15.04.2009

Kom og bliv SOULFULD på ny klub på Copenhagen Jazzhouse!

Sidste fredag slog RUST dørene op for en ny dub step klub. Nu på fredag, d. 17, er det så Copenhagen Jazzhouse tur til at spille med musklerne. Det gør de ved at åbne en ny månedlig klub, der bærer navnet – SOULFULD. Bag klubben står DJ LeBon/Simon Dokkedal, Stefan Storm og Lasse ”Cohnny Jazz” Lautrup, der går mod nutidens trend med elektronisk musik, og lover at spille ærlig musik fra en svunden tid.

Selv skriver klubben:

SOULFULD er en ny månedlig klub på Copenhagen Jazzhouse, der præsenterer ærlig musik fra en svunden tid. God, gammel og sjælden Soul, Jazz og Rhythm’n’Blues, spillet af DJs der ikke går på kompromis. Rå sort vinyl på originale presninger, fordi det lyder så meget bedre. Singler og LP’er fra starten af 1950’erne til en gang i halvfjerdserne – Rhythm’n’Blues, Jazz, Doo-Wop, Mambo, 60’s Girlgroups & Boybands, mixes til perfektion med scratch og spas.

SOULFULD hylder en tid, hvor håndværk og æstetik gik hånd i hånd. Hvor tingene blev lavet ordentligt da man alligevel skulle lave det i hånden. Hvor man blot udgav kun 300 kopier af en plade, men til gengæld gjorde alt for at de tre hundrede kopier blev så gode som evnerne og mediets begrænsninger tillod. Det kan SOULFULD godt lide. Derfor præsenterer SOULFULD live visuals af Frank Hindsberg, som siden 60’erne har lavet psykedelisk lys med olieglas og prismelamper. Og derfor er SOULFULDs månedlige flyers og plakater serigrafitrykt i små oplag af den unge kunstner Karla Holmbäck.

SOULFULD handler om at finde tilbage til ægte værdier indenfor musik og kunst. Men det handler mest om musikken og ikke mindst om at danse… og et nummer behøver ikke vare mere end 3 minutter. Den voldsomste eksplosion er også den korteste. Hvis du ikke kan sige det på tre vers er det fordi du ikke siger det lige ud..

My heart is heavy, my step is slow…” – Ernie Washington

Rather be the devil than to be that woman man…” – Skip James

If loving you is blinding I don’t ever wanna see…” – Little Milton

… Og pladerne behøver ikke være sjældne og ukendte for at blive spillet. Der er altid en fare for at nørderiet bliver navlebeskuende og ekskluderende. Derfor bliver der spillet Sam Cooke, Otis Redding, Marvin Gaye og Ike Turner, ligesåvel som Young Jessie, Tarheel Slim og Sugarpie Desanto.

KLUBBENS ARRANGØRER består af DJ LeBon/Simon Dokkedal som netop har vundet Politikens iBYEN pris samt en Danish Hip Hop Award i 2006 for årets DJ, sammen med sin velkendte DJ-trio Den Sorte Skole. Derudover er LeBon medarrangør på den månedlige Hip Hop klub Mid Week BrakesKødeboderne 18 og arbejder løbende på adskillige musikprojekter som producer/DJ. Næste mand, Stefan Storm er udlært som pladeantikvar og har samlet og spillet plader i de sidste 15 år . Helt siden Vega startede har Storm været resident på Vega Natklub, hvor han har tegnet profilen for gammel og ukendt Soul/Funk igennem årene – for tiden med klubben Oldies Butt Goodies. Den tredje arrangør, Lasse ”Cohnny Jazz” Lautrup har samlet og spillet plader i alle genrer så længe han kan huske og sikkert også lidt længere. Han har været arrangør på bl.a. Stengade 30, var medejer af den legendariske plade/sneakershop Snaps i Skt. Peder Stræde og laver, sammen med Master Fatman, ”Jazz-Skolen” forskellige steder i København.

På åbningsaftenen, fredag d. 17. april, spiller den engelske verdenskendte DJ Andy Smith, som bl.a. er kendt fra sit arbejde med Portishead og for hans populære klub ‘Lost & Found‘ på Madame Jo Jo’s i London. Derudover spiller de tre arrangører selv og oven i hatten får de denne aften besøg af DJ Pac fra plade/art shoppen Can i Tulinsgade samt DJ Maxx, resident på Ruba’Dub Sundays. Allerede nu har drengene afsløret, at Trentemøller gæster klubben næste gang (lørdag 9. Maj) med et helt unikt Surf ’n’ Soul set.

SOULFULD spiller højt og klart første gang fredag d. 17. april på Copenhagen Jazzhouse, kl.23.00-05.00.

Entré 65,-

Meld dig ind i SOULFULDs Facebook gruppe og bliv opdateret når der er nyt om kommende arrangementer.

Skrevet af Johnny Lund 15.04.2009 arkiveret under Nyhedsarkiv |