30.01.2010

M-Cnatet – ’Om Nogen’ (Album)

mcnatet cover2Echo Out gjorde sig sidste år bemærket med mange stabile undergrundsudgivelser. De starter nu 2010 med endnu en af slagsen, og denne gang er det M-Cnatet, der kommer ud på det lille pladeselskab. Kværn og Trepac har rappet sammen siden 98, og med ’Om Nogen’ er deres officielle debutalbum nu endelig på gaden.

M-Cnatets mange års erfaring fra spillejobs i undergrunden har givet dem et tilløb til en spændende debut, som har været ventet. En del af grunden til den lange ventetid forklarer de på den glimrende ’En pen & en blok’;

”Det er et mirakel, at vi endnu ikke er gået for penge/ Men vi har tåget for længde/ Og ik´ nået noget som helst/ Vi har stenet og skrevet lidt rap/ Og røget snadder ellers har vi ik´ lavet et hak/ Men selvom slaget er tabt/ Er håbet stadig intakt/ Når selv Alias kunne få sig en pladekontrakt – / Der er ingen penge eller checks/ Ikke en gang en dårlig deal med Flamingo Recz”.

Kværn og Trepac er to følsomme rappere med holdning, der ikke lyder som alle andre. Deres tekstunivers er omkranset af et farverigt billedsprog med dybde og intelligens. Det er desuden krydret med en god portion selvironi, der gør deres poesi mere tilgængelig, som på fx den fængende ’Den kreative klasse’. Der hvor M-Cnatet rigtigt folder sine talenter ud er, når de lader deres tanker og følelser associere. ’Et sted’ og den drømmende ’Rejsen til Utopia’ er gode eksempler på, hvordan de to rappere har fundet deres egen niche – en slags afslappende emo-rap med velskrevne tekster.

Musikken bliver leveret af en række forskellige personer omkring Echo Out; Heartbeat Productions, Dixone, Melancolia, Lars Da Fari, Chewbacca og Kværn selv. Produktionerne er en samling af støvede samples og klassiske trommer, som er godt kreeret. Melancolia er hovedproduceren, og han skiller sig ud med stemningsfulde og ja melankolske produktioner, der passer til de to rappers univers. ’Langt fra øje’ og den bløde ’Under himlen i din opgang’ med Rasmus Nøhr er nærmest meditative.

De to rappere supplerer hinanden godt, men Kværn har desværre en tendens til at blive lidt for steneren og monoton i sit flow. Han kunne sagtens rappe én i søvn, hvis ikke hans tekster var så interessante. På hans solo-track ’Lad mig drømme dine mareridt’ bliver det hele lidt for lidenskabelig og følelsesladet. Trepac derimod er mere alsidig og skarp i sit udtryk. Hans solonummer ’Giv et tegn’, om den besværlige kærlighed, er af et af albummet store højdepunkter;

”Tro mig, det er ik´ bevidst at jeg ødelægger/ Alt det vi har fået til at gro på vores øde sletter/ For jeg vil bløde med dig/ Sende nødraketter/ Op imod stjernehimlen for et sidste stævnemøde med dig”.

’Om Nogen’ er et stener album med velovervejende linjer, og der er kræs for tekstnørder og rim-feinsmeckere. Kværn og Trepac er bestået med ’Tankernes kraft’ og en sund passion for musikken, selvom det ikke er alle numre, der holder niveauet. ’Gøglerne på gadehjørnet part II’ med Pede Gøbb formår aldrig at blive ligeså fængende som etteren. Opløftende omkvæd er heller ikke deres stærke side, og der mangler generelt noget til at bryde de mange spredte tanker og følelsers monotoni.

De har svært ved at fange hele vejen igennem på trods af mange gode elementer. De mange forskellige producere gør lydbilledet broget; det skaber variation, men gør det også rodet og brudstykkeagtig. Det er dog en anbefalingsværdig plade til folk, der er nede med stille og rolig eftertænksom hiphop med hjertet bag. Med ’Om Nogen’ er M-Cnatet ikke længere hvem som helst, men lovende aktører på den danske scene.

4 ud af 6
null

Skrevet af Jaycob 30.01.2010 arkiveret under Anmeldelser |