27.06.2011

Roskilde 011: En begynders fortællinger (intro – Søndag i Street City)

10Så overlevede jeg min første reelle dag nogensinde på Roskilde, og selvom det egentlig slet ikke var meningen, at jeg ville “dække” de her opvarmningsdage, så var denne noget overskyede søndag dog det perfekte påskud for en Roskilde-nybegynder som mig til at orientere sig og få en fornemmelse af, hvad det hele egentlig gik ud på. Samtidig med, at jeg lige kunne introducere de her dagbogs-agtige indlæg.

Lad det dog være sagt med det samme, min Roskilde Festival-oplevelse er næppe den samme som de fleste andres, dels fordi jeg næsten udelukkende interesserer mig for hiphop-musik – så kedelig er jeg – men også fordi min første Roskilde Festival-oplevelse kommer med 2 børn og en stor fed Volvo, som kan køre mig sikkert hjem til min bløde seng hver nat. Uden undtagelse.

Hvad er det så egentlig jeg vil, med de her blog-indlæg? Ja, dels så vil jeg fortælle lidt om min tur til Roskilde Festivalen, hvad jeg ser, hvad jeg oplever, men måske vigtigst af alt, hvad der egentlig er at komme efter, hvis man hovedsageligt er til hiphop og man undrer sig over, hvad man egentlig kan få på den front for knap 1.800 kr.

Første dag startede selvfølgelig med selve indslusningen, og efter to gode timers nørklen rundt, fik jeg endelig mit armbånd og den eftertragtede kørselstilladelse (win!), og begav mig ud mod Skate Scenen, som i årets anledning er blevet døbt Street City, fordi hiphop er fucking street – ligesom Århus.
Jeg ankom lige i tide til Ordets Magt, et sjovt freestyle battle-koncept, med rutinerede herrer som Kejser A, Ham den Lange og Henrik Hass, som alle leverede et utrolig underholdende show, som var af langt højere kvalitet, end man måske lige skulle forvente.
Ved hjælp af et veldrejet koncept og et utrolig veloplagt publikum, fik de fyret rigtig godt op for Street City, som efterhånden begyndte at være rigtig godt fyldt med festglade mennesker.

DJ Typhoon overtog hurtigt pladespillerne efter det underholdende freestyle-show, og bragede op for det ene velvalgte hit efter det andet, mens stemningen steg i takt med at solen begyndte at bryde frem. Et mindre indslag, i form af et danseshow på den store U-Rampe, fik indfanget publikum, som efterfølgende deltog i fællesdans til den helt store guldmedalje, og det lille Street City-areal summede af liv, mens der blev afviklet bingo i baren.

Aftenens højdepunkt kom uden tvivl et kort øjeblik efter, idet der blev indkaldt til dance-off med egen-tilmeldte danse crews. Blandingen af rutinerede og knap så rutinerede dansere i konkurrencen gjorde virkelig udslaget for en fantastisk underholdende dyst, som fik hele Street City-arealet til at bryde ud i jubelråb, hver gang en ny undertippet dansetrup hev sejren i land.
Som aftenen pressede på, bredte roen sig stille og roligt over Street City og jeg må indrømme, at jeg efterfølