10 år skulle der gå fra Method Man og Redman udgav deres første fælles album, nærklassikeren ‘Blackout!’, til opfølgeren med det opfindsomme navn ‘Blackout! 2’ ramte gaden. Og nok er det et par efterhånden halvgamle herrer vi har med at gøre, men de er nu hverken blevet voksne og følsomme eller rustne.

Tværtimod tager de to hovedpersoner tråden op hvor de slap den for 10 år siden. Det er klart, at lyden ikke er helt den samme som dengang, men flere af numrene lyder faktisk som om de godt kunne være lavet kort efter ‘Blackout!’. Der er da også adskillige gengangere blandt producerne, bl.a. DJ Scratch, Erick Sermon, Allah Mathematics og Rockwilder og produktionerne er generelt solide, dog uden at være fantastiske. Fantastisk er til gengæld kemien og ping-pong samarbejdet imellem d’herrer Red og Meth.

Og det er netop denne kemi der er albummets største force, for man befinder sig så godt i de to rapperes selskab at man hurtigt tilgiver de halvkedelige beats, som der desværre er nogle stykker af. Som nævnt er lyden en anden end for 10 år siden og man kan så diskutere om det er godt eller skidt, men i mine ører er det indiskutabelt at begge pladens hovedpersoner siden sidste udspil har fået pudset deres i forvejende imponerende flows yderligere af og komplimenterer hinanden, hvis ikke bedre end, så i hvert fald så godt som nogensinde. Især Method Man synes jeg stepper sit game op og imponerer med et sindssygt tight og veltimet flow på samtlige sine vers.

”I can’t spend my life runnin’ away\ For what it’s worth how much dirt can I get done in a day?\
I got a clip in the AK, a blunt in the tray\ I’m a beast, fuck the police, N.W.A.\
Y’all play this game that the hustlers play\ And if you dress in a metrosexual way then motherfucker you gay\
Y’all can save that drama for Kayslay\Like who’s fucking my chick or writing books about sucking my dick\
Now I don’t give a fuck what they say\ ‘Cause once I put on my cool, they see my life and wanna put on my shoes\
Top of the world ma, look at your dude\I dig a chick with a attitude but I don’t let her cook up my food\”

Rapper Method Man på ‘Father’s Day’, som i mine ører er et af albummets mest velfungerende tracks. Produktionen, leveret af Ty Fyffe, gør brug af samme Joe Simon-sample som bl.a. Apathy før har brugt på tracket ‘Womanizer’, dog her pitchet noget ned i tempo. Der er altså ikke tale om det mest originale eller opfindsomme beat, men det rokker dog ikke ved at nummeret rykker.

Et andet nummer, som ganske overraskende fungerer rigtig godt, er det crunkede ‘City Lights’, hvor Bun B leverer gæstevers. Sjovt nok lyder tracket som om det netop kunne være produceret til en rapper som Bun, men Red og Meth tager i den grad kontrol. Og så kan Bun B være nok så trill, men hans deltagelse virker altså nærmest generende, især fordi hans vers ligger efter Method Man, som hér formår på én gang at ligge uhyggeligt tight og lyde utrolig laidback:

“I dropped in ’95\Now i’m on 95\
South in the dirty\Been ridin’ dirty since Dirty died\
I gets it early my nigga\Heard me? I’m certified\
And when I ride I’m with Reggie Noble\New Jersey Drive”

Og det er sådan set et generelt problem for de gæster, som man har valgt at tage med på albummet, at de kommer til at virke overflødige ved siden af Redman og Method Man. Dette gør sig især gældende for Ready Roc og Streetlife, som lægger vejen forbi på ‘How Bout Dat’, et track som jeg personligt sagtens kunne have undværet. Keith Murray leverer vers til ‘Errbody Scream’, som i mine ører også burde have været fravalgt, i dette tilfælde dog på grund af produktionen, som må være inspireret af lyden af cikader – enormt enerverende.

Skuffende er det også at opdage, at Saukrates og Erick Sermon, som figurerer på listen over gæsteoptrædende, begge nøjes med at synge omkvæd. Ikke at de gør det decideret dårligt, men når man er fan af dem som rappere, er det sgu noget tyndt at høre dem lægge hooks, Saukrates i øvrigt over en i mine ører noget uinspireret Pete Rock-produktion. Og netop produktionerne vil nok få mange gamle fans til at stå af på ‘Blackout! 2’, for hvor 1’eren var spækket med fede produktioner er der noget længere mellem snapsene her. ”Ayo Meth! It’s time we came in the motherfuckin’ club nigga!” siger Redman på ‘I Know Sumptn’ og enkelte steder kunne man godt få det indtryk, at man netop har forsøgt at skabe en plade med mere club- og hitpotentiale end forgængeren. Det gør sig fx gældende på den noget flødeagtige ‘Mrs. International’, hvor Rockwilder har leveret et meget R&B’sk beat og Erick Sermon synger omkvæd.

Heldigvis er der dog også tracks i den helt anden grøft, som den åndssvagt tunge og grimy Havoc-produktion ‘I’m Dope Nigga’, hvor Red & Meth gør deres for at få dig hooked (og som i smager så meget af Mobb Deep, at undertegnede sad og ventede på et Prodigy-vers ved første gennemlyt). Også her er det især Method Man der gør sig bemærket:

“I’m the king of rock\Dimes, grams and ki’s\
‘Cause the world don’t give a fuck\If I got a fam to feed\
It’s a heron dream\Smack up a fiend\
You can see this pack in my jeans\Put you back on your lean\
Haha, yeah, back for a fix \Back on my shit\
Got my ex from back in the days \Even back on my dick\
This is crack shit\ Y’all do it big, I supersize\
Coke classic\ My nose in the ‘caine like “Superfly”\‘Cause I’m dope nigga…\”

Personligt havde jeg gerne set mange flere af den slags beats, men jeg hører nok også til de bagstræberiske og gammelsure, og det er heller ikke nok til at rokke ved at helhedsindtrykket er en solid rapplade og et absolut glædeligt genhør med to af de tungeste drenge i gamet, som nok er blevet ældre, men ikke gamle. Tværtimod, ser man rap som et håndværk er der stadig kun få der kan deres kram som Redman og Method Man.

4 ud af 6 spots

Skrevet af Mic 24.08.2009 arkiveret under Anmeldelser |