I en periode hvor det har virket som om flere og flere rappere har været på konstant jagt efter det næste store hit, er vi endelig ved at bevæge os ind i en tid, hvor det at lave et helstøbt album ser ud til at være blevet en topprioritet igen. Det er især kommet til udtryk på østkysten og den mere boom-bap orienterede rapscene, som de seneste 2-3 år har budt på den ene kvalitetsudgivelse efter den anden.

Nu står vi så med et nyt album fra en kunstner, som langt hen ad vejen var med til at introducere denne nye tendens, da han tilbage i 2008 udgav det fantastiske ‘Grey Hairs’ og var med til at kick-starte en ny bølge af kvalitets østkyst-udgivelser, godt hjulpet af Statik Selektah. Hvis I skulle være i tvivl, eller ikke har læst overskriften, så drejer det sig selvfølgelig om Reks, der endnu engang er parat til at sætte standarden for hvordan østkysten skal lyde anno 2011 – og tro nu ikke at det hele handler om at kigge tilbage.

“No time for looking back, it’s done”. Denne lille soundbite fra Nas‘ ‘One Love’ på det DJ Premier-producerede åbningsnummer ’25th Hour’ er uden tvivl den sætning som bedst kan opsummere Reks’ nye album, som allerede inden det ramte masserne, blev hyldet for at bringe den “gamle lyd” tilbage til en tid hvor rap var råt og “ægte”. Det er dog i min optik en stor fejlfortolkning, for Reks dvæler netop ikke ved fortiden men giver derimod et alternativ til hvordan nutidens hiphop også kan lyde.

Det er en vigtig distinktion, for på den ene side ender albummet ikke med at være et fortidslevn og en leflen for de gamle purister, samtidig med at han stadig kan bibeholde den kompromisløshed i sin musik, der er nødvendig for at lave et relevant og lytteværdigt album i 2011, som kan appellere til en bred vifte af hiphop-lyttere.

Hvis man skal gribe fat i selve musikken, kan jeg kun sige, at Reks endnu engang har formået at skrue et utrolig helstøbt album sammen, som er spækket med det ene nævneværdige nummer efter det andet. Reks er 100% tændt fra start til slut, uden undtagelse, og det skinner igennem på samtlige tracks, hvor man flere gange er ved at brække nakken af bare begejstring. Faktisk er albummet fyldt med så mange quotables og genlytningsværdige linjer, at man vil finde sig selv trykke replay mere end en enkelt gang, så man til sidst ender med at have hørt albummet 3-4 gange ved hver gennemlytning – og hvem kan ærlig talt huske hvornår, de sidst har gjort det.

Produktionssiden skuffer bestemt heller ikke, og med folk som DJ Premier, Pete Rock, Hi-Tek, Fizzy Womack og Alchemist, der alle leverer deres absolutte A-game, så er der ikke meget andet man kan forlange. Det er dog uden tvivl Statik Selektah, som igen, igen skiller sig ud, med den ene lækre produktion efter den anden, hvilket endnu engang beviser at han simpelthen ikke får den anerkendelse og respekt han fortjener, og i stedet gang på gang bliver fejlkritiseret som en DJ Premier-klon.

Alt dette betyder dog ikke at der ikke er enkelte svipsere, hvor der simpelthen bare er nogle koncepter som ikke fungerer efter hensigten. I særdeleshed ‘Limelight’ og ‘Mascara – The Ugly Truth’, to numre der decideret kan kategoriseres som dårlige, og som desværre bryder en stor del af det flow og momentum som albummet ellers formår at opbygge. Det er selvfølgelig overhovedet ikke nok til, at albummet mister den kant og energi, det ellers frembringer, og der skal absolut ikke herske nogen tvivl om, at dette album vil stå som et af 2011’s bedste udgivelser, når det bliver tid til at gøre status.

5 ud af 6 spots

Skrevet af SPOL OP! 22.03.2011 arkiveret under Anmeldelser |