Efter stor succes med debutpladen fra Majors tager gruppens fynske medlem J-Spliff tilløb, kaster sig op i luften og forsøger at nå hele vejen rundt på sit nye soloalbum.

Idéen med pladen, er som titlen ’ThreeSixty’ antyder, at nå hele vejen, 360 grader, rundt. At nå at berøre alle de dele af hiphoppen, rapperen elsker, må man forstå. Men efter at være startet på en imponerende saltomortale lander Spliffy på halvvejen.
Over listige strenge og pumpende trommer fyrer rapperen startskuddet af på pladens titelnummer, der skyder en rød tråd gennem hele den næste lille time. Energien dunker ud af den unge eksilfynbo på samme niveau som bassen på producerbossen Crateraiders beats. Det er let at mærke, at vi har at gøre med en mand der er glødende for at komme ud med sine rim og som gør sit bedste for at få det til at lykkes.

Niveauet er sat modigt højt oppe og bliver også banket godt fast af de oftest alsidige og levende produktioner der, ud over Spliffs generelt lytteværdige vers, er akkompagneret af samples, top prof. scratchin’ og ikke mindst gæsterappere. Det må siges at være imponerende når navne som Planet Asia, Sean Price og Mic Geronimo blot er få ud af mange rap-kæmper der på tracklisten står side om side med danske navne som Nat Ill og Nappion.

En af J-Spliffs absolutte forcer viser sig ved pladens, på en og samme gangs, alsidighed og sammenhængskraft. ’ThreeSixty’ er tempomæssigt svingende og besidder lydmæssigt flere forskellige stemninger. Spliff bærer overordnet set numrene flot igennem uden at kunne beskyldes for at gå på kompromis med sin egen stil. Som noget af det første rimer Spliff, Planet Asia og Nat Ill skærebrændende sølvfliger af den metallisk-mørke og ikke særlig fredsfyldte banger ’Come In Peace’:

We come in peace, but prepare for war/
Yo, It’s all about honor when we draw that sword/
This is hardcore, no turning back/
When the pen hit the paper, we burn the track/

Nick Nack, eller Beatman & Rockin’ om man vil, hjælper ud med et arketypisk, men frækt og fængende Nobody Beats-beat på partynummeret ’Get Loose’, og J-Spliff blotter hudløst sin kærlighed til sin måneskinsdame på den blide ’Moonshine’ med sungent omkvæd af Jonas.
’ThreeSixty’ når højdepunktet med den overdådigt friske ’Warning’ med Substance, Kid Vshis og Royce 5’9’, hvor sidstnævnte leverer et af sine bedre vers. Sean Price gør det stort set altid godt som rimene gæst, og dette album er ingen undtagelse, hvor gorillaen spytter hele 32 monkeybars på nummeret ’State of Mind’.

Det er selvfølgelig flot at få så fine gæster med til sin musikalske fest, men kæmperne bliver samtidig et minus for værten. Ikke overraskende kommer den ellers udmærkede J-Spliff til at lyde en smule som en uprøvet og lille fisk når han rimer sig ind mellem hiphop-kæmpernes vers. De stjæler showet i en sådan grad, at lytteren risikerer at glemme, han lytter til et soloalbum.
Selv Wordsworth og Masta Ace rimer med før pladen rinder ud. Dog om et noget trættende emne som titlen ’The Truth’ vist siger alt om. Det er på tide at hiphop-genren indser, at numre der handler om, at andres rap er substansløs, er substansløse. Vi har fået nok.

Det er samme sted, vi finder J-Spliffs måske allerstørste problem: Han er en klichéernes mand.
Langt det meste af hans lyrik er fyldt med begreber og emner der er hørt langt over bristepunktet. Det gør ham endnu mindre interessant at opleve som personen i centrum. Her fra ’My Connect’:

Rappin’ cruel, this cat smash the booth/
Wild out, tell 2pac – pass the juice/
Atheist since church cut a pastor loose/
Yo, I Rhyme for the kids, with my mind on the biz/
What the fuck ya wanna do/
Now the masters loose/
I see, yo, we might have to smack a dude/

Det virker tomt og det er synd at se en rapper med et potentiale og en baggrund som Spliffs, spytte en hel plade fuld af det samme tomsnak og ligegyldigheder som så mange andre. Man bør selvfølgelig respektere det, hvis rapperen ikke har lyst til at tale om sin tragiske barndom eller andre ubehagelige emner han ellers har fortalt åbent om i interviews, men lytteren burde simpelthen kunne forvente noget mere end det her. Spliffs solonummer ’Rest My Head’ fra Majors-pladen fortæller næsten mere om ham end hele dette album.

Overordnet set gør J-Spliff et udmærket stykke arbejde med ’ThreeSixty’.
Det er professionel hiphop på et niveau der faktisk formår at konkurrere internationalt, men der er intet nyt at komme efter.
Vilje, evne og fokus fejler intet. Mangel på lyrisk substans og fremdrift får rapperen til at lande på gulvet efter at have nået 90 grader rundt. Måske han næste gang formår de 360.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Falco Lamb 31.12.2008 arkiveret under Anmeldelser |