21.05.2011

LiveSpot: L.O.C. @ KB Hallen 20/5-2011

At L.O.C. er den mest eksponerede personlighed i dansk rap, kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Med flere radiohits end jeg kan tælle på to hænder og ligeså mange udsolgte koncerter, har L.O.C. med tiden ikke alene slået sit navn fast som den absolut største rapper i landet, men også som en af de mest relevante kunstnere i nyere dansk musik – overhovedet. Og uanset om man som hiphopper, kan lide eller forstå hans musikalske retninger, er det for så vidt underordnet, for L.O.C. transcenderer og rækker langt bredere end den hiphop-scene han udspringer fra, og det var aftenens koncert i KB Hallen et testamente for.

Men inden jeg forhaster mig, var der også lige noget med noget opvarmning. Det er egentlig ikke fordi jeg vil bruge super meget tid på den, og den spiller absolut ingen indflydelse for karaktergivningen fra min side, men den skal alligevel med. Første mand/mænd på scenen var bandet Gustav, der er ikke så meget andet at skrive, end at det mindede lidt for meget om noget efterskolerock og at de spillede 5 numre, som alle var glemt lige så hurtig som de var spillet.

Næste mand, var til gengæld betydeligt mere interessant, og vel også aftenens reelle opvarmning, nemlig albumaktuelle 4PRO. Til trods for en noget mudret lyd fra KB Hallens side, fik 4PRO leveret seks numre, som havde fortjent en langt bedre modtagelse, end den som blev givet af publikum. Til trods for nogle heftige bangere, i form af ‘Skyderi’, ‘Tiden vil vise’ og ‘På Listen’, så var det kun det L.O.C.-assisterede ‘Helt Alene’ der frembragte reaktioner hos publikum.Forventeligt? Uden tvivl, men stadig ærgerligt for 4PRO, der bestemt gjorde sit for at levere varen.
Netop publikums modtagelse af 4PRO, gav mig bange anelser omkring deres engagement, men denne tvivl blev manet grundigt til jorden, da L.O.C. ene mand gjorde sin entré og publikum endelig fik mulighed for at vise deres begejstring overfor aftenens hovedperson. Modtagelsen skulle dog vise sig at være det rene vand, i forhold til hvad der efterfølgende fulgte. I en seance, der bedst kan beskrives som halvanden times nonstop fællesrap/sang, holdt L.O.C. nemlig publikum i sin hule hånd og guidede os igennem sit omfattende repertoire af hits, der efterhånden spænder over 10 år og 5 albums.

Og rundt i repertoiret, det kom vi. Allerede efter åbningsnummeret ‘Vågen’, blev vi kastet tilbage i tiden, til et af L.O.C’s allerførste rigtig store hits, nemlig ‘Frk. Escobar’, et nummer som var med til at få publikum helt op i det røde felt, hvor de blev fastholdt fra start til slut. Som aftenen skred frem, nåede vi således igennem alle numrene fra ‘Libertiner’, blandet godt op med de allerstørste hits fra hans nyere albums – og hvor er der egentlig mange.
Det blev dog ikke kun til de nye numre, og efter en lille samling af hans mest depressive numre, som næsten (kun næsten) var ved at tage momentum fra publikum, indledte L.O.C. således en medley af nogle af hans mest mindeværdige hits fra perioden før ‘Melankolia/XXXCouture’, som blandt andet inkluderede ‘Drik din hjerne ud’ og ‘Inkarneret’. Netop dette medley var den perfekte energiindsprøjtning til publikum, der derefter fortsatte ufortrødent med det høje energiniveau, som var blevet lagt fra start.

Koncertens klimaks kom dog hen mod slutningen, først med ‘XXXCouture’ og så kort tid efter med en hårdtslående trio af numre; ‘Undskyld So’, ‘Ikk’ nogen diskussion’ og ‘Momentet’, hvoraf det sidste var aftenens absolutte højdepunkt.
Lige inden havde USO gjort sin entré til ‘Ikk’ nogen diskussion’, som var ved at løfte taget i KB Hallen, men det var dog offentliggørelsen af, at musikvideoen til ‘Momentet’ ville konstitueres af liveoptagelser fra koncerten, der fik det hele til at kamme over. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvordan det var at opleve 2500 mennesker skråle med til nummeret, men overvældelsen var i hvert fald også at mærke hos L.O.C., da han med følelsesladet stemme, kort tid efter takkede af og forlod os for denne gang.

Uanset om man kan lide den musikalske retning L.O.C. har taget de seneste år, så kan man ikke afskrive den pragtpræstation, som blev leveret denne aften i KB Hallen. Kunne der have været flere af de lidt ældre numre? Muligvis. Var lyden lidt for ”mudret” enkelte gange under koncerten? Uden tvivl. Men det er bagateller, som intet tager fra L.O.C.’s optræden og som næppe havde kunnet indfries med en så stram setlist og under KB Hallens rammer.
Klædt i ægte Libertiner stil, med åben hvid butterfly hængende langt ned om halsen, og ingen andre end sig selv, en mikrofon og et tændt publikem – samt et lysshow der havde gjort Puff Daddy misundelig – viste L.O.C. sit format som superstjerne og cementerede endnu engang sin plads, som Danmarks absolut største rapper og som en af nutidens største danske kunstnere.

Setlist:
1. Vågen – Libertiner
2. Frk. Escobar – Cassiopeia
3. Hvorfor vil du ikk’ – Melankolia/XXXCouture
4. Rigtig – Libertiner
5. Fellatio – Melankolia/XXXCouture
6. Blod i min hud – Melankolia/XXXCouture
7. Min parafili – Libertiner
8. Sl!k – Melankolia/XXXCouture
9. Langt ude – Libertiner
10. StarFuckMig – Libertiner
11. Drik din hjerne ud – Dominologi
12. Få din flask’ på – Cassiopeia
13. Inkarneret – Inkarneret
14. De sidste tider – Cassiopeia
15. Når jeg har jer – Libertiner
16. Libertiner – Libertiner
17. #%!@ mig nu – Melankolia/XXXCouture
18. Fordi jeg kan – Melankolia/XXXCouture
19. XXXCouture – Melankolia/XXXCouture
20. Flamboyant – Libertiner
21. Undskyld So – Inkarneret
22. Ikk’ Nogen Diskussion (Feat. USO)
23. Momentet (Feat. USO) – Libertiner
24. Ung for evigt – Libertiner

Foto: Michael Hornbogenwww.michaelhornbogen.wordpress.com
Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

6 ud af 6 spots
null

Skrevet af SPOL OP! 21.05.2011 arkiveret under LiveSpot |