16.07.2010

Grafisk Musik – ‘Grafisk Musik’ (album)

Under det lidt kryptiske navn gemmer der sig en gammel kending af dansk hiphop. Jokeren har skiftet genre, er gået ned i tempo og har under sit borgerlige navn Jesper Dahl udgivet en spoken word-plade sammen med en jazztrio . Én aften i studiet har de spenderet sammen, og det har udmøntet sig i et 30 minutter langt udspil. Det lyder måske kedeligt, men selvfølgelig skal Joker Jay have en chance.

Det har ligesom ligget i kortene at Jesper Dahl en dag ville udgive et album, hvor han trådte videre i sporene fra sit idol Dan Turéll. Han har ofte refereret og direkte lånt passager (’Sådan er reglerne’) af Onkel Danny, og udgav selv i 2003 bogen ’Storby Stodder’ med mange af sine tekster. Derfor er Grafisk Musik en udgivelse som måtte komme, for der er ingen tvivl om, at rapperen kan noget med ord – det har han vist adskillige gange før.

Friheden til at gå spontant i studiet i 4 timer med en flaske rød drue under armen, og udgive resultatet, har været det bærende og spændende element i Grafisk Musik. Jesper Dahl har allieret sig med de tre erfarne jazzmusikere Peter Stenbæk (trommer), Niclas Campagnol (bas) og Poul Reimann (fender rhodes), som jammer hjemmevant i en behagelig jazz-stemning. Trioen bringer også funk ind for at optimere det til højtlæsningen af tekster, som enten er blevet tilovers i andre sammenhæng, eller er skrevet som små tankestrømme. Der bliver hverken rappet eller rimet, så mange fans af tidligere Den Gale Pose/Jokeren-albums, vil nok blive lidt skuffet. Det er i stedet en voksen Jesper Dahl, der træder frem med holdninger og indimellem rødvins-snøvlen.

Man kunne frygte, at Jesper Dahl gerne ville prøve at overgÃ¥ sig selv med poetiske aforismer tilsat nye metaforer, men heldigvis har han holdt sig til hverdagsbetragtninger og generelle tanker. Teksterne bærer præg af, at være skrevet som en kronik, kommentar eller bare et par smÃ¥ tanker om for eksempel forskellen mellem København og Stockholm pÃ¥ ’Stuck in Arlanda’, eller et tvist af det klassiske dilemma ’Helt tom eller halvfuld?’. Ærligt fÃ¥r man ogsÃ¥ et indblik i Jokere…, øhh Jesper Dahls tid bag tremmer pÃ¥ ’Det sner i København’;

”Lad være med at tro, at jeg tuder over det/ Jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til/ Men gu´ er det hÃ¥rdt/ Det er ikke for sjov, at isolationsfængsling er pÃ¥ Amnesty Internationals liste over tortur/ Og jeg har hverken dræbt nogen eller stjÃ¥lent noget/ Ja teknisk set overholder jeg faktisk stadig de 10 bud/ For sÃ¥ vidt jeg ved, er der ikke et bud, der siger – ”Du skal ikke sælge””.

På ’Voksen er det nye ung’ og ’Sommer i byen’ er det den voksne digter, som med overskud filosoferer over livet, i mens han på ’Gammelfar’ reflekterer over musikindustrien. ’Græsset er grønnere i mediebyen’ og ’Egotripper’ er skrevet i essayform, hvor han på sidstnævnte giver nogle gode observationer af hans generations egoistiske jagt på livsglæde;

”Fællesskab og ansvar?/ Nej tak. Jeg springer over, hvor gæret er lavest/ Faktisk slentrer jeg over der, hvor der slet ikke er noget gærde/ Hele mit liv er jo bygget op omkring at lave mindst muligt med mest muligt udbytte/ At have den højest mulige position uden overhovedet at tage et ansvar/ Jeg vil ikke være håndværker eller bidrage med noget til samfundet/ Jeg vil være rig og ha´ fri/ På samme tid/ Dét er min generation”.

Man kan ikke lade være med at sidde og vente på, at han begynder at rappe, for leveringen af teksterne mangler den glød og skarphed, som han ofte har fået frem i musikken. De er skam velskrevne med mere voksne emner, men flowet i Jesper Dahls højtlæsning er ofte akavet. Han vil rigtig gerne ligge sig op af Dan Turéll, men han er slet ikke i nærheden af niveauet, da hans oplæsning er for unaturlig. Han har svært ved at bringe følelser ind i det, som måske langsomt er forsvundet i rødvinsrusen. Det giver ham en snøvlende udtale indimellem, som for eksempel på ’Champagnedigt’ om Cava, hvor han har en irriterende måde at sige ”narrechampagne” på.

Der er noget specielt over den spontanitet, at bruge en aften i øvelokalet med plads til fejl, og så udgive det på plade. Grafisk Musik er egentlig en meget god oplevelse, men der skulle måske være lagt flere kræfter i, så det kunne blive mere gennemarbejdet og helstøbt. Det er et spændende projekt, som dog bliver lidt fladt i længden. Man skal virkelig være i humør til afslappende jazzrytmer og være stor fan af Jesper Dahls musik for at investere i albummet. Der er en plads til at eksperimentere, som giver en fri og legende attitude, som er opløftende, men som også gør det lidt letkøbt. Men selvom man kunne frygte det værste, er det slet ikke så dårligt.

3 ud af 6
null

Skrevet af Jaycob 16.07.2010 arkiveret under Anmeldelser |