Set gennem en hiphop-fans’ monokel var tegneserie-bandet Gorillaz muligvis det mest interessante navn på årets festival. Forventningerne var høje, og hvad der ville blive leveret var komplet uforudsigeligt. Desværre mindede showet mere om en tam abe end den brølende gorilla, man kunne have håbet på.

Introen fra seneste plade ’Plastic Beach’ blev strøet ud over Orange Scenes grønne plæne og satte jubelråb i gang i publikum, der dog ikke var mødt imponerende stærkt op taget i betragtning af, at det var årets første rigtig store optræden.
Snoop Dogg var til stede, men kun i højtalerne og på storskærmen, så allerede her fik vi dementeret en forhåbning – og i øvrigt et af de mange rygter, der var gået om koncerten tidligere.
Gorillaz er en gruppe, hvis stærkeste kort ligger i deres mange kollaborationer med store sangprofiler. Men på trods af at scenen var proppet med både trompetspillende sømænd, korsangere, gravrøsten Bobby Womack, forfinede svenske Little Dragon og andet godt, virkede det som om, forsanger Damon Albarn stod der ret meget alene.

Hands down – Han gjorde det godt. Han lignede en mand, der gav alt, hvad han havde. Han var engageret og virkede ydmyg overfor at optræde på den store scene. Især når han med højlydte skrig desperat spurgte publikum, om vi mon var de sidste levende sjæle tilbage, da han med den fineste røst sang igennem på ’Stylo’. Og da han senere brugte sin sangstemme til at fortælle os om børn med skydevåben. Tilpas mange ’Demon Days’ numre var blandet ind i mængden af ’Plastic Beach’-tracks, mens numre fra gruppens første plade var sværere at få øje på.

De største øjeblikke var, da diva-sangerinden Estelle viste sig på scenen og blandt andet leverede en imponerende duo med frontmanden i abebandet, og koncerten toppede, da det meste af publikum rev sig løs og dansede igennem på ’Dare’.
Lyden var god, det enorme band leverede musik på topniveau, stemningen var helt okay. Men der manglede noget exceptionelt, som var fair at forvente af den tegnede gruppe. Der var ikke nok galskab, ikke nok effekter, og det hele var lidt for ordinært.
Samtidig bar koncerten præg af at være lidt af en lappeløsning. Selvfølgelig kunne man ikke forvente at alle, der har medvirket på gruppens plader, ville være til stede. Men det var altså bare svært at have det helt store smil på, når et fantastisk festnummer som ’Feel Good Inc.’ blev leveret i et larmende fravær af De La Soul.
Aberne sluttede værdigt af med gruppens første og måske største hit. Den mere end ti år gamle ’Clint Eastwood’, hvor Bootie Brown fra Pharcyde spyttede eget vers som erstatning for Del.

Jo, det var okay, men skulle have været mere.

3 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik og se dem vokse)

Skrevet af Falco Lamb 04.07.2010 arkiveret under LiveSpot |