Når to store personager fra undergrunden stikker hovederne sammen for at lave et fælles projekt, kan man næsten ikke forvente andet end en spændende skive, der vil please undergroundshovederne. Dette er dog ikke tilfældet her, Ashtiani og Stick Op aka. Ashanti Drops, har i stedet lavet en håndfuld numre der har større sandsynlighed for at hitte på radioen og på klubben, end i undergrunden.

Projektet ligger milevidt fra Sphaeren og Ashtiani & Baltzer/Nobody Beats the Beats, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, desværre er det heller ikke en fantastisk ting i dette tilfælde. Der er ingen tricks ala ‘Little Ven‘ eller ‘Sound Stepping‘ på denne udgivelse. Den organiske og lettere sumpet, soulet og dubbet lyd der var at finde på ‘Beats & Basslines‘, er skiftet ud med mere elektroniske elementer og tempoet er blevet speedet op.

EP’ens syv numre, hvoraf to er remixes, svinger meget i kvalitet og holdbarhed. Bevares, samtlige numre bærer præg af solidt håndværk på beatsiden og Stick Op er en teknisk dygtig rapper, men ofte bliver numrene kedelige og rammer ikke rigtigt noget i en, tag fx det NERD-inspirerede ‘Du snakker for meget‘. Nummeret er ganske uvedkommende, virker med dets Pharell-klingende flow forældet. Beretningen om det københavnsk natteliv ‘Byen vågner‘ er heller ikke noget der er værd at skrive hjem om, det samme gør sig gældende for remixsne og deres ”radiohit”, den Skatteøen-samplende ‘Ved siden af‘.

Der hvor EP’en bliver spændende og har sin eksistensberettigelse er på det sørgmodige og melankolske ‘Venter på dig‘ og det mere pumpende ‘Så jaloux‘. Førstnævnte track er en fortælling om kærestesorger. Selvom nummeret har en vis risiko for at blive corny med det tunge klaverspil, strygere og selvmedlidenhed er nummeret ganske lytteværdigt. ‘Så jaloux‘ er med flere længder pladens bedste track, selvom lyrikken ikke er verdens bedste og omhandler forskellige historier om jalousi, går hele nummeret op i en højere enhed med talkbox, kvindelig vokal i omkvædet og Stick Ops flow og stemme der passer produktionen perfekt.

Man kan ikke fortænke de to herrer i at lave musik, der er væsentlig anderledes end deres tidligere ting. Det virker dog som om, at Ashtiani og Stick Op er gået væk fra deres gamle elementer med et meget stort ønske om at bryde igennem og derfor vælger at skyde med spredehagl i håb om at ramme plet og få et hit. Denne jagt på at skabe et hit kommer desværre til at dominere udgivelsen, der er svøbt ind i sangere og sangerinder på omkvædene, hvilket langt hen af vejen overskygger det spændende ved den, desværre.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Johnny Lund 21.02.2010 arkiveret under Anmeldelser |