12.09.2010

Fik du egentlig hørt… Kinski – ‘Vi taler dansk!’ (album)

Med anmeldelsesserien “Fik du egentlig hørt…” rettes Spotten mod udgivelser, der smuttede under de flestes radar, dengang de var friske fra trykpressen, men som af forskellige grunde fortjener opmærksomheden nu. Denne gang kastes lidt velfortjent hype efter et gratis album ud over det sædvanlige, nemlig Kinskis ‘Vi taler dansk!’ fra 2009.
Navnet Kinski dækker over konstellationen DJ Turkman Souljah, Per Vers og Oliver Ravn (vel nok bedre kendt som Ole Omkvæd eller Ole D).

Det var bestemt ikke første gang et album lages ud til gratis download, men i hiphop-regi er der oftest tale om mixtapes og lignende projekter, som mest har til formål at skabe omtale og fungere som appetitvækker for et kommende album. I tilfældet ‘Vi taler dansk!’ er der imidlertid tale om et gennemarbejdet album, og endda et ganske helstøbt ét af slagsen.

Ballet åbnes med ‘Tal pænt’, der i mine ører handler om det at være lidt for flink og velopdragen til en hiphop-kultur, hvor høflighed og Emma Gad ikke er god tone – en problematik, som jeg sagtens kan forestille mig både Per og Ole tit har haft inde på livet. Nummerets tilgang er humoristisk og omkvædet, der nærmest lyder som blev det sunget af gregorianske munke, leveres af ”mandekor med bandeord”.
Spor 2 hedder ‘Føl det pis’ og byder på laid back braggadocio over en produktion af det for mig ubeskrevne blad Karma. Og det er sådan set det nærmeste vi kommer det navlepilleri, som præger 90% af alle rapudgivelser, danske såvel som udenlandske, i disse tider.
Det tredje nummer er det humoristiske og smågeniale ‘Skosvært’, som på sin vis ligger i forlængelse af ‘Tal pænt’, idet det også handler om at passe dårligt ind. Jeg er sikker på mange danske rap-fans vil kunne relatere til det. Jeg trækker i hvert fald på smilebåndet hver gang jeg hører omkvædet (hvorpå Per og Oliver i øvrigt får selskab af Al Agami): “Ja, det’ sgu svært når man godt vil være sort/Det’ ne’eren/ Det’ skosvært’!”

Rent tematisk favner ‘Vi taler dansk!’ meget bredt, men man kan med rimelighed sige, at de første tre numre udgør den mere letbenede del af pladen. Selv om den resterende del af pladen er præget af tungere emner som politik, klimaforandringer og egoistisk forbrugerkultur, synes jeg nu alligevel det opleves som om der er en rød tråd igennem hele albummet, hvilket egentlig er ret imponerende, da flere af numrene faktisk er lavet til andre projekter.
Albummet har fået virkelig mange spins her, uden at jeg har følt mig fristet til at springe noget over. Derfor er det også svært at fremhæve enkelte numre, da det nødvendigvis sker på bekostning af andre numre, og jeg synes faktisk Kinski har formået at skrue et album sammen, som er helt uden unødvendigt fyld. Hvis man skal være super pedantisk kan man måske godt argumentere for, at den tosprogede ‘Badunk Gadunk’ ikke passer helt ind blandt de ellers udelukkende dansksprogede tracks (og i forhold til albumtitlen i øvrigt), men selvom jeg ikke er fan af at blande sprog på den måde synes jeg ikke det er noget der betyder meget for helhedsindtrykket.

Per og Ole udveksler vers på de fleste numre, men der bliver også plads til solonumre fra dem begge. Der er utrolig mange vers, som kunne være værd at citere, men man kommer i den forbindelse ikke uden om Pers solonummer ‘F-ordet’. Jeg ved ikke om Per har været inspireret af Saigon og Kool G Raps ‘Letter P’, men ”opskriften” er den samme, om end Per følger den endnu mere disciplineret end hans amerikanske kollegaer:

