04.08.2010

B.o.B – ‘The Adventures of Bobby Ray’

Bobby Ray Simmons er ikke nogen helt almindelig knægt. Den producerende, rappende, syngende og instrumentspillende amerikaner blæste i en ung alder T.I. helt og aldeles omkuld – det resulterede i en kontrakt fra Grand Hustle-bossen, og i en alder af 21 år, er B.o.B klar med debutpladen, der er en spændende cocktail hippop.

Pladen indledes fremragende med ’Don’t Let Me Fall’, der har en noget rocket attitude. Her serverer B.o.B også fed rap over det selvproducerede nummer:

”Yeah, so here I go, B.o.B, Bobby Ray, I don’t know, need I know
But I know, that I flow, rack ’em up, knock ’em down, dominoes //
Then I go, as my story goes
I know I’ve been done down here before //
Product of my East Decatur home
‘Cause I was in the cold, tryin to keep my toes unfroze //
Now I’m in your house, now I’m in your stove
Now I’m everywhere that your iPod go //
Everything I seen was a dream just a moment ago”

Den noget aldrende single ’I’ll Be In The Sky’ vil være i periferien hos folk, der har hørt om B.o.B. Det millenium motownlydende nummer er dog langt fra det eneste nummer med hitpotentiale på pladen. ’Nothin’ On You’ med Bruno Mars er som skræddersyet til radioerne og sommeren – det er et super catchy omkvæd fra Bruno Mars, mens B.o.B sørger for vers til damerne. Dog har B.o.B også valgt at gå mere syd i lyden på pladen. Det ses blandt andet ved ’Bet I’ med chefen T.I. og Playboy Tre samt ’Fame’, hvor specielt sidstnævnte – fortællingen om livet som kendis – er mest vellykket. ’Bet I’ er såmænd fin nok, men en produktion hvor tre så dygtige rappers gæster, skal altså være en anelse federe.
Det musikalsk mest imponerende MTV-hit, er dog uden tvivl ’Airplanes pt. 2’. Der er ikke meget forskel på første og anden del af ’Airplanes’, hvor emoidolet Haylay Williams fra Paramore leverer noget skinger sang. Part ét og to lyder rimelig ens – sangen er bygget lidt anderledes op, men det vilde er: Eminem smider en bombe af et vers. Det starter fint ud, men Slim Shady går gradvist mere og mere aggressivt ind i verset, og man har ikke hørt Eminem så god i meget lang tid. Tag disse linier om karrieren og hvis’er som eksempel:

”Now pretend, they ain’t just, make him angry with this shit //
And there was no one he could even aim when he’s pissed at
And his alarm went off to wake him but he didn’t make it to the
Rap Olympics Left to his plane and he missed it
He’s gon’ have a hard time explainin to Hailie and Lainey these food stamps and this WIC shit //
Cause he never risked shit, he hoped and he wished it
But it didn’t fall in his lap so he ain’t even here, he pretends that…[omkvæd]”

Generelt er der også virkelig spændende og glimrende gæsteoptrædener på albummet. Det et nok ikke vildt overraskende, at Lupe Fiasco gæster ’The Adventures of Bobby Ray’ – Bobby og ham ligger ikke vanvittigt langt fra hinanden. Lupe passer også fremragende ind på ’Past My Shades’, hvor et par mellow vers med frækt guitarspil skifter drastisk intensitet ved det energifyldte omkvæd. Det er møg lækkert skruet sammen!
Et af de mere overraskende besøg kommer fra Weezer-frontmanden Rivers Cuomo. Det noget umage par har medført ’Magic’, der desværre ikke helt lever op til titlen på skæringen. Uptemponummeret er et soleklart forsøg på et dansegulvshit hos masserne, og det kan man bestemt ikke udelukke, det bliver på et tidspunkt. Men lad mig sige det sådan: Hvis man er i besiddelse af albummet, så har dette nummer nok ikke flest afspilninger i iTunes.

’The Kids’ gæstes af ungmøen Janelle Monáe, der på nummeret med den ekstremt funky bas, synger akkurat lige så smukt som på hendes debutalbum, ’The ArchAndroid’. ’The Kids’ er endnu et nummer på pladen, der viser Bobby Rays alsidighed som musiker. Det gør han i den grad også på ’Ghost In The Machine’, hvor der måske går en anelse for meget tuderock i den i forhold til, hvad B.o.B helt kan kapere. Det er musikalsk flot sat op, men det virker en anelse malplaceret mellem numrene ’Bet I’ og ’I’ll Be In The Sky’.

Albummets klart kedeligste nummer er ’5th Dimension’, og det runder albummet af (hvis man ikke tæller Airplanes pt. 2 med). Der er ikke noget specielt feel over nummeret, og man bør altså runde et album af med bravur, men det er lige her, hvor unge Bobby har fejlet en smule. Det virker meget intetsigende, og det ekstremt sukkersøde guitarnummer ’Lovelier Than You’ havde nok været et bedre valg som afrunding på albummet.

Rent indholdsmæssigt må næste plade gerne gå lidt dybere under huden på B.o.B, da der er en del gentagelser af knap så interessante emner. På dét punkt klarede Drake sin debut bedre – men B.o.B er bare så uendelig dygtig en musiker af en knægt på 21 år at være, og han har skruet et produkt sammen, der generelt lyder bedre, har højere bundniveau, og er væsentlig mere uforudsigeligt.

Hele ’The Adventures of Bobby Ray’ svæver mellem pop og hiphop. Man kan dog ikke rigtig snakke om at sælge ud eller holde det ægte, for Bobby holder skidtet ægte på egen facon. Hvis man har hørt det tidligere, uudgivede musik fra ham, så ved man også, at det poppede hiphop musik er lige efter hans hoved, og det er en kæmpe fornøjelse at høre en ung musiker få udgivet en plade uden at gå på kompromis med pladeselskabernes krav. Debuten er et veludført album, der når vidt omkring, og den fremstiller B.o.B som en ualmindelig bredtfavnende kunstner. Der er få negative ting ved albummet, og jeg er overbevist om, at B.o.B er en af de kommende sværvægtere i musikbranchen.

5 ud af 6 spots

Skrevet af Toobs 04.08.2010 arkiveret under Anmeldelser |