05.09.2010

Husker du?: Kølig Kaj og ‘Solgt Ud!’ (1997)

Det er måske lidt svært at forstå, men jeg havde næsten glemt Kølig Kaj. Lige indtil jeg en meget sen nattetime tilfældigt fik fat på hans album i pladereolen. Jeg tog det ud med en sær fornemmelse af, at jeg blev nødt til at høre det hele. Instinktet holdt stik for ’Solgt Ud!’ er en anderledes oplevelse, som sætter sine spor, og er svær at glemme lige med det samme.

Min introduktion til Kølig Kaj og hans lyriske talenter var på den legendariske kompilation ’De Grimme Ællinger’ fra 1996. Her var han først sammen med Konen og DJ FMD´Rappe i replikken’, hvor han gjorde sig bemærket med sin jyske fodboldkærlighed og uforglemmelige rim:

”Når jeg tager ordet/ Er du bange for at blive jordet/ Sparker som en knoldesparker sparker når du møder monarken/ Du er lisså wack som FCK i Parken [og det var ret wack dengang i ’96!, red.]/ Jeg dribler rundt med dig hvis du fatter en hentydning/ Jeg holder lisså meget som en kør-forbi-skydning”.

Desuden medvirkede han sammen med Tue Track som gæsterapper på Acoustic Sample Productions ’Ærlig og rå’. Det skal ikke kunne siges, om det var her, at de to danske hiphop- koryfæer mødte hinanden, men det næste man hørte til Kølig Kaj var på Rap´O´Mania vol. 1 med ’Gå hjem og vug’, hvor Tue Track havde lagt fundamentet til den lyriske ammunition. DJ FMD var stadig med på cuts til det mindeværdige nummer, hvor Kaj slap afsted med linjer som:

”Gå hjem og vug din gruppe i en teske/ Og skid i din ble/ For du lytter til en MC” – ”Folk råber psyko/ Men jeg ved, jeg er Kølig Kaj”.

At Kølig Kaj havde respekt, og var vellidt blandt de andre danske rappere, kan der ikke være nogen tvivl om. Han medvirkede blandt andet på de klassiske pose-cuts på både debutalbummene fra Hvid Sjokolade og Takt & Tone men også på den legendariske Stop Volden-udgivelse. Hans skæve jyske humor og klare flydende flow gav ham et rygte som en entertainer med street-credit, som kunne nå ud over scenekanten til masserne. Derfor blev 1997 et skelsættende år for Kølig Kaj, der gjorde ham mere end landskendt. For det første var han konferencier til DM i Dansk Rap, som også er blevet foreviget på plade. Her guider han køligt igennem finalen, hvor Rent Mel i Posen som bekendt vandt, og Jøden og USO har en lille beef, som Kaj lige skal dæmpe. Han folder sit entertainertalent ud med overskud og overblik.

Dernæst kom det store gennembrud efter at Chief 1 spottede den lunefulde jyske rapper. Pludselig så man Kølig Kaj stille op til Dansk Melodi Grandprix i 1997 med ’Stemmen i mit liv’. Der var nok ikke mange, der havde set det komme, men sangen gik hele vejen, og står stadigvæk som et stærkt øjeblik i dansk hiphophistorie. Nok ikke så meget på grund af sangen som egentlig er kedelig og meget poppet, men den beviste at dansk hiphop havde en lovende fremtid for sig. Kølig Kaj havde fået respekten i undergrunden, så nu ville han gerne se hvor langt han kunne komme med sin anderledes rap. Det var hiphop uden bandeord og så politisk korrekt, at den kunne serveres til aftenkaffen. Desværre fangede det europæiske publikum ikke Kølig Kajs sublime rimteknik, så han måtte tage hjem fra den internationale finale i Dublin uden hæder.

I stedet kunne han koncentrere sig om den hjemlige fanskare, som kunne glæde sig over debutalbummet ’Solgt Ud!’. Titlen viser Kajs store flair for gloser, da det jo kan tolkes som et ordspil med en dobbeltbetydning. Undergrunden mente, at Kølig Kaj havde solgt ud og gået pop med grandprixet, men albummet kunne også være udsolgt i butikkerne. Hvem andre end Kølig Kaj finder på sådan noget. Når man så oven i købet ser hvor cool han poserer på coveret, så ved man, at albummet ikke er helt normalt. Prøv lige igen at tjekke hvor overlegen han ser ud, Kaj er simpelthen så kølig. Man skal besidde en masse selvironi og have humor for at kunne bære det, uden det bliver plat, og det kunne han.

Albummet starter også glimrende, for hvem kommer der? Det er selvfølgelig ’Golden Kaj’ i bedste James Bond-stil. Desværre går det lidt i stampe bagefter, for Chief 1 har åbenbart overtalt Kølig Kaj til at skrue ned for den jyske kringler-attitude og i stedet for prøve at ramme et bredere publikum. Først kommer grandprixvinderen selvfølgelig, men den politiske korrekte ’Ali Ali’ er langt fra Kajs niveau. Nummeret er blevet meget dårligere med tiden, og virker som venstrehåndsarbejde i et forsøg på at lave en antiracistisk sang. (Der findes en live-version på YouTube. hvor Kølig Kaj, Saqib og Chief 1 er gæster i datidens Go´morgen Danmark).
Den glade jyske charmør bliver kørt helt frem, når han drømmer sig væk fra storbyen til ’Det lille hus på landet’. Det er måske en ærlig Kølig Kaj, men det passer ikke helt med hans tidligere hårdkogte battle-evner. Han er dog stadig så meget player, at han også har overskud til at gøre kur til vejrpigen på ’Smukke Signe’. Det er et kedeligt nummer, som minder i stil om grandprix-vinderen, men som giver ham prædikatet Score-Kaj.

Så skifter pladen lige pludselig stemning med den lille sjove interlude ’Rastamand’, for selvfølgelig var Kølig Kaj også nede med den fede. Herefter er det Tue Track, som har lavet en super produktion, som Kaj tydeligvis føler sig meget bedre tilpas på – ’Den lyriske professor’ er den gode gamle Kølig Kaj endelig tilbage i sit rette element; ”Det er ikke et comeback/ Det er Kølig på et Tue track”. Det er sådan hele albummet skulle have lydt, men heldigvis har malkdekaneren haft flere fingre med i spillet. For ’U la la lej (Elevator Woman)’ er intet mindre end en kæmpe overraskelse. Jeg havde fuldstændig glemt at dette track eksisterede, og det er en god ambivalent følelse det frembringer. For det er samtidigt meget underligt, men også sindssygt fængende. Genialt reggae-inspireret beat af Tue, hvor Kaj fremviser sit store udvalg af flowstilarter, og fortæller den gribende historie om Elevator Woman, hvis liv gik op og ned. Det er så tosset, at det holder.

Endnu et specielt nummer følger efter med ’Den forsigtige saks’, som… ja handler om en saks, som render rundt og laver ballade (!). Chief 1 er endnu en gang kompagnonen, men man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan dette track er kommet til verden. Det har måske noget at gøre med weeden, men der er rigtigt langt fra en idé om en forsigtig saks til at gøre det til et nummer på ens plade. Alligevel kan man ikke tillade sig at blive særlig overrasket, fordi det er Kølig Kajs utilregnelige stil. Det er et kunststykke om at skrive sange om absolut ingenting.

Til gengæld kommer den anden store overraskelse på ’Gnuer på lur’, når man tager med Kølig Kaj på ekspedition efter den sagnomspundne hvide gnu. Det er endnu en fængende fortælling, hvor han har allieret sig med selveste Michael Bundesen fra Shubberne. En af Danmarks kendteste sangstemmer har fået lov til at synge det velvalgte omkvæd; ”Der er gnuer på lur/ Når Kølig Kaj kommer”. Det beviser virkelig, hvordan Kølig Kaj har sine kontakter i orden, og hvordan han ligesom har trukket i trådene for at samarbejde med toppen i musikindustrien. Når man så derefter tager på tur i ’Den kaotiske flyver’ med Kaj og Tue igen, så kan det næsten ikke blive bedre. Men jo det kan det, for hele pladen slutter med et kig bag facaderne på ’Hotel Kølig In’. Det er et pose-cut hvor blandt andre Konen og Tue er med på rap, og Geolo G giver den som den frygtindgydende vagtmand på hotellet. Det er klart et sted, hvor jeg gerne ville holde sommerferie, men er bange for de er overbooket mange år frem.

Kølig Kaj havde X-faktor både på kryds og tværs, og med et overskud der smittede af i hans sange. For at opsummere ’Solgt Ud!’, så er der tre store overraskelser: 1. Tue Tracks beats – herunder den sindssyge ’Elevator Woman’ 2. Michael Bundesen på omkvæd og ekspedition 3. Pose-cuttet med arbejderne fra hotellet. Albummet er en spøjs blanding af et halvhjertet forsøg på at sælge bredt og underlige tekstidéer, men man kan skimte ironien bag og kærligheden til musikken. Det er derfor at Kølig Kaj har fået en slags kultstatus, fordi han gik sine egne veje, og ikke havde samme lyd som alle andre.

Hvis man gerne vil booke Kølig Kaj til at optræde, så står der et nummer til hans management i coveret. Men hvis man ringer, så er det en dame med kraftig asiatisk accent, som sagtens kunne være thailandsk, der tager telefonen. Hun er ikke specielt veltrænet i dansk, så det tager lidt tid at få Kølig Kaj byttet ud med kylling i karry, men jeg fandt til sidst ud af, at hun ikke kendte ham. Meget ærgerligt, men man kan så i stedet melde sig ind i Køligs fanklub, hvis den stadig eksisterer.

Eftersigende skulle Kølig Kaj stadigvæk lave musik, men har skiftet navn og går nu under det mere internationalt klingende Kool Bandi. Jeg ved ikke, hvad han render rundt og laver, men hvis du kender ham eller tilfældigvis møder ham til et jam, så husk lige at give ham fem. Sig til ham at vi stadig husker ham, og at vi er nogen, der ville stemme på ham, hvis han stillede op til valg: ”Kølig Kaj for præsident mens Kongehuset rådner op” (’Hvem er det der banker?’).

Skrevet af Jaycob 05.09.2010 arkiveret under Artikler |