Det er efterhånden syv år siden, at Big Boi udsendte sit første soloprojekt ‘Speakerboxxx’. Siden dette album, der var en del af den skamroste dobbeltudgivelse ‘Speakerboxxx/The Love Below’, som Big Boi udgav sammen med OutKast-makkeren André 3000, har fans af Antwan André Patton med spænding ventet på et regulært soloalbum.

Efter længere tids forsinkelse og udsættelse er den her så; Big Bois egentlige solodebut. Den bærer titlen ‘Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty’, navngivet efter Big Bois mangeårige kælenavn “Sir Lucious Left Foot” samt et af hans andre kælenavne ”The Son of Chico Dusty”, der er en hyldest til hans far.

De 14 regulære tracks på albummet er produceret af intet indre end 11 forskellige producere, der blandt de mest prominente tæller Scott Storch, Lil Jon, Salaam Remi, L.A. Reid, André 3000, og sidst man ikke mindst Big Boi selv. Satsningen med et så bredt udvalg af producere er imidlertid lykkedes, for albummet er præget af en stor alsidighed i både det musikalske udtryk, tempi og stemningen på numrene.

Albummet spænder således fra den jungle-dystre, men funky ’Tangerine’, den monumentale og voldsomme ’General Patton’, den beskidte og dog elegante ’Fo Yo Sorrows’, den længselsfulde og saftige andensingle ’Turns Me On’ til den mekanisk bouncy ’You Ain’t No DJ’, den tungt groovende og seksuelle ’Hustle Blood’ og den super catchy førstesingle ’Shutter Bug’, der faktisk alle er blandt albummets mange highlights.

Den store variation i både stil og stemning samt den store kreativitet, opfindsomhed og legesyge, der udvises i produktionerne betyder, at albummet tåler rigtig mange afspilninger. Selv efter længere tids intensiv gennemlytning er man ikke færdig med albummet.

Det imponerende ved udgivelsen er imidlertid også, at til trods for den store diversitet, så er der stadig en overraskende god sammenhæng på pladen. Alle numrene har et distinkt sydstats-feel og ligger i naturlig forlængelse af den melodiske lyd, som man kender fra Outkast og ‘Speakerboxxx’. ‘Sir Lucious…’ er således på ingen måde den skizofrene rodebutik, som man med de mange producere ellers let kunne forestille sig, men en yderst velfungerende enhed.

Det er den selvfølgelig ikke mindst, fordi Patton på elegant vis binder albummet sammen med sin karismatiske, dybe stemme og sine humoristiske og til tider eftertænksomme rim. Og han gør det lige overbevisende uanset, om han taler om sex som på ’Turns Me On’, om kærlighed på ’Be Still’ (med stemningsfuldt omkvæd af Janelle Monae) eller fronter på andres evner sammen med Yela Wolf på ‘You Ain’t No DJ’.

Tjek for eksempel disse linier fra ’Fo Yo Sorrows’:

”Why are 75% of our youth readin magazines?/
‘Cause they used to fantasy, and that’s what they do to dream/
Call it fiction addiction ’cause the truth is a heavy thing!/
‘member when the levee scream made the folks evacua-ezz/
Yeah, I’m still speakin about it ’cause New Orleans ain’t clean/
When we shout Dirty South, I don’t think that is what we mean/”

Midt i al vellyden og de gode rim er det lige før, at man næsten overhører, at Big Boi også rapteknisk har rigtig meget at byde på. For han flower med en elegance og naturlighed, der gør, at man dårlig bemærker de tekniske aspekter ved fremførslen. Men prøv engang at lytte til, hvordan han flyder på for eksempel ’Tangerine’, så vil du tydeligt forstå hans kvaliteter.

At kalde ‘Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty’ en vellykket solodebut vil næsten være en underdrivelse. Det er en fantastisk helstøbt plade, der emmer af både livsglæde, kreativitet og mod. Når albummet ikke formår at tænde den sidste spot, så skyldes det udelukkende savnet af nogle af de lidt tungere tekstuelle emner, herunder den samfundskritik, som Big Boi tidligere med held har beskæftiget sig med. Men det er en kritik, der hører til i småtingsafdelingen og på ingen måde noget, der ødelægger det gode helhedsindtryk.

5 ud af 6 spots

Skrevet af Anders Madsen 30.08.2010 arkiveret under Anmeldelser |