Lad det være sagt med det samme, jeg er kæmpe Kanye fan. Ikke alene har han i mine ører formået at lave tre nærmest fejlfri albums i træk, men hans lettere mislykkedes fjerde forsøg i form af ‘808s & Heartbreaks’ er et testamente på hans originalitet og beslutsomhed som kunstner, og så kan man godt se igennem fingrene med lidt autotune. Og det er præcis den beslutsomhed der gør Kanye så fed, JA han er et egocentreret møgbarn, men han giver heller aldrig udtryk for andet og det gør ham til én af de mest ærlige kunstnere i hele hiphop-land.

Musikken kan man som regel heller ikke sætte en finger på, perfektionist til fingerspidserne og det kan mærkes og høres. Lyrisk kommer han muligvis aldrig op på siden af en Big L og flowmæssigt kommer han nok heller aldrig op på siden af en Eminem, men det er heller ikke meningen, og det ville egentlig heller ikke være retfærdigt over for Kanye, kun at bedømme ham ud fra disse kriterier.

Nu er Kanye så klar med sit fjerde udspil, der hovedsageligt skal prøve at få hele mainstream Amerika til at glemme Taylor-gate. Men som også har en helt anden skjult dagsorden, nemlig at prøve at få os alle til at forstå visionen bag ‘808s & Heartbreaks’.
Albummet åbner med det hjernedøde ‘Dark Fantasy’, som er co-produceret af Rza og No I.D.. Det kan høres, og det virker nærmest helt surrealistisk at høre Kanye flowe over en Rza produktion. Personligt er det albummets absolut bedste nummer og parringen fungerer i en grad som man nærmest ikke kan forstå, før man hører det. Man kan kun håbe at Rza i fremtiden vil være at finde blandt Kanyes faste samarbejdspartnere.

Derefter står det på den ene Kanye-banger efter den anden, så det nærmest er svært at trække vejret imellem hvert nummer, samtidig med at Kanye endnu engang viser at han er en mester i at udvælge gæster til sine albums – hvem havde troet Kid Cudi og Raekwon kunne fungere så godt sammen?
Omkring halvvejs bliver tempoet sat ned, mens der bygges op til albummets main attraction, den 9 minutter lange ‘Runaway’, der fungerer som bindeled mellem Kanyes to personligheder: nemlig den pralende Chicago-rapper og den følsomme, autotunende “sanger”. Hvad der derefter følger er en række numre, som mere eller mindre afklæder alle Kanyes bombastiske floskler, som han så flot har bygget op på albummets første otte skæringer.
Det er her albummet i en vis grad kommer i fare, for Kanye vil så gerne prøve at samle trådene mellem sin gængse rap-persona og den udvikling han gennemgik med ‘808s & Heartbreaks’. Heldigvis for Kanye besidder han en sjælden evne til at kæde det musikalske sammen til en helhed, så hele albummet føles som en lang naturlig udvikling. Fra den bombastiske ‘Power’, forbi den minimalistiske ‘Runaway’ og hele vejen hen til den melankolske ‘Blame Game’ formår Kanye at skabe en kraftpræstation af et album, som forhåbentlig vil få enkelte af hans tvivlere til at give ham en chance – og så gør det ikke noget at ‘Lost In The World’ er noget være rod.

6 ud af 6 spots

Skrevet af SPOL OP! 23.11.2010 arkiveret under Anmeldelser |