18.10.2010
LiveSpot: Black Milk @ Loppen, d. 14/10-10
Det var endelig blevet lille-fredag, og ikke en helt almindelig en af slagsen. Detroit-mastodonten Black Milk havde København som første stop på hans europæiske ’Album of the Year’-turne.
Det var dog langt fra alle hiphop-interesserede hoveder, som dette var gået op for. For da klokken rundede 22.45 og dj, keyboardspiller samt trommeslager var at finde på scenen, rummede Loppen vel kun små 100 publikummer til aftenens koncert – en anelse trist.
Efter et kort medley af diverse numre fra Black Milks katalog, sprang han så endelig selv på scenen til lyden af intronummeret ’365’ fra den nyeste plade. En rigtig god partystarter, og de få fremmødte var da også lynhurtigt kommet i god stemning.
Det møg rå ’Black and Brown’ og ’Popular Demand’-skæringen ’So Gone’ fulgte herefter. Det hele lød faktisk glimrende med ekstra keys og specielt med Daru på trommerne. Det gav en helt anden intensitet til produktionerne og stemningen. Daru klarede jobbet fantastisk – også uden at overdøve Black Milk, der trods ikke at være verdens mest kraftfulde eller dygtigste mc, gik forholdsvis klart igennem. Det skal dog siges, at det ofte er svære arbejdsbetingelser, som kunstnerne på Loppen har at arbejde med.
Generelt flød koncerten rimelig fint fremad, og man blev sparet for de helt store pinagtige indslag. Ja, Black Milk havde glemt, hvor mange gange han havde været i København – han talte to, jeg kan huske tre, og ja, hans mega blærede freestyle var nok mere en a cappella af et uudgivet nummer, men det var intet, som ødelagde noget for aftenens koncert.
Vi fik selvfølgelig hørt ældre numre som ’Shut It Down’ – i en fresh spicet up udgave – ’Hell Yeah’,’Say Something’ og ’Action’, men jubelen var dog størst, da Slum Village-klassikeren ’Fall-n-Love’ ganske nærtliggende bragede ud af højttalerne – vi fik endda også T-3’s vers rappet af Milk. Black Milk kom netop frem via Slum Village og B.R. Gunna-producerkollektivet, så det virkede ikke over-corny at spille andre folks musik. Som det ellers ofte er tilfældet ved hiphop-koncerter.
En del af numre var også blevet revideret en anelse, så der var lidt musikalske overraskelseselementer. Det talte alt fra ’Liquid Swords’ i et medley til rap over Isley Brothers‘ ’Footsteps in the Dark’ samt vanvittigt trommespil i en solo fra Daru under ’Give the Drummer Sum’ – det var jo egentlig også meget passende.
Der var meget fokus på numrene fra ’Album of the Year’. ’Warning’ og ’Closed Chapter’ fungerede glimrende live, mens ’Welcome’ samt ’Round of Applause’ var eminent fede. Det er tydeligt, at idéen med livebandet var at fange stemningen fra ’Album of the Year’, og det klarede Daru til UG – specielt under ’Round of Applause’. AB på keyboard var såmænd fin nok, men det var ikke noget, der imponerede på samme måde som Daru. AB kunne synge var heller ikke i fokus – lidt en skam.
Da aftenens koncert lakkede mod enden, kom der noget af et orgie af hardcore-hiphop-nyklassikere. Med ’The Matrix’, ’Deadly Medley’ og ’Losing Out’ satte Black Milk en tyk streg under, at han i den grad har leveret numre, som alle bør sætte pris på og huske – det var i hvert fald tydeligt at crowden kunne huske og elskede disse tre fantastiske skæringer. Det hjalp også på det hele, at Daru bag trommerne havde et helt vanvittigt solobreak, hvorefter musikken igen kørte tilbage til ’Losing Out’-voicesamplet.
Herefter fik vi det første hit, som knøsen fabrikerede – ’Sound the Alarm’. Dette ellers yderst bangin’ track satte dog ikke helt gang i publikum, som de foregående formåede. Så Black Milk hoppede af scenen efter en lille times optræden. Det virkede egentlig som, at showet var slut – og det var det vel også, for Black Milks twitter var allerede i gang med at blive opdateret. Den lille crowd trampede dog i gulvet, og leverede en overraskende vild stemning – så vi fik en lettere ydmyg Black Milk tilbage på scenen igen i små ti minutter mere. Det betød at koncerten rundede en time – samt at ’Danger’ improviseret blev smidt på sætlisten. Der var sgu meget god value for money denne aften.
Aftenens fesne fremmøde var en anelse synd – for det var tydeligt for enhver, at Black Milk havde tænkt meget over sættet, band og diverse finurligheder under showet. Vi blev så sandelig ikke spist af med det sædvanlige rapfjol og gunshotshow fra dj’en. De ofte fantastiske trommer fra Black Milks hiphop kom i den grad til sin gode ret via Daru, og der var intet så godt som at starte torsdagsbranderten ved at få banket solid Detroit-hiphop ind i øregangene.
4 ud af 6 spots
Foto: Frederik Høyer-Chr./gbCrates (klik på skudene og de vokser)
Skrevet af Toobs 18.10.2010 arkiveret under LiveSpot |