Med bogen ‘Natasja’ har Karen Mukupa og Rasmus Poulsen ristet en mindesten til dansk reggaes største talent og en af landets fineste sangere gennem de sidste tyve år, Natasja Saad, der i 2007 tragisk omkom i en bilulykke på Jamaica i en alder af 32 år. Det er på sin plads, for Natasja havde længe arbejdet i relativ ubemærkethed og var da hun døde kun netop ved at bryde igennem som den folkelige kunstner hun alle dage havde været — hun fortjener og kan bære en sådan udgivelse. Desværre er resultatet, skønt gode kræfter, en noget ujævn og i sidste ende uprofessionel affære.

‘Natasja’ er imidlertid ikke blot en mindebog eller en musik-monografi, men en biografi, slet og ret, og leverer følgelig en detaljeret fortælling af sin hovedpersons liv. Det fremgår ikke helt, hvorledes arbejdsdelingen mellem de to forfattere har været, men det er tydeligt at bogens grundlag er Mukupas egne oplevelser som Natasjas nærmeste veninde samt musikalsk samarbejdspartner gennem det meste af deres liv. Musikjournalisten Rasmus Poulsen har formentlig leveret noget af det mere opsøgende arbejde, inklusive de mange interviews og vidnesbyrd bogen samtidig trækker på og har måske sørget for noget af den bredere musikalske, kulturelle og politiske kontekst, Natasjas liv løbende indsættes i.

Men det er naturligvis kun spekulation og umiddelbart mærker man ikke, at bogen har to forfattere. Det, der i stedet primært slår en, er at den tilsyneladende ikke har haft en redaktør, der magtede opgaven. Bogen er 400 sider lang og afsindig detaljeret i sin beskrivelse af Natasjas liv, som om forfatterne har følt at kun ved at medtage alt, ville deres portræt blive sandfærdigt. Vi skal således underholdes med prosaiske detaljer (Natasjas chinchillaer løb ofte rundt i hendes lejlighed og efterlod små aflange lorte) eller løsrevne anekdoter (Natasja og Karen blev en aften stoppet af en patruljevogn, da de var på vej over Langebro), af besynderlige indslag (f. eks. om en vis Kusse-Kurt — ham der indleder sangen ”Tjalala” — hvis væsentlighed i Natasjas liv der aldrig redegøres for) og overpædagogiske tiltag (vi bliver pludselig påmindet om, at World Trade Center og Pentagon den 11. September 2001 blev angrebet af terrorister i kaprede passagerfly).

Dette er kun nogle få eksempler, men de karakteriserer hvorledes bogen synes båret af den mangel på sikkerhed i afleveringen, man finder hos forfattere der enten ikke helt tror på, eller — nok mere sandsynligt i dette tilfælde — fortaber sig i deres materiale. De mange detaljer vil muligvis være interessante nogle af de folk, der på tæt hold har fulgt Natasjas karriere eller er del af det danske hiphop- og reggaemiljø, men for den almene læser bliver det kedeligt og bidrager til at sløre bogens kvaliteter.

For der er ingen tvivl om, at bogen har sådanne. Den giver alt andet lige et indgående portræt af Natasja som person og kunstner og forfalder kun hen mod slutningen til unødig panegyrik. Mukupas stemme er — selvom den til tider er drevet af en lidt overvældende beundring — kærlig og kontant på en måde, hvor man som læser føler man lærer Natasja bedre at kende. Der gøres med rette en del ud af hendes multikulturelle baggrund, som barn af en dansk mor og en sudanesisk far, og orientering, som berejst kunstner med en brændende passion for jamaicansk musik. De deraf følgende identitetsspørgsmål og den periodiske splittelse dette medførte beskrives med indlevelse og agerer som sådan fin kompliment til hendes smukkeste sang, ‘I Danmark er jeg født’.

Bogen efterlader også et stærkt indtryk af Natasjas tårnhøje ambitionsniveau og drive, der sikrede hendes succeser som jockey, positionen som Danmarks dancehalldronning og den sjældent formfuldendte nyklassiker af et album ‘I Danmark er jeg født’ (2007), men også trak hårde veksler på hendes forhold til familie, venner, kærester og samarbejdspartnere. Man forstår imidlertid helt, at så mange hang i, for hun fremstår — ikke overraskende for hendes fans — samtidig som et sjældent loyalt og varmt menneske, man ikke kunne andet end holde af.

Mest interessant i denne sammenhæng er det at følge hendes besættelse af succes, en besættelse der til tider forekommer læseren usund og som bogen mellem linierne synes at antyde var blandt årsagerne ikke blot til hendes mangeårige mangel på samme, men hendes i sidste ende noget usammenhængende og problematiske musikalske værk. Det beskrives hvorledes hun stædigt og ofte mod sine samarbejdspartneres råd og vilje søgte populærkulturens velkendte genveje til berømmelse, der bl.a. resulterede i delvise fusere som hendes albumdebut ‘Release’ (2005) og det overvejende blodfattigt poppede posthume album ‘Shooting Star’ (2008). Men det er samtidig bogens fortjeneste, at den gør disse impulser eminent forståelige i det billede den tegner af en ofte frustrerende karriere med mange skuffelser og de følelser af urealiseret potentiale, hun udtrykte så blændende i sin ’Release’-freestyle.

Bogen er stramt designet af den eminente Frederik Storm (med hvem denne skribent har samarbejdet på flere udgivelser). Han er blandt landets bedste, men det skal nu alligevel påpeges, at designets mest iøjnefaldende idé — sidekanternes toning i rastafarifarverne rød, gul og grøn — er en problematisk gimmick, næret af den ofte forekommende fejlslutning rastafari = reggae. Natasja nærede stor interesse og respekt for rastafarireligionen, men var aldrig selv rasta, og hendes livstil og holdninger som de udtrykkes i bogen er på mange måder uforenelige med dens konservative livvsyn.

Karen Mukupa og Rasmus Poulsen, ‘Natasja’, København, Politikens forlag, 2010, 399 s., kr. 300.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Mat 03.04.2010 arkiveret under Anmeldelser |