31.05.2011

Lupe Fiasco – ‘Lasers’

Lupe Fiasco har mødt et par gedigne bump undervejs i sin karriere. Det startede med, at det fremragende debutalbum lå på nettet længe før udgivelse, og efter kommerciel succes og bred anerkendelse havnede ordekvilibristen fra Chicago pludselig i en seriøs kambollage med pladeselskabet. Ingen vidste helt, hvad der foregik med næste udspil fra Fiasco. Fansene gad dog ikke vente på selskab, A&R og alt det andet pjat, og forlangte gennem en underskriftsindsamling, at Atlantic Records udgav ’Lasers’. Det var måske ikke jordens bedste beslutning… .

’Letting Go’ indleder ellers på smukkeste vis albummet. En fokuseret Lupe i et nummer med en mere dyster stemning, end man ellers kunne forvente som første nummer, rapper sig flot igennem. ”Burdens on my shoulders now, burnin all my motives down // Inspiration dryin up, motivation slowin down”.

Generelt er det klart, at Lupe siden ’The Cool’ ikke har mistet evnen til at skrive gode, indholdsrige tekster. På ’Words I Never Said’ lufter den samfundskritiske Lupe i den grad sine tanker om den amerikanske regering med rim som:

”I really think the war on terror is a bunch of bullshit // just a poor excuse for you to use up all your bullets
How much money does it take to really make a full clip? // 9/11, Building 7, did they really pull it?
Uh, and a bunch of other cover ups // Your child’s future was the first to go with budget cuts”

I dette nummer bakker en rå produktion flot teksterne op. Om end Skylar Greys distortede stemme – og i det hele taget hendes tilstedeværelse på nummeret – for min skyld godt kunne have været sløjfet.

Et af de to-tre virkelig stærke numre på ’Lasers’ er ’All Black Everything’, hvor der filosoferes over en verden med ændrede styrkeforhold mellem kulturer og racer. Hvis blot de resterende numre havde været i den liga, så havde vi været ude i et rigtig spændende produkt. Men det er bestemt ikke tilfældet. Håbløse tekstbidder som “truth ain’t getting on, like shampoo on an airplane”, bliver man også præsenteret for.
Hovedparten af ’Lasers’ består dog af middelmådige numre – der er få, der skiller sig ud i begge ender. ’Out of My Head’ med Trey Songz repræsenterer eksempelvis alt elendigt ved pladen og de forventninger Atlantic Records havde, om hvilken retning musikken skulle bevæge sig hen mod. Nummeret er et horribelt forsøg på catchy lyttevenlig pop-hop, og den så sukkersøde, banale lyd klæder slet ikke Lupe på dette nummer.
Modpolen til dette må være ’The Show Goes On’. Det er et klassisk lettilgængeligt hit, som ikke afviger voldsomt fra tidligere radiohits af manden. Catchy hook, positivt nummer med en opløftende stemning. Skræddersyet til radioen, og selvom manden har udtalt, at han ikke kan lide nummeret, så falder det i undertegnedes smag.

Der prøves generelt væsentligt anderledes ting på ’Lasers’, end hvor Lupe ellers tidligere har begået sig. ’Break the Chain’ er et godt eksempel på dette. Sway har sit britiske flow helt on point, og det er et fantastisk mix med Lupe, en elektronisk inspireret produktion, og så et atypisk, om end sublimt, valg af gæsterapper. Omkvædet måtte dog meget gerne have været af en anden art, Eric Turner lyder en anelse for skrigeballon’et til undertegnede.

Men kommer når alt kommer til halvt, så er det lige over halvdelen af ’Lasers’, som man rent faktisk gider høre mere end én gang. Middelmådigt fyld, et par virkelig gode skæringer, og så banalt skidt, som ’Out of My Head’ og ’Never Forget You’.
Lupe Fiasco har selv udtalt, at han både hader og elsker ’Lasers’: Hader processen bag, elsker produktet. Men for undertegnede er tredje gang bestemt ikke lykkens gang, men en skuffelse fra Chi-Town-helten.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Toobs 31.05.2011 arkiveret under Anmeldelser |