Her den anden dag kom cirkusset til byen i form af USA´s mest populære rapper med et BMI-tal over 50, Rick Ross. Man skal ikke have det store kendskab til manden for at vide, at han er fuldstændig indbildsk. Ifølge ham selv og hans tekster er han en gigantisk Miami-druglord, der har tjent hundredvis af millioner dollars. Ifølge virkeligheden er han en tidligere parole officer, der nu er ansat som velbetalt gangsta-rapper. Og her den anden dag lagde hans enorme korpus altså vejen forbi et halvfyldt Store Vega.

Som opvarmning var DJ Noize bag pladespillerne, og diverse upkommende danske navne spillede et enkelt nummer hver. Der var stor variation og dynamik imellem navnene, og det var spændende at høre en bid af dansk raps fremtid. Højdepunktet var den grotesk hypede Kidd, der svinede publikum til på en forfriskende måde.

Rick Ross trak den så langt han kunne, og troppede op på scenen med et skrabet setup, bestående af ham selv og en DJ, der også fungerede som hypeman. Til gengæld var der en del folk af assistent/bodyguard/weed carrier-typen, der stod i siden af scenen og ikke ligefrem pyntede.
Under de kedelige numre (to all the ladies) stod jeg og kiggede på dem. En af dem lignede faktisk Rick Ross utrolig meget, bare mere usoigneret og depressivt udseende. Er der nogen, der har et billede af Rick Ross´ ærgerlige fætter?

Showet kørte efter klassisk amerikansk doven rapper-tradition. Der blev spillet lidt beats og endog også rappet lidt, når det fede svins elendige kondi tillod det. Heldigvis var der indlagt rap over alle beats, så ens ører opdagede ikke for alvor, når han slet ikke rappede med, og det var sgu ofte. Flere gange stod han bare og kiggede, mens et vers fra en gæsterapper, der jo ikke var tilstede i fysisk form, kørte over højtalerne. Fucking vildt!

Hele koncerten var lavet som et langt medley over Ricks mange hits, for man kan ikke tage fra ham, at han har dem, og det er helt klart hans styrke, at der er så stor genkendelsesfaktor. Det er naturligvis rart, hvis nummeret ikke er så fedt, at det hurtigt skifter, men stort set ingen numre blev spillet fuldt ud, selv ikke hans første fuldtræffer ‘Everyday I´m hustlin’.
Den første fase af koncerten var fokuseret på hans mere ondsindede ting, og det var hvad jeg følte mest. Filmen knækkede dog, da han forsøgte sig som ladies man. Den gode Ricky kunne åbenbart ikke gøre noget galt overfor det mere end taknemmelige publikum, for de var stadig rimelig meget med. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at hans tåkrummende pinlige syng med-omkvæd rettet mod det kvindelige køn var, er og bliver sygeligt elendige. Der er numre som ‘BMF freestyle’ og ‘MC Hammer’ mere gangsta-reele.

Rick Ross fik et kæmpe bifald, da han smed trøjen. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor man skal klappe, når en mandlig version af en hval smider trøjen, men ikke desto mindre var det som om, han lige akkurat fik trukket stikket hjem med dette lille party trick.
Rick gav undersåtterne, hvad de ville have og, så vidt jeg kunne se, ikke rigtig mere. Min ven Emil, som muligvis er Ricks største fan, virkede som om han var glad, men ramte samtidig det fucking søm lige på med et sjældent set klarsyn, da han opsummerede aftenens begivenheder med klassikeren “det er, hvad det er”.

3 små ud af 6 spots

Foto: Michael Hornbogen (klik på skuddene og de vokser)
Valbjørn blogger fra Lejligheden til venstre

Skrevet af Jacob Valbjørn 26.06.2011 arkiveret under LiveSpot |