30.03.2009

Raekwon The Chef bringer Amager Bio i kog

Dræberbierne sværmer igen, og denne gang er det Raekwon, der spytter giftige darts. Han har meldt sin ankomst i Amager Bio fredag den 22. maj. Billetsalget starter i dag, og med ‘Only Built 4 Cuban Linx 2’ på trapperne, er der alt mulig grund til skaffe sig adgang, og folde hænderne til et Wu-symbol for manden der “grew up on the crime-side, the New York Times-side / Stayin’ alive was no jive”

Han stod i frontlinjen, da Wu-Tang Clan brød igennem og skabte hiphop-historie. Han rapper så intenst, at historierne i hans rap, bliver levende som spillefilm. Med ‘Only Built 4 Cuban Linx’ leverede han det måske bedste soloalbum fra supergruppen. Raekwon er kort sagt en rappers rapper.

Raekwon The Chef voksede op på Staten Island i New York, og var med sin karakteristiske stemme og eminente flow, et naturligt valg, da RZA samlede Wu-Tang Clan. Med inspiration fra klassisk hiphop, kung-fu og New Yorks mafiaverden, skar Wu-Tang Clan sig igennem musikindustrien som et samuraisværd med den nu klassiske debut ‘Enter The Wu-Tang: 36 Chambers’. Som rapperen, der medvirker på flest numre er Raekwon en hovedkraft på albummet. Han viser næsten kuldegysende evner som historiefortæller, specielt på numrene ‘C.R.E.A.M.’ og ‘Can It Be That It Was All So Simple’ om skyggesiderne af livet i ghettoen.

Soloalbummet ‘Only Built 4 Cuban Linx’ fulgte kort efter, og mange regner det for et kunstnerisk højdepunkt, ikke bare for Raekwon og Wu-Tang Clan, men for hiphop i ’90’erne. Albummet er mesterligt produceret fra start til slut. Man keder sig ikke et sekund, mens Raekwon hiver lytteren med på en rejse ind i den kriminelle underverden, der beskrives skarpere end i de fleste gangsterfilm. Ørehængeren ‘Ice Cream’ og dramaet ‘Incarcerated Scarfaces’ hører til de ypperste numre, der kan nævnes som indbegrebet af rap fra New York.

Siden er det blevet til en stribe flotte bedrifter, både solo og med Wu-Tang Clan, men Raekwon er også en flittigt brugt gæsterapper, der blandt andet har besøgt numre med sydstatsoriginalerne Outkast og westcoast-gangsterikonet The Game. Den største, og bedste, nyhed er dog at han pt. arbejder på ‘Only Built 4 Cuban Linx 2’, hvor der udover produktioner fra RZA skulle være musikalske bidrag fra Dr. Dre og J Dilla. Raekwon lover, at dette bliver en ny opus, og de smagsprøver, der er sluppet ud fra indspilningerne tyder på, at han taler sandt.

Live er Raekwon en mester i, at få sine flows fremført med knivskarp præcision, og han præsterer altid at fange publikum med sit stemningsfulde udtryk. De der har set ham, ved at han hører til Wu-Tang Clans bedste liveperformere, der ikke spilder tiden, og kan give selv hardcore hiphoppere åndenød, når han leverer sine klassiker. Der er masser at komme efter både for die hard Wu-Tang Clan fans og for alle andre, der gerne vil opleve en af hiphoppens mestre, vise hvor skabet skal stå, når Raekwon The Chef får Amager Bio til, at koge over fredag den 22. maj.

Billetsalget starter mandag den 30. marts kl. 10 via www.billetnet.dk og/eller alle landets posthuse!

Mere info: www.myspace.com/raekwon / www.amagerbio.dk.

Skrevet af ptas 30.03.2009 arkiveret under Nyhedsarkiv |