23.04.2009

Khal Allan med remix-plade, releaseparty og gratis teasermix-download

Der var overvældende anmelderros, da Khalern solodebuterede under alteregoet Khal Allan med albummet ‘Tuder & Høvding’ sidste år. Nu er pladen, der fra klassisk breakbeat-baseret hiphop til elektro rowdyness, blevet remixet af en stribe dygtige producere. Den udgives under navnet ‘Melodier man mindes (tuder & høvding remixet)’. For at fejre det, afholdes der en udgivelsesfest på søndag, og til lejligheden er der lagt et særligt teasermix til gratis download.

‘Melodier man mindes (tuder & høvding remixet)’ er, som navnet antyder, en remix-version af den anmelderroste debut. Den indeholder 13 skæringer med remixes af så prominente kunstnere som: Linus E, Melancolia, Band Ane, DixOne, Steen Rock, Karsten Pflum, Toke Yoke, Hanniballade, ScratchMagic, Dj Noize, Puzzleweasel VS Noia Niz, Context og Phafalaion. Hvor lyden på ‘Tuder & Høvding’ centrerede sig om en art hiphop med tråde til fortiden og fremtiden, er ‘Melodier man mindes’ endnu mere rendyrket realness og endda mere langt ude elektronisk.

“Hvordan fanden lader det sig gøre?!”
, kunne der med god grund tænkes. Og netop derfor har den gode Hr. DJ LeBon (fra gulddrengene i Den Sorte Skole) lavet et 32 minutters remix tease mix af ‘T&H’ og ‘MMM’ som kan hentes på www.khal.dk – Allans totalt nye personlige website.

Søndag d. 26. fra kl. 14.00 og til forårssolen går ned, bliver der afholdt releaseparty for pladen. Det foregår udendørs, på pladsen med graffiti ved Lygten overfor Nørrebro S-togs station. Der er live spraymaling, grillning af mad og noget musik at lytte til. Pladevendere er Swingking, Lebon, Linus E, DixOne, Steen Rock, Toke Yoke, ScratchMagic m.fl.

Pressen skrev om ‘Tuder & Høvding’:

“Khal Allan leverer med kunstværket Tuder og Høvding noget så sjældent som et originalt, dansk rapalbum med sit helt eget univers, fremragende tekster, afvekslende produktioner og en masse på hjerte. En smal udgivelse på et ufatteligt højt niveau.“
Lasse Winther Jensen – Undertoner.dk

“Lagdelt cut’n’paste-hiphop har sjældent lydt så spændstigt på dansk.
Men lad det være sagt: Er du mest til det pænt polerede, så lad denne udgivelse ligge!”
Ole Jakobsen – Dr.dk/musik

“Khal Allans helt store styrke er et rimtalent fra en anden planet. Han er en evig kilde til overraskende rimpar og versstrukturer. Sat sammen med et sikkert flow, gør det, at man aldrig mister lysten til at forstå sangene, selv når de er allermest kryptiske.”

Peter Trier Aagaard – Rapspot.dk

Skrevet af ptas 23.04.2009 arkiveret under Nyhedsarkiv |