24.12.2008

Glædelig jul til kulturen

Selvom Lars W påstår, at der ikke er nogen, der ønsker hiphop-kulturen glædelig jul, er der nu masser af muligheder for at ægte hip&hoppere kan få deres jule-boogie på. Faktisk er der er flere gode grunde til at pynte sig med lidt julegran de kommende dage. Der er nemlig juleclubbin’ både hos Kontoret og Psyko Alpha Disco, og hele tre alternative Pulejams fra KBH til Sønderbronx.

Juleaften, den 24. (!?), fyrer Psyko Alpha Disco op i julepejsen og byder på Lizzie, Tjes Boogie & D-sign, Bens & Mike Raw, DJ Phase 5 og Dj Streetbeat. Desuden er der nissepiger, nisselir og surprises. Det foregår på Nikolaj Plads 25, Kbh K fra kl. 24.00.

Dagen efter, 25. december, er der den årlige julehyggeclub på Kontoret i Vega’s Idealbar. Det er efterhånden en tradition at DJ Nut stiller sig bag pladespillerne og hygger om Kontormusene i den kolde juletid og i år er ingen undtagelse. Så kom ind og træk ham i juleskægget, julen sættes igang kl. 22.00.

Anden juledag er jo den klassiske dato, hvor hiphopperne tager julen tilbage, og i år er der hele tre valgmuligheder.

I Sønderborg er der, også traditionen tro, “Hip Hop Julefrokosten Sønderbronx 2008”. Der er liverap fra lokale Jeppe Rapp samt Marwan, Hvert Aspekt, MagerMayn, MP, Jawns & JFK, Logej G. Konferencier er Madze & Bjarnø 88 fra Danskrap TV. Det foregår på Maybe Not Bob fra kl. 20.00.

I Ungerens nye hiphopklub Rap ’n’ Skralde står den også på anden juledags-jam. Her spiller Pede Gøbb, Kapitel 2, Marcus Beck og DJ Dixone. Det er på Dortheavej 61 fra kl. 21.00.

Saxons ved Nørrebros Runddel fejres Nørrebros Pulejam Saxons med DJ’sne Swingking & LeBon og bl.a. liverap fra Khal Allan. De lover ingen CD’er, ingen Serato, ingen rygeforbud, ingen entre – kun go, syg stil, så det bliver i al fald crazy hiphop. Det går ned fra midnat!

Altså er der masser af funky julehiphop til folket. Læs som altid mere om koncerter og jams på Onpoint.dk.

Skrevet af ptas 24.12.2008 arkiveret under Nyhedsarkiv |