Torsdag aften kl. 00.30 bød Roskilde Festival, ifølge den noget prætentiøse præsentation, på en verdenspremiere – nemlig opførslen af verdens første electric boogie-koncert, ‘Human Robot‘.

Forestillingen ‘Human Robot’ er et science fiction-teaterstykke, som Roskilde Festival beskrev som ”… en electric boogie-forestilling, der skildrer en tid, hvor den teknologiske revolution er landet, men kun lige begyndt”. Bagmændene bag teateret er de to old school heads, Steen Koerner og Yo-Akim – det må antages, at førstnævnte primært har taget sig af koreografi og scenografi og sidstnævnte af musikken. Stykket fokuserede næsten udelukkende på dans og indeholdte derfor ingen replikker, udover den lyrik den amerikanske poet Saul Williams og den danske grimerapper Lucy Love til tider fremsagde over Yo-Akims elektroniske og knastørre beats.

Som med alle fremtidsfortællinger, havde stykket en indlejret kritik af nutiden. Denne kritik var samtidig stykkets budskab – lad være med at leve et konformt liv, der bygger på konstruerede regler, de har sat op. Udfordr i stedet det normale, lev i nuet og tænk ud af boksen. Dette kom til udtryk i de tekster Lucy Love og Saul Williams leverede. Disse tekster var samtidig også dem, som danserne visualiserede og vred deres kroppe til. Netop derfor virkede dansen også bedst og gav mest mening til historien, når den var tilsat tekster. Uden Saul og Lucys ord, kunne det var noget svært at bedømme om man var vidne til et regulært danseshow eller verdens første electric boogie-koncert.

Stjernerne i forestilling var helt klart danserne, hvis performance der ikke kan sættes en finger på. De dansede røven ud af bukserne og underholdte publikum konstant, blandt andet ved at hoppe flere gange rundt på en hånd, udføre lange og komplicerede danseserier fuldstændigt synkront, gengive løb i slow motion etc., og fik det hele til at se legende let ud. Men hvis danserne var showets force, så var historien og længden af teaterstykket dets akilleshæl. Som skrevet tidligere, fungerede teateret og formidlingen af dets historie bedst, når dansen blev tilsat lyrik. Derfor virkede de lange dansepassager uden Saul eller Lucys lyrik også en anelse ligegyldige for forestillingens handling. Der kunne med fordel været skåret ned for disse dansepassager for at styrke stykkets handling. Alternativt kunne man have tilføjet mere lyrik.

Lucy Love og Saul Williams var ikke selv til stede for at fremføre deres tekster, i stedet for kørte en videooptagelse med dem, der blev projekteret op på en storskærm. Dette var med til at holde fokus på danserne og var nok et meget strategisk klogt valg, men man kunne dog godt have ønsket deres tilstedeværelse, da det ville have tilført showet ekstra energi.

Det kan diskuteres, om det var den rigtige måde at præsentere stykket på – at blande et teater med en koncert og opføre det på Roskilde Festivalen som en del af musikprogrammet. Steen Koerner & Co. endte dog med at slippe godt fra det, men det skyldes måske i højre grad fascinationen af de dygtige dansere og Yo-Akims beats, end den halvforkølede fremtidsfortælling. Måske havde det været mere optimalt for forståelsen af stykket, hvis denne performance var lagt uden for musikprogrammet. Flere blandt publikum havde I hvert fald svært ved at finde ud af, hvad de skulle gøre med denne hybrid af teater og koncert. Skulle de stå stille og lade sig betage af danserne, eller skulle man danse med, når man følte musikken var til det? Hvilket den var op til flere gange.

4 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen

Skrevet af Johnny Lund 06.07.2010 arkiveret under LiveSpot |