11.07.2010

Roskilde 010: Die Antwoord @ Cosmopol (søndag)

Selvom det sydafrikanske blog-fænomen Die Antwoord endnu ikke har udgivet en plade, var der mange mennesker, især hipsters, der havde valgt at troppe op i et stegende hedt Cosmopol telt søndag eftermiddag.

De mange mennesker der havde samlet sig ved Cosmopol havde sørget for, at støve teltet godt til, og kombineret med en massiv røg fra røgmaskinen var scenen indhyllet i en tyk tåge. Før man vidste af det, havde gruppens kvindelige rapper, Yo-Landi Vi$$er, sneget sig op på de skrå brædder som en anden skyggekriger sammen med DJ’en, Hi Tek Junior. De satte showet i gang med en kort intro, der stank så meget af attitude, at selv det bagerste publikum kunne lugte det. Herefter kom gruppens mandlige frontfigur Ninja på scenen. Da røgen for alvor var lettet og gruppen blottede sig for publikum, kunne man se tre personer, der lignede noget fra en trailerpark. Tynde, blege, fyldt med klat-tatoveringer, repræsentanter for dårlig smag og med grimt hår.

Det første nummer gruppen lagde ud med, var hittet ‘Enter the ninja‘, der mest af alt mindede om noget Daze, Aqua eller en anden forfærdelig eurodance-gruppe kunne have lavet. Publikum virkede dog ikke til at lade sig afskrække, men sang hurtigt med på omkvædet der blev sunget af lolitaen Yo-Landi, hvis stemme lød som om, at hun havde inhaleret helium:
Aai aai aai, I am your butterfly, I need your protection be my samurai, aai aai aai, I am your butterfly, I need your protection, need your protection“.
Med et så poetisk omkvæd, opfindsomme sangtitler som ‘Ritch Bitch‘ og ‘Wat pomp‘ (det betyder What’s up på afrikaans) og en sang der handler om, at din mors underliv kunne være model for fiskehoveder, var stilen lagt for koncerten, der fortsatte i godt og vel en time. En passende længde for en koncert, hvor det var meget svært at forstå hvad der blev rappet og sagt, da Die Antwoord rapper på afrikaans blandet op med en masse slang.

Det kunne godt være, at publikum havde svært ved at fange hvert ord der blev rappet. Heldigvis skulle det vise sig, at det ikke var teksterne der var i fokus, det var derimod energi, attitude og udtryk. Dette mestrede Die Antwoord til fulde og gjorde det så godt, at publikum lod sig rive med af de melodiøse eurodance-klingende produktioner og det cirkus som gruppens optræden var. Lige fra sange om ninjaer, til Ninja der render rundt i boxer shorts og laver bollebevægelser, mens han gør kur til lolitaen Yo-Landi, samtidig med at der kører halvpornografiske film i baggrunden.

At lytte til en hel plade med Die Antwoord er måske ingen stor oplevelse. Mange af tingene omkring gruppens univers virker fortænkt og for søgt til, at det kan være ægte. Mest af alt minder gruppen om en blanding mellem Goldie Lookin Chain, L:Ron Harald og Ali G. En konceptgruppe i et fiktivt univers med en opdigtet baggrund, der overdriver deres appearance og åbenlyst dyrker dårlig smag, der er blevet en kæmpe viral succes. Men at se Die Antwoord live er anbefalelsesværdigt og med sikkerhed en oplevelse med høj underholdningsværdi. Det er dog ikke på baggrund af det musiske, men på grund af showet.

4 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen

Skrevet af Johnny Lund 11.07.2010 arkiveret under LiveSpot |