“Falske floskler fyger fra de folkevalgte/ Fjernsynet filmer fortroppens faldne/
Fodfolkenes forældre får fugtige øjne/ Folketingets fronter fordeler sig på fløjene/
F-15 fly fremfører farlig fragt som Frodo/ Formiddagsblade forsynes med farvefotos/
Flyvevåbnet og flåden frådser med finanser/ Flommefed forretning for forsvarets fabrikanter/
FBI fanger og forulemper/ Folk de førhen finansierede som frihedskæmpere/
Det’ en farce om de fossiler vi forbruger/ Fogh følger forpustet sin faderfigur/
Det’ forretning, og jeg foragter det for fa’en/ Ikk’ fordi at jeg forråder mit fædreland/
Men fordi jeg forestiller mig en fælles fremtid/Mit favorit fy-ord på fire bogstaver er ”fred”/”

Ayatollah er krediteret for produktionen til ‘De usynlige’, suppleret af den levende trommemaskine Nappion, og det må vel siges at være lidt af et scoop. Resten af lydtapetet er leveret af en flok af de dygtigste producere herhjemme, og jeg synes på ingen måde Ayatollah gør dem til skamme. Robin Hannibal og Ronni Vindahl fra Boom Clap Bachelors sætter deres organiske, jazzede præg på albummet med fire af de i alt 12 skæringer. Phafalaion og Es har hver især stået for to af produktionerne. Og endelig leverer Context og Turkman Souljah hver et beat.
Jeg synes også her det er svært at fremhæve et enkelt nummer da samtlige produktioner er virkelig gennemførte. Men skal jeg vælge en personlig favorit må det nok blive Olivers solonummer ‘Da vandstanden steg’, som er produceret af Turkman. For dem der har fulgt mandens produktionsvideoer på YouTube kan det ikke komme som en overraskelse, at han udover at være én af landets absolut dygtigste DJs også er en virkelig habil beatmager. Opskriften er simpel, men effektiv: tunge trommer og tung bas med et skrøbeligt, melankolsk pianoriff og en æterisk tværfløjte. Det er klassisk boom bap uden på nogen måde at lyde forældet og det fungerer enormt godt i samspil med Olivers dommedagsprofetiske tekst:

“Da vandstanden steg, gik det ud over dem som ik’ var højt over havet/ Der ik’ var højt begavede/
De troede ik’, at det var så alvorligt/ De så en film om det, men den var dårlig/
De troede ik’ på, at det ku’ gå så galt/ Ikke for de riges reservat/
FN sagde, ”jamen, vi ka’ da dele”/ De havde vist nok også et klimapanel
Med 1900 forskere der var enige/ Folk ville bare forsvare, at de var stenrige/
Og så pludselig så var husly/ en russisk by med et usselt ry/
Og lille Marta hun ville bare hjem/ Og alt Far havde det var starthjælp/
Så begyndte det at sive ind/ Det’ vist ligesom det man kalder karmalovgivning/
Det vi gi’r er det vi får/ En grænsevagt med fedtet hår i Skt. Petersborg/”

Det der virkelig får ‘Vi taler dansk!’ til at skille sig ud fra mængden af gratis download-albums, er at der i den grad har været overskud til at finpudse og gøre noget ud af detaljerne, så pladen ikke kommer til at fremstå som et ufærdigt produkt. Som for eksempel når Turkman Souljah på ‘Skosvært’ scratcher den fascistiske flodhest Dolphs stemme ind med replikken ”danske rappere vil være negermusikanter / men de er en flok blege konfirmander”. Det er sgu genialt!
Eller det, at man har fået Ole Corneliussen, der, som Per udtrykker det, ”var mr. Radioavis i 30 år”, til på ‘F-ordet’ at indlæse nyheden om, at brugen af ordet ”fred” fremover vil blive betragtet som landsskadelig tankegang og derfor bortcensureres – det giver nummeret en ekstra indsprøjtning troværdighed.
Og også det, at de i øvrigt fremragende produktioner i mange tilfælde suppleres med liveinstrumenter – alt fra saxofon over klarinet og cembalo til indiske strengeintrumenter.

I min bog er ‘Vi taler dansk!’ et af de mest formfuldendte danske albums i en årrække, og så er det altså endda gratis. Det kan stadig downloades, og er også trykt i begrænset oplag på en lækker vinyl med tekster trykt på inner sleevet – der er stadig få eksemplarer tilbage hos Route 66 i Kbh og Århus samt Moby Disc.

5 ud af 6 spots

Skrevet af Mic 12.09.2010 arkiveret under Anmeldelser |