Afrikanske Negash Ali beviser med sit debutalbum sig selv, som et af de bedst integrerede unge mennesker i dette land. Ikke nødvendigvis i det danske samfund, men inden for dansk hiphop.
Sjældent, om ikke aldrig har en så ung mand, på så kort tid, brilleret med et så kolossalt talent.

Med en fortid som asylfange i blandt andet den omstridte Sandholmlejr, har den unge rapper der stadig er teenager, ikke tilbragt sine første år blandt os andre. Måske dette har skabt bunden for hans ofte samfundsfilosofiske lyrik, der med lethed matcher toppen i dansk hiphop og placerer sig helt oppe eller højere end landets engelsksprogede eliterappere.
Hans grøftdybe stemme og halvrustne, let nasale klang udstråler samtidig en forfriskende originalitet når den bliver koblet på hans tekniske kunnen som intet sted fejler det mindste. Uden at overdrive.

Negash Ali er, bedømt ud fra normale kriterier, næsten for stort et talent til det kan være sandt. Han kan det hele inden for sin genres normer. Rime retmæssigt, flowe flydende og skrive substantielt så næsten ingen numre undgår at ramle ind i lytterens opmærksomhed.
Selvom Static har haft sine DJ-fingre med i det meste af lyd-spillet, er atmosfæren på ’Asmarino’ betydelig anderledes end den vi tidligere har oplevet Negash dominere, særligt som en del af femkløveret Majors. ’Asmarino’ er præget af en langt mere melodisk tone, der vægter coolness og sjæl højere end kompromisløshed og hårdhændede bangers.

Klokkespil og blide horn sætter fra starten debutens tone.
Gennem hele pladen løber instrumentfyldte beats som en musikalsk flod under rapperens vers, der næsten altid har et tema. Ofte afløst af en soulet sanger i omkvædende.
Negash fortæller fra starten åbent, at han først blev fascineret og flirtede med soul-genren og at han rapper fordi han ikke kan synge. Ligesom han senere proklamerer at han startede sin karriere for at imponere tøserne.
Selvom der måske ikke er gået en stor soulsanger tabt i Negash Ali, klarer han sig som rapper glimrende gennem hele pladen, uden hjælp fra andre emcees. Både på fredfyldte numre som den indledende ’Stronger Now’, og på rockede festnumre som ’Feel The Heat’ der med sin energi og megafon-omkvæd nok skal få sat ild i diverse crowder, når pladen snart når så langt.

Vi lærer om rapperens holdninger og personlighed, får sat politiske emner i perspektiv, hører om den afrikanske familie og kommer helt ind i hovedet på den tidligere asylansøger.
På ’Higher Ground’ sætter Negash dobbelttempo på lyrikken, omtaler sig selv i tredjeperson og rimer overlegent igennem om brudstykker fra sit liv, sin rapkarriere og om tankerne bag, mens sangerinden Joy-Toy finpudser den professionelle kant. Smukt.

Kort efter bliver en stribe problematikker og løsninger på integrationsområdet linet op på den medrivende indvandrer-anthem og førstesingle ’We Get By’:

“..Only way to get it a little better/
Is if minorities start sticking together/
Arabs hates Somalians, Turkish hates Kurdish/
Other way around, I’m just scratching the surface/
Say no-money tagging is worthless/
What about the things you couldn’t purchase/
Odds is against you, keep your heads high/
Struggle is here, work till the red eye/”

Negash stiller både skarpt og forklarer typiske problemer i minoritetsgrupper, men opfordrer også de ramte til at stoppe med at ærgre sig, og i stedet kæmpe for at blive en homogen del af samfundet.
Der er lidt til alle. En forklaring til os uforstående danskere og en opsang til alle indvandrere fanget i en offerrolle. Sjældent før er det hørt på denne måde, og slet ikke fra én med udenlandsk baggrund.
Samme strategi benytter Ali på ’Riot’, hvor han hiver den aggressive strygerproduktion op på et globalt plan. Her bliver rimet om folkedrab, global racisme og hvordan vestlige lande i evigheder har vendt ryggen til Afrika. Tunge sager, men den unge rapper bærer dem uden at blinke.

Vi fik et glimt af det på ’Fiyaah’ på Majors-pladen hvor Negash fortalte om, hvordan hans unge alder tvang ham til at snige sig ind ad bagdøren, hvis han ville besøge natklubber og møde kvinder, men på ’Asmarino’ slår rapperen en af sine mest åbenlyse styrker fast. Han er en mester i storytelling, det ser vi først på pladens titelnummer.

En ’Asmarino’ er en der har trådt sine sorte barnefødder i Eritreas hovedstad Asmara, og det har rapperens onkel, som har fået sin nevø døbt efter sig.
Vi får en velbeskrevet historie om onkel Negash der kæmpede i krig i 70’erne og ikke var i kontakt med sin familie i årevis – lige indtil han en dag vendte op og ned på familiens liv, ved at vende tilbage. Scenebeskrivelserne er så levende, nøjagtige og vedkommende, at man efter et par gennemlytninger kan forestille sig hele nummeret som en film.

Endnu mere tydeligt bliver story-talentet på ’Fuck Up’ hvor vores rapper åbner de pigtrådsindhegnede låger til de tanker som sandsynligvis er skabt af en årelang pendling mellem asylcentre.
Scenen er juleaften. Negash Ali vågner og ser med sortsyn og elendighed på sin tilværelse. Han overvejer at ringe til lægen endnu engang, indtil han i stedet beslutter sig for at indtaste røddernes numre og invitere dem på en omgang dødsdruk i byen. Gutterne drikker igennem, opfører sig som røvhuller på dansegulvet og leder efter tilfældige slagsmål indtil det hele bliver for tåget og Negash vågner alene et helt andet sted:

”I’m in a cell in a penitentiary/
Like, what the fuck happened I don’t have no memory/
Like, covered in blood searching for better days/
And I can’t open my eyes because of the pepper spray/
No clothes on and it ain’t tropical/
Doctor comes, and I’m scarred from top to toe/
Taken to an elevator and my minds racing/
To hung over, still drunk interrogation/
He says: Before I take the cuffs off of ya/
Do you know you punched an officer?/
And we got a witness/
See you in court and have a Merry Christmas/

Omend numrene er vidt forskellige, er begge samtidig blandt Statics dybeste og bedste produktioner og står samtidig ud som skivens bedste skæringer.

’Asmarino’ er en utrolig åben plade, hvor man finder nye historier og lægger mærke til interessante linjer ved hver gennemlytning. Det er et uhørt gennemført projekt som der ikke er meget negativt at sige om. Det er helt ærligt svært at forvente meget mere.
Selvom det ikke er alle numre der rammer plet i denne anmelders smag, ville det være unfair at kritisere dem, da mange andre med garanti vil få stor glæde af dem. Alligevel er dette, hvad der slukker den sjette spot.

Uanset om man er til den lidt mere mellow hiphop eller ej, vil det være synd at snyde sig selv for Negash Ali’s debut, for han er noget af det bedste der er sket for den danske hiphop-genre i årevis. Velkommen til.

– HAARRH!

5 ud af 6 spots

‘Asmarino’ udkommer på mandag d. 2. marts.

Skrevet af Falco Lamb 26.02.2009 arkiveret under Anmeldelser |