brownsville-tosserne, M.O.P. akkompagneret af en langsom, men åndssvagt bangin’ produktion spytter rim i bedste Mash Out Posse-stil – der minder en om, at man altså bliver nødt til at besøge Heat d. 17. december, når de kigger forbi.

Førstesinglen fra pladen er ganske velvalgt. Brother Ali og Freeway gæster en produktion med stemningsfyldte strygere og et catchy voicesample i omkvædet. Denne lidt uventede rap-collabo skaber ’The Truth’, der er et af højdepunkterne på pladen. Ikke overraskende så er det Brother Ali der spytter bedst, og som altid leverer eksorbitant imponerende tekster:

“In them dones I been sketchin since I’m seven/
got collected by my brethren, now it’s my profession/
big music industry instead I’m gettin mentioned/
but the few that do zoom in respect me as a legend/
fuck that I’m a reverend/ the Philly freeza with the street preacha settin up shop teachin the lessons/
these are not just words we tell you in the booth/
that feelin you just got inside yo’ stomach is the proof/ that we’ the truth/”

Hieroglyphics-medlemmet Casual står for et af de andre højdepunkter på ’Feelin’ My Shit’, hvor han over tunge og beskidte trommer krydret med et violinsample leverer rap, så man igen lige husker, hvor sej en rapper han er, samt hvorfor jeg i hvert fald lige skal tjekke op for ’Fear Itself’-pladen igen.
Generelt er de bedste numre på pladen dem hvor undergrundsartisterne gæster. Blueprint bidrager med fantastisk storytelling på ’Scared’, GMK, J. Pinder og Spaceman er med på det rimelig Queensbridge-agtige ’Big Homie Style’, og på ’Glow’ står Elzhi og Royce Da 5’9” for Detroit-rap, når det er bedst.

Der er simpelthen så meget godt på denne plade, og det svært at sætte en finger på Jake Ones produktioner, for der er ikke to beats, der er ens – udover at samtlige numre har en ufattelig god bund og er ekstremt velpolerede. Der hvor man umiddelbart finder pladens svaghed er på numre hvor større navne gæster. Freeways solo nummer ’How We Ride’ er ekstremt rodet og uinspirerende, mens Young Buck står for et ekstremt kedeligt nummer, hvor man finder et omkvæd, der er så horribelt dårligt, at selv Akon ville have gjort et bedre job. Alchemist, Evidence & Prodigy finder man på det lidt so-so nummer, ’White Van’, hvor det klart er Evidence, der løfter nummeret til middel, på trods af et dårligt vers af Alchemist og en irriterende dyb stemme i et ellers svedigt break, som erstatter et omkvæd.

Omvendt så står Busta Rhymes og Bishop Lamont for min personlige favorit på pladen. ’Kissin’ The Curb’ er sådan raw hiphop skal lyde! Over bangin’ trommer og et elektronisk sample leverer Bishop Lamont humoristiske linier som:

”Aftermath! Yeah, you know I gotta say it/
Only ’cause I know you jealous bitch niggas hate it/
Probably fucked your girl on My Space/
When she’s fuckin you, she’ seein’ my face/”
(…)
F-f-f-fresh I get / F-f-f-fresh I spit/
Hot girls… got even stonedykes on my dick/
It’s not a figment of my imagination/
Just a benefit of Dre-affiliation/”

Det kan godt være, at MF Doom er en idiot mod sine fans, men at lave fantastisk, excentrisk musik, det kan han sgu også. Det får man at høre på ’Trap Door’, hvor jazzede trommer og et par strengeinstrumenter skaber et utrolig stemningsfuldt Doom-nummer af ‘Madvillainy’-kvalitet – woah! Det samme gælder for ’Get ’Er Done’, hvor det igen er Doom, der er på spil på vokalsiden. Man undrer sig lidt over, hvor bredt Jake One rent faktisk spænder produktionsmæssigt, men som MF Doom siger: ”Make no mistake, son/ It’s Jake One/ He makes beats well, like I likes my steaks done/” – Mon ikke han gør!

’White Van Music’ har ikke rigtig nogen rød tråd, da det helt basalt set bare er numre, som Jake One har produceret igennem årene og af en eller anden grund ikke er kendt i forvejen (bortset fra Bishop Lamont-nummeret, som vi jo kender fra ’The Confessional’-mixtapet).
Som koncept er albummet vel det samme, som vi så på Marco Polos ’Port Authority’ og 9th Wonders ’The Dream Merchant 2’: At samle en flok fantastiske mc’s over egne produktioner. ’White Van Music’ er bedre som helhed end de to førnævnte albums.
Noget sejt ved udgivelsen er (udover at instrumentalerne følger med), at bookleten indeholder historien bag hvert enkelt nummer. Det er en megafed måde, at prøve at veje op for den manglende røde tråd.

’White Van Music’ er en fornøjelse, og kandiderer i høj grad til min personlige favorit i år. Det er et varieret, gennemarbejdet og fremragende sammenskruet album. Jake One var bare for flink til at give et par alt for gode produktioner ud til rappers, der ikke helt kunne følge Seattle-producerens høje niveau. Jeg kan da godt forstå, det er tillokkende at have Alchemist, Young Buck og Freeway på ens album, men de skal altså også præstere 100% – ligesom det er tilfældet med Bishop & Busta. Ligegyldigt hvad, så er der så mange fandens gode skæringer, at man ikke bør snyde sig selv for dette album, der indeholder hele 66 minutters hiphop med fantastiske produktioner.

5 ud af 6 spots

Skrevet af Toobs 17.12.2008 arkiveret under Anmeldelser |