22.11.2009

Activision – ‘DJ Hero’ (spil)

DJ heroI 2005 velsignede Activision luftguitarister med ‘Guitar Hero‘. Nu skulle de ikke længere stå med et kosteskaft i hånden og fyre den af og drømme sig langt væk til udsolgte stadions. Denne gang har de skabt en løsning for os der har klø i fingrene, og ikke kan holde hænderne i ro, når vi høre DJ Revolution, Q-bert eller Noize cutte. Os der laver sjove fagter med armene og underlige lyde med munden, og drømmer om at stå bag to 1210’er og en mixer, lave svedige word cuts og rocke en fest. Løsningen hedder ‘DJ Hero‘!

Det kan ikke komme som den store overraskelse for nogen; ‘DJ Hero‘ minder meget om ‘Guitar Hero‘, både hvad angår grafik og gameplay – grafikken er underordnet, det er det geniale gameplay der bærer spillet. Derfor, hvis man kender Guitar Hero-konceptet, hvilket de fleste vist efterhånden gør, så er spillet lige til at gå til. Hvis man ikke kender konceptet, så frygt ej. De gode folk fra Activision har nemlig været så flinke at starte spillet ud med en tutorial, hvor DJ-ikonet Grandmaster Flash fortæller hvornår der skal trykkes, scratches og slappes til crossfaderen på controlleren der føler med til spillet.

Controlleren forestiller, ikke to, men et fladhjul af stål og en mixer. Umiddelbart virker denne controller ikke videre kompliceret, men når først man er i gang med spillet, skal man nok får sit at se til med at trykke, scratche og skrue på knapper. Heldigvis er spillet konstrueret sådan, at det er muligt at ændre sværhedsgraden i spillet, således er der mulighed for, at alle kan være med og blive udfordret, uanset motoriske evner. Spillet bliver dog først rigtig sjovt, når man bevæger sig op på de lidt svære niveauer. Desuden virker det mere tæt påvirkeligheden, når man ud over at trykke på knapper også skal koncentrere sig om at bruge crossfaderen i mixesne/blendsne, samt scratche et mønster, frem for bare at scratche tilfældigt.

Der er ikke nogen storyline i spillet, det handler bare om at klare sig så godt som muligt. Ved at klare de forskellige blends godt, får man mulighed for at unlocke en helvedes masse ting, fx nye karakterer, venues, DJ-gear, hørebøffer og ikke mindst, nye blends. Det eneste der er interessant her, er de nye blends som man unlocker. Alt det andet er bare lir, og har ringe betydning for spiloplevelsen. Når man spiller på de sværeste niveauer, er det umuligt at se alt dette lir, da ens øjne er fastlåst på de kommandoer man skal udføre.

Udover det velkendte, men dog geniale gameplay, er spillets helt store force musikken. Activision har konsulteret flere kendte DJs og fået dem til at levere mix til spillet. Af bidragsydere kan blandt andet nævnes folk som DJ Shadow, Jazzy Jeff, Scratch Perverts og andre prominente DJs indenfor hiphop såvel som andre genrer. Dette har resulteret i, at mange hiphop-klassikere såsom Masta Ace’s ‘Jeep Ass Nigguh‘, Gangstarr’s ‘Just to Get a Rep‘, Boogie Down ProductionsJack Of Spades‘ etc. optræder i de 93 forskellige mix der er.

Det er dog ikke kun hiphop der mixes. Alt fra pop og funk mixes sammen med elektro og rock. Måske lyder det lidt for ”eksperimenterende” for nogen, men de forskellige mix er ofte forbandet godt skruet sammen, og når man selv sidder og føler at man blender og scratcher numrene sammen, er det meget svært ikke at rocke med, uanset hvilke numre der mixes.

Hvor tæt er spillet så på virkeligheden? Tja, nogen af tingene virker ganske autentisk, men selve scratchdelen er langt fra virkeligheden. Scratchsne er forprogrammeret, og uanset hvordan man manipulerer pladetallerkenen – om der scratches hurtigt eller langsomt – så er det samme lyd der kommer ud. Endvidere bruges faderen ikke i forbindelse med scratch. Men hvad kunne man forvente? ‘Guitar Hero‘ er jo på ingen måde identisk med guitarspil. En øvet DJ vil derfor nødvendigvis ikke have en fordel frem for andre. Spillet handler i højere grad om at have rytme i kroppen, bevare roen og overblikket, samt have god motorik.

Spillets største svaghed er, at det ikke er voldsomt underholdende at spille på enmandshånd. Hvis man alligevel spiller spillet alene, er det mere for at høre musikken, end for selve spillet, men som selskabsspil, er det en klar vinder. Samtidig med, at man får god underholdning, fungerer spillet nemlig som et glimrende afvekslende soundtrack og vil være et sikkert hit sammen med et par øl og nogle venner. Her vil 2-player delen også gå rent ind. Og hvis man i forvejen har ‘Guitar Hero‘, er det muligt at sætte guitaren til og jamme med.

Selvom spillet langt fra er realistisk, kan man sagtens forestille sig og håbe på, at spillet er med til at skabe interesse for dj’ing og giver folk blod på tanden og lyst til at prøve kræfter med at mixe og scratche. Det er nok ønsketænkning, men forhåbentlig vil spillet medføre en stigning i publikum og deltagere til DM i mix.

5 ud af 6 spots

Spillet er testet på en Nintendo Wii, men fås også til Sony Playstation 3 og Xbox 360.

Skrevet af Johnny Lund 22.11.2009 arkiveret under Anmeldelser |