23.07.2010

Reflection Eternal – ’Revolutions Per Minute’ (album)

Der var mange hiphophoveder der tog sig et par headbops af glæde, da det afsløredes at Cincinnati-beatslingeren Hi-Tek og The BKMC Talib Kweli atter ville slå pjalterne sammen for et nyt Reflection Eternal-album. Siden det nyklassiske debutalbum ’Train Of Thought’ er der gået et årti, hvor begge herrer hver især har smidt tre soloalbums ud på pladehylderne.

Er ’Revolutions Per Minute’ så en ’Train Of Thought vol. 2’? På ingen måde.
På 10 år er der bestemt sket ting og sager. Lydsiden, som selvfølgelig enevældigt er styret af Hi-Tek, er på mange måder ændret, men samtidig 100% Hi-Teknology. Beatsne er mere minimalistiske, dog stadig med den soulede lune som kendetegner Hi-Tek. Det er opnået med en varieret blanding af elektroniske trommer, soulsamples og studieindspillede instrumenter. Resultatet er lækkert og lægger den perfekte baggrund for Talib Kweli. Han er for sin part gået en del ned i tempo siden debuten og det er med til at give hele pladen en mere voksen og afslappet attitude.

Emnerne er også mere voksne, og albumtitlen er på sin hvis ret misvisende, da der ikke er meget revolutionær stemning over pladen. Dog er Talib Kweli stadig en politisk rapper med stort P. Det viser han især på den fremragende ’Ballad Of The Black Gold’, hvor Kweli til et lydbillede malet med militærtrommer og falsetsang rapper om olien og de problemer den medfører:

“Poison the water and lead the boys to the slaughter/ Go in somebody country and rearrange the order and destroy the borders/ You see them dancing through the fields of fire/ World domination, their real desire/ The devil’s still a liar”

Gennem hele pladen er Talib Kweli skarp og afbalanceret, og selv hiphop-verdenens mest gennemslidte emner, som for eksempel jagten på penge (’Ends’) eller dame-scoring på klubben (’Get Loose’) får interessante vinkler, når den gode Talib giver sit syn på sagen. Et andet nummer som også fortjener at nævnes er ’Got Work’, hvor Talib Kweli personliggør “berømthed” som en kvinde. Igen en ny måde at behandle et ret overbehandlet emne på.

Når man snakker Talib Kweli, må man også nævne hans emceeing. ’Revolutions Per Minute’ er bestemt ikke blottet for denne vare, tværtimod. Flere gange overgår han sig selv hvad angår rimstruktur og komplekse ordspil. Tjek bare disse eksempler:

“Witness the evolution of spitting, it’s wicked and it’s decadent/ Revolutions per minute every time the record spin/ Retribution for cynics like a stick-up kid with weapons in/ Brooklyn they say I run it, the ‘Natti is checking in”
(’City Playgrounds’)

“Every time I hit the block, the shepherd come and get the flock/
I roll a Jay
[Jay-Z], I get a Dame [Dame Dash], I do it big like it’s the Roc”
(’So Good’)

“I steady the flow, ready to blow like snotty tissue/
They snitching like Donnie Brasco, I’m counting like Monte Cristo”

(’Just Begun’)

På det sidstnævnte nummer, den pass-the-mic inspirerede ’Just Begun’, finder man også pladens tre bedste gæstespots, nemlig Erykah Badu‘s lover Jay Electronica, opkommeren J. Cole og selvfølgelig Talib Kweli‘s gamle partner-in-rhyme fra Blackstar, Mos Def.
Foruden disse herrer, samt Bilal og Res, så trækker resten af gæsterne ret meget ned på helhedsoplevelsen. ’Midnight Hour’, som gæstes af Estelle virker mest af alt som en sang man skruede sammen, så man var sikker på et radiohit. Halvhjertet er ordet. Det samme gælder pladens eneste deciderede dårlige nummer ’Strangers (Paranoid)’, hvor Bun B får lagt et uinspireret vers og Talib Kweli en gang for alle ufrivilligt får bevist at han ikke dur til en dirty south sound.

Det er synd for en ellers fremragende plade. Niveauet ligger generelt utrolig højt, og var et par enkelte sange smidt ud lå den bestemt til absolut topkarakter. Det er vildt at to gutter, som de sidste 10 år kun har lavet en håndfuld sange sammen, kan sætte sig ned og finde kemien, som om de havde lavet musik uden pause. Det er sjældent at en så længe ventet opfølger faktisk indfrier forventningerne og ikke fordi den lyder som debutpladen, men fordi den forener det gamle med det nye på en fuldstøbt måde. Man kan kun istemme når Talib Kweli selv siger det: “that’s right we back again/ you can like rap again”

’Revolutions Per Minute’ er bestemt en værdig opfølger til debutpladen. Det er stadig Reflection Eternal, men bare til et nyt årti, og jeg må sige at jeg allerede nu begynder at gå og glæde mig til 2020 for at se hvor den evige reflektion så befinder sig henne.

5 ud af 6 spots

Ord: Svensker-Martin

Skrevet af Svensker-Martin 23.07.2010 arkiveret under Anmeldelser |