Efter at have været væk i godt og vel fem år, så er en af de største tilbage. Med ’Relapse’ tager Eminem et nyk opad i en ellers meget nedadgående formkurve. Jeg er kæmpe fan af ’Infinite’, ’The Slim Shady LP’ og ’The Marshall Mathers LP’, men ’Encore’ og til dels ’The Eminem Show’ kunne jeg godt have været foruden.

Dr. Dre har stået bag knapperne på samtlige numre på ’Relapse’ med undtagelse af en enkelt skæring, som Slim Shady selv har klaret, og samtlige produktioner har måske ikke ‘2001’-innovation over sig, men der er satme bare en kvalitet i lyden af produktionerne, som Dre er en af de få, der bare har i sig ligegyldigt hvad.

En intro med fokus på Ems pillemisbrug indleder albummet, og herefter følger et par stærke skæringer. ’3 A.M.’ om morderiske tanker med en dyster og tung produktion starter albummet på en god og gritty måde, som fortsættes i ’My Mom’ om moaaars misbrug, som sønnike nu har overtaget. Det er måske et lidt tørt emne efterhånden, men sjov er det sgu at høre om Xanax som snack, samt Em råbe valium med autotune – ikke skide seriøst, men det er heller ikke det, som vi kender ham alt for godt for. ’Insane’ er dog en rimelig seriøs og barsk affære om stedfaderens incest af den unge Em. Et af de mest hudløst ærlige beretninger, vi har hørt fra Slim Shady i meget, meget lang tid. Med voldsomme linier som:
” I was born with a dick in my brain, yeah fucked in the head
My stepfather said that I sucked in the bed
’til one night he snucked in and said
“We’re goin out back, I want my dick sucked in the shed”
Can we just play with Teddy Ruxpin instead?
“After I fuck you in the butt, get some head,
bust a nut, get some rest”

Eminem viser virkelig klassen på en række skæringer, men der er selvfølgelig også det – efterhånden – obligatoriske MTV-hit, hvor det hele er så fjollet, at man bliver irriteret. ’We Made You’ er lige så dårligt et nummer som ’Just Lose It’ fra ’Encore’ og en tand dårligere end ’Without Me’ fra ’The Eminem Show’. Det er ulideligt at høre Em være så desperat efter at være sjov, at han skaber et nummer, der lige så godt kunne være med i børnetime. Hvad er der nu i vejen med at skrive linier som: ”I’ve been with ten women who got HIV – don’t you wanna grow up to be just like me?”?

Eminem langer selvfølgelig også ud efter folk på ’Relapse’. Mariah Carey får ørene en tur i maskinen på ’Bagpipes From Baghdad’. Både Nick Cannon og Mariah Carey gik wild’n’out over sangen, og det har siden resulteret i flere disses frem og tilbage – og det er jo meget god underholdning. ’Bagpipes From Baghdad’ er produktionsmæssigt et af de absolut kedeligste numre. Fesent sækkepibe-sample loopet i en milliard bars, og det er sådan set det.

“You’re so fuckin annoyin, drop the shovel boy
You don’t know what the fuck you’re doin
I ain’t playin no fuckin more
Nick Cannon you prick I wish you luck with the fuckin whore”

Det er klart at Marshall har udviklet sig som rapper, da det jo er fem år siden sidste udgivelse. Dette har dog resulteret i et lettere indisklydende accent på visse numre, og det er hovedrystende dumt og dårligt at høre på. Det betyder at numre som blandt andet ’My Mom’ og ’Old Time’s Sake’ bliver en anelse irriterende i visse dele af Ems vers. Netop ’Old Time’s Sake’ gæstes af albummets executive producer, Dr. Dre, som spytter en god sjat traditionelle rim om blunts, 40’s and bitches. Det sker over et bangin beat der med klaver og strygere giver et vaskeægte Dre-feel. Det er sgu egentlig meget hyggeligt at ha’ Doc tilbage på mikrofonen igen.
’Crack A Bottle’ gæstes udover Dre også af Fiddy, og det er et ganske habilt possecut af slagsen. Javist, samplet er blevet brugt bedre på ’Wu-Tang Meets The Indie Culture’, men når Dre har banket et par nakkebrækkende trommer på, så glemmer man, at man har hørt det mere kreativt benyttet før.

Der er bestemt gode skæringer på ’Relapse’. Numre som ’Deja Vu’, ’3 A.M.’, ’My Mom’, ’Crack A Bottle’ og ’Old Time’s Sake’ kan alle klare et par omgange på repeat. Til gengæld står det også håbløst til med ’We Made You’ (stop nu med at lave lort som det, Marshall), samt ’Same Song & Dance’ og ’Must Be The Ganja’. Det er simpelthen under laveste fællesnævner, og kan gøres meget, meget bedre.
’Relapse’ har som tidligere beskrevet en kvalitetsfeel over sig. Man kan godt mærke, at det er to af hiphops største hoveder, der har skabt denne udgivelse. Det ændrer dog ikke ved de meget forudsigelige produktioner og til dels også tekster. Jeg kan godt li’ Em, og jeg kan godt lide et bangin’ Dre-beat, men selvom man er blandt de største, så må der også ske noget nyt – og nej, Em, jeg tænker ikke på irsk accent på ’Relapse 2’.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Toobs 13.08.2009 arkiveret under Anmeldelser |