Efter at have rocket et fuldstændigt tætpakket Cosmopol-telt, var de tre svedige herrer, Aage Jæger, Simon Lebon og Langefinger, klar til en hurtig men hyggelig snak med RapSpot om blandt andet rettighedsstridigheder og pickupper der hopper.

Hvordan har I det med, endelig at være en del af ”det fine selskab”, og ikke længere spille i opvarmningsdagene, men på selve festivalen? Og hvordan gik gårsdagens optræden i Det Kongelige Teater?

Aage: For os tror jeg, at det eneste der betyder noget er, at lyden er meget bedre her, end den er på Skatescene. Setting på Skatescene sidste år var dog på en eller anden måde vildere end på Cosmopol. Der var solnedgang og folk stod i alle niveauer… det der var fedest i dag var, at lyden var god!
Langefinger: Jeg ved ikke om man kan sige, at vi er blevet en del det fine selskab… Hver eneste gang vi har spillet i Jylland, så er folk kokset helt ud og har været vildt glade for at se os, der har vi i allerhøjest grad været med i det fine selskab… men vi tænkte da over vores koncert i Det Kongelige Teater og over hvad det nu var for noget, og hvordan vi skulle gøre det… men det fede ved det var, at vi endte med at sprænge rammer for hvad Det Kongelige Teater ville have. Vi havde fået at vide, at vi ikke måtte pumpe det for meget, da de havde haft nogle grimme oplevelser med folk der dansede. Det der så skete efter et kvarter var, at publikum væltede ned og begyndte at danse, og de kunne ikke gøre en skid ved det. Folk var rigtig glade, både dem der stod op, sad ned og dansede.

Hvad med publikum, var de i alle aldre, eller var det kun unge?

Langefinger: De var i alle aldre…

Man må sige, at I nu er gået hen og blevet relativt store i Danmark og er lidt en slags dansk musiks svar på Robin Hood. Hvordan har i det med det, og giver det nogen problemer?
Aage: Vi er desværre kommet ud i en masse rettighedsproblemer, hvilket er nyt for os og lige nu ved vi ikke hvor det ender. Vi er ikke blevet stævnet endnu, men har fået en masse truende breve fra en masse ubehagelige mennesker, ikke nogen breve fra kunstnere, hvilket er vigtigt at understrege, men fra nogen pladeselskaber og nogle rettighedsindehavere… Det er skide træls, og vi ved ikke om det betyder, at vi ikke kan udgive mere, eller hvad det kommer til at betyder for os. Lige nu bruger vi en masse penge på en advokat… og vi er jo lette for pladeselskaberne, for vi har jo skrevet præcis hvilke kunstnere vi har brugt på vores udgivelser, af respekt til dem, det er jo perfekt for pladeselskaberne.
Langefinger: Vi var fra starten af godt klar over, at der var et problem. Det er jo umuligt at finde et hiphop-album, hvor der ikke er blevet samplet, men her er samplesne ofte blevet maskeret… det der er problemet for os er, at hvis vi havde penge til at betale for rettighederne, så måtte vi låne så meget som vi ville, og vi ville uden de store problemer kunne lave vores musik. Det kommer derfor til at blive en eksklusiv kunst for de rige… derfor ligger der for os, en slags oprør i det vi laver.

Har i nogensinde haft ambitioner om at blive så store, som I er endt med? Eller ville I gerne have holdt jer undergrund, så I kunne undgå rettighedsproblemer?

Aage: Ambitionen har været at udbrede vores musik til så mange mennesker som muligt, fordi vi synes det er sindssygt godt det vi laver. Og det har været en kæmpe oplevelse for os, at finde ud af, at folk rent faktisk også synes det er godt.
Langefinger: Pludselig vil folk gerne have os i radioen, tv og Det Kongelige Teater, men så opstår problemet. Man har noget kunst som folk kan lide og gerne vil høre, men det er ulovligt, musikken er forbudt… en slags den forbudte frugt og det er kun fordi, at der er nogle mennesker, der skal tjene penge på det.

Når man kigger på jeres to første udgivelser, kan den første betegnes som mere ungdommelig, og den anden som voksen og dyster. Jeres sæt i dag benyttede sig af mixes med danske evergreens og obskur østeuropæisk musik. Hvordan vil en evt. ’Lektion 3’, komme til at lyde?
LeBon: Vi har ikke rigtigt snakket om, hvordan det skulle være…
Aage: Jeg snakkede lidt om det i går… Jeg vil sige, for ikke at sige for meget, at det kan gå i alle retninger. Det kan også være vi vil lave noget som slet ikke er en ’Lektion 3’, men som er noget helt andet.
Langefinger: En ’Lektion 5’, hehe…
LeBon: Det kan gå i alle retninger, og det der med at holde det til vinyl, må også siges at være en udfordring. Det handler stadigvæk om at finde de rigtige samples, de rette plader og ramme det, som vi synes er det rigtige, og som folk forhåbentlig vil kunne lide.
Langefinger: Jeg vil gerne knytte en kommentar til det der “voksen og ikke voksen”. Altså noget som vi er forbavset over er, at vi har fans i alle aldre. Det er rigtigt mange ældre hoveder, som kan genkende forskellige ting i vores mix, fx når vi bruger ’Herfra Hvor Vi Står’, og ser det som en reference til deres ungdom… men måden som vi spiller tingene på, hvor vi forsøger at lave en stor sammenhæng, det appellerer til folk i alle mulige forskellige aldre. Det kan siges, at vores musik ingen alder har. Det er lidt sjovt at de unge også er helt vilde med det, for mange af de numre vi spiller, de er oldgamle.
Aage: For eksempel var afslutningsnummeret i dag fra 1835.

Når I laver et nyt set, har I så en ambition om at lave en ny ’Svinemalkeren’?

Aage: Nej, et nummer som det, sker så sjældent. At to plader passer så godt sammen, er nok kun noget vi laver én gang. Hvis vi prøvede igen, kunne vi stå herfra og til næste sommer, uden at det kunne lade sig gøre. Man er nok kun så heldig en gang.

Så det er på ingen måde noget I spekulerer i?

LeBon: Nej, vi tænker aldrig i enkelte numre. Vi tænker ikke på at lave et hit. Vi tænker mere på, hvordan vi kan lave et langt 7-8 minutters-nummer, hvor lytteren kommer igennem en masse følelse og stemninger. Vi tænker ikke i hits, for hvad er det perfekte mash-up? Vi vil hellere lave en lydcollage, en stor rejse…

Jeres koncert var virkelig imponerende og I virkede totalt on point. Sker det aldrig, at I fucker up? For eksempel sætter den forkerte plade på, eller noget andet?
LeBon: Jo, det sker skam. I dag var der fejl for mig, som aldrig er sket før. Vi har jo lavet nogle fejl, men oftest er det heldigvis gået meget godt med at redde dem. Men måske er det også meget godt, at der sker nogle fejl, for så kan folk høre, at det er pick upper og ægte vinyler vi står med.
Langefinger: Det er sket for os før, at der var en plade der fuckede. I Aalborg opleve Simon, at der var en kæmpe ridse i en plade. Der var så ikke andet at gøre end at rive lortet af, og fyre den ud til publikum…Det er måske meget godt folk hører vores fuck ups ind imellem, da de så bliver klar over, hvor meget der sker til før det hele går op, og hvor lidt der skal til, før det fucker lidt op.
LeBon: Så kan folk også høre, hvor meget det er blevet øvet.
Langefinger: Det er ekstremt nørderi hele vejen…

Har i nogensinde haft problemer med at skaffe de originale vinyler til jeres set?

LeBon: Der er nogen af de plader som vi bruger, der stadig væk er de samme, som da vi startede. Nogle der både er blevet brugt live, til at øve og til indspilningerne… for eksempel er der det track fra soundtracket til Tim Burtons ’Nightmare before Christmas’ vi bruger. Det findes kun på en picture disc, og er sindssygt dyr.
Langefinger: Ja, den er relativt dyr og virkelig svær at finde… Men der er mange af de der gamle plader, især de virkelig gamle, dem finder man bare ikke i dag. En af de plader jeg spiller, er med noget kor fra den spanske borgerkrig og er voldsomt dyr… det som vi har været nødt til at gøre, er simpelthen at trykke en breaks plade, hvor vi så har de sjældne numre på, for vi har ikke råd til at skulle købe nye vinyler hele tiden, og desuden er de meget svære at finde…
LeBon: Nålen slider hurtigt vinylerne, og vi vil gerne have, at der ikke skulle være noget der brød lyduniverset når vi spillede live.
Langefinger: Nogen folk har ondt i røven og siger, at man skal keep it real… Det kan godt være, at Cut Chemist og Shadow kan stå og spille et helt set udelukkende med virkelige sjældne 7”, men de har også råd til det. For mig er det ikke vigtigt, om det er et førstetryk eller en original, det det handler om er lyden.
LeBon: Og så kan man selvfølgelig vinylnørde den ved siden af….

Noget særligt I vil sige til sidst?
Langefinger: Nej, ikke andet end vi synes det er ekstremt fedt at lave det vi laver, og vi er virkelig glade for, at folk også kan lide det. Hvad der så kommer af problemer for os, det må vi tage hen af vejen… og så vil jeg gerne have, at folk begynder at tænke over, hvor deres musik kommer fra, fordi mange af de hiphop-plader der kommer i dag, maskerer hvor de sampler fra. Det er sjældent man ser, at nogen nævner, hvad de har samplet lige så udtalt som os. Bare fordi man gør det på en anden måde, så bliver det bandlyst… Folk downloader en masse, og det synes jeg bare de skal blive ved med på kryds og tværs, for det er med til at nedbryde barrierer og gøre kunsten større og større. For det er kun pladeselskaberne, der sidder og tjener penge på det her.

Foto: Køhl (klik på skud for større versioner)

Skrevet af Johnny Lund 06.07.2009 arkiveret under Interviews |