En af tidens mest flamboyante og selviscenesættende rappere, Floridas selvudråbte kokainkonge Rick Ross, er aktuel med sit fjerde album. ‘Teflon Don’ indeholder flere rigtig fede tracks, men lider desværre også under manglende kvalitet og substans på indholdssiden, og en lille håndfuld numre kunne med fordel være udeladt.

Forudsætningerne for det 11 skæringer lange album synes eller at være virkelig gode. Den populære sydstatsrapper har nemlig hvervet en regulær stjerneparade af samarbejdspartnere til udgivelsen. Og selvom der blandt disse da er enkelte skuffelser, så leverer mange af de prominente samarbejdspartnere faktisk rigtig fine bidrag til albummet.

Jay-Z og Jadakiss lægger for eksempel gode vers på henholdsvis den fede ’Free Mason’ og tema-tracket ’Maybach Music III’, der samtidig indeholder stemningsfulde vers og omkvæd af henholdsvis John Legend og Erykah Badu.
Rappens nye superstjerne Drake sørger sammen med den opkommende R&B- og soul-sangerinde Chrisette Michele for den rette stemning på sjæleren ’Aston Martin Music’, mens Cee-Lo Green tilføjer et lækkert, soulet hook til den ellers lidt kedelige ’Tears of Joy’.

Derudover bidrager Kanye West positivt ved at tilføre variation til albummet i form af en klassisk Kanye-produktion, omkvæd og et fornuftigt vers på andensinglen ’Live Fast, Die Young’. Albummets måske bedste præstation leveres dog af R&B-sangeren Ne-Yo, der tilføjer et honey smooth og fænomenalt omkvæd til den lækre førstesingle ’Super High’. Et nummer der, med sit Barry White-agtige og sex-emmende groove samt en yderst oplagt Rick Ross, for mig aspirerer til at være albummets måske bedste.

Også på producersiden har Ross allieret sig med virkelig stærke navne, heriblandt hot shots som No I.D., Clark Kent, hypede J.U.S.T.I.C.E. League, førnævnte Kanye West og ikke mindst Lex Luger. Med dette all star-team i ryggen har Rick Ross skabt en samling rigtig fede skæringer, og de to Lex Luger-bangere ’MC Hammer’ og ’B.M.F. (Blowin’ Money Fast)’ er blandt de allerbedste. På deres hårdtslående og pompøse produktioner kommer Rick Ross’ larger-than-life attitude, flabede flow og beskidte rim nemlig for alvor til sin ret. Og i virkeligheden er der vel i øjeblikket få, der laver bangere som Ricky Ross.

I den mere laid back, men bestemt også vellykkede afdeling skal specielt den elegante ’Maybach Music III’, den let melankolske ’Aston Martin Music’ og selvfølgelig den førnævnte ’Super High’ fremhæves. Det er egentlig utroligt, som Rick Ross’ flow og stemningsfulde vokal fungerer næsten ligeså godt over smøde og tilbagelænde tracks som på bangere.

Imidlertid indeholder ‘Teflon Don’ beklageligvis også numre som ’Tears of Joy’, ’No. 1’, ’All the Money In the World’ og ’I’m Not A Star’, der alle efter min mening hverken musikalsk eller lyrisk er særligt interessante og må betegnes som fillers, og det er mange på et album blot 11 numre. Især sidstnævnte er med en tam produktion og uinspirerede rim tenderende til ligegyldig.

Dertil kommer, at ligeså vild som jeg er med Rick Ross’ flamboyante udtryk og overdrevne tekstunivers, ligeså meget savner jeg bare en lille smule substans på ‘Teflon Don’. Jeg forventer ikke, at Ross skal beskæftige sig med dybe eller personlige emner, for det passer ikke til den lyriske persona, som han opbygger sine albums omkring. Men jeg savner en højere grad af storytelling om denne lyriske persona, hvis den for alvor skal være interessant.

Når nu Ross har valgt at opkalde albummet efter New Yorks infamøse mafiaboss John Gotti (navngivet The Teflon Don fordi de fleste retssager imod ham endte med enten en delt jury eller frifindelse), så ville det have været oplagt at benytte dette som afsæt til nogle moderne gangsterfortællinger. Men måske har Ricky ikke evnerne til det?
Når han så samtidig ikke er ligeså inspireret i sin braggadocio-rap, og rimene ikke er lige så skarpe, som på nogle af hans foregående albums, så bliver man i længden lidt træt af at høre om berømmelse, penge, biler, damer, rosé og kokain.

Og så kan jeg trods alt altså ikke lade være med at få bare en lille smule pres over disse utroligt usympatiske linier:
”She had a miscarriage/I couldn’t cry though/
Cuz you and I know/She was only my side hoe/”
(‘Live Fast, Die Young’)

På trods af den stak virkelige fede numre, der trods alt findes på albummet, vælger jeg derfor at give ‘Teflon Don’ tre kraftige spots.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Anders Madsen 10.09.2010 arkiveret under Anmeldelser |