Så er det blevet tid til den berygtede “4th Quarter”, som er tiden hvor alle de store selskaber sætter alle sejlene ind for at prøve at erobre noget af det vigtige julesalg. 50 Cent-håndlangeren og G-Unit-medlemmet Lloyd Banks har været så heldig at få en af de eftertragtede 4th Quarter-pladser, men er det som forsøg på at højne det faldende G-Unit-brand, eller er Lloyd Banks’ nyeste plade blot endnu et skattefradrag for den stenrige G-Unit-frontmand?

Ofte er det kun de absolut største kunstnere som får muligheden for at smide en plade på gade i denne periode, der i år har budt på udgivelser fra Kanye West, Nicki Minaj, Kid Cudi, Cee Lo og ikke mindst en bog fra 4th Quarter-kongen Jay-Z.
Andre derimod, har en lidt anden tilgang til 4th quarter-udgivelserne, og ser dem i højere grad som en mulighed for de store selskaber at udgive en masse sub-udgivelser, så de kan nå at få de sidste skattefradrag i hus, inden udgangen af det indeværende regnskabsår – såkaldte “tax write-offs”.

‘H.F.M. 2’ lægger ud med det stærke ‘Take ‘Em to War’, som tydeligvis viser at Lloyd Banks er en sulten rapper, som uden nogen problemer kan stå på egne ben. Det er en følelse som gennemsyrer det meste af albummet, hvor Lloyd Banks viser, at han ikke har noget problem i at agere hovedperson, til trods for nogle meget potente gæster som blandt andet Styles P, Raekwon, 50 Cent, Kanye, Fabolous og Pusha T, der på intet tidspunkt formår at out-shine hovedpersonen.

Albummet henleder tankerne til den helt tidlige G-Unit/50 Cent-lyd, som var med til at definere east coast-lyden i begyndelsen af det nye årtusinde og som kastede 50 Cent ud i stratosfæren. Det samme gør lyrikken, som man enten elsker at hade eller hader at elske.

Det betyder dog ikke at Lloyd Banks har lavet et perfekt album, for desværre er det ikke alle numre som fungerer lige godt. Numre som ‘Beamer, Benz or Bentley’ er hørt før og meget bedre. Derudover er de få hunkøns-venlige sange a la ‘Celebrity’, ‘So Forgetful’, ‘I Don’t Deserve You’ og især ‘Any Girl’ bare ikke særlig interessante, og lefler lidt for meget for radiopublikummet. Det er synd når nu Lloyd Banks ellers har formået at lave en ret gritty east coast-plade, sådan som det nu engang lyder i 2010.

Den store mængde af de ovennævnte numre og den relativt korte spilletid, gør desværre at Lloyd Banks ikke rigtig formår at snige sig særlig meget højere end en middel karakter. Det er en skam for albummet har virkelig meget potentiale i de øvrige numre.

3 ud af 6 spots

Skrevet af SPOL OP! 25.11.2010 arkiveret under Anmeldelser |