Kammertonen består af de to rappere Afatikon og Kilo Peter, hvor sidstnævnte også har produceret størstedelen af debutalbummet. De er to glade forstadsdrenge med en kåd og ligefrem tilgang til musikken. Der er ingen onde hensigter eller deprimerende fortællinger på deres plade, men i stedet gør de op med deres generations jagt efter prestige og berømmelse, og giver et virkelighedstjek – ”Gucci & Dåsemad passer ikke sammen”.

Kilo Peter har lavet et pålideligt stykke arbejde på lydsiden, som måske er en anelse simpel, men frisk og lettilgængelig. Man kan sagtens høre den jordnære inspiration fra Revoltage og deres omgangskreds. Es har da også haft en stor finger med i spillet, da han har signeret et enkelt track og hjulpet Kilo Peter godt på vej. Et andet Kontra crew-medlem hjælper på ’Penge penge’, hvor SupaJan overskinner de to andre rappere. Teknisk udstiller han manglerne hos Kammertonen, der stadig har et stykke vej endnu.

Problemet med Afatikon og Kilo Peter er ikke intentionerne bag, for de er fine, men det er rap-niveauet, der halter. De prøver ihærdigt, at vise de har noget på hjerte, men det bliver for lallende og aldrig rigtig spændende. Flowet er ofte for staccato og ukontrolleret, men de skal have point for, at der er en rød tråd igennem albummet. Det spænder mellem emner som dommedagsprofetier, ’Dum og broke’ og ’2 til 1 tango’, der er en af albummets små lyspunkter, hvor Brun medvirker. Referencerammen rækker bare desværre ikke meget længere end til naive gymnasiedrenge med tomme lommer og for meget fritid. Pladens målgruppe er derfor nok unge hiphoppere, der stadig bor hjemme, og som kan relatere til de teenageagtige emner.

Rådet på ’Dommedag er nu’ er, at du bare skal ”sæt din rødvin på køl” (!), og ikke ”sidde derhjemme og vær´ bange for terror”. Det er halvligegyldige betragtninger, som hører hjemme langt nede i undergrunden. Meget bedre går det ikke på ’Hej Børn’, som også skæmmes af en ufattelig irriterende sangerinde til sidst. Kammertonen ville nok fungere bedre til et jam med høj promille, hvor teksterne ikke er så vigtige, og det mere er energien man nyder. For deres omkvæd er energiske, men på plade er det bedste ord om Kammertonen nok – kedelig.

De er to nybegyndere, der er uprøvet og overgearet i deres stemmeføring og for uselvkritiske i tekstskrivningen. De bringer for lidt nyt og appetitligt til bordet, og vil meget hurtigt blive overset i mængden. For i en tid hvor der udkommer rigtig meget godt dansk hiphop, så er ’Gucci & Dåsemad’ en ret uinteressant plade. Man kan sagtens ane noget potentiale i Kammertonen, men det kræver vokseværk og mere livserfaring, så de kan gro noget hår på brystet.

2 ud af 6 spots

Skrevet af Jaycob 09.03.2010 arkiveret under Anmeldelser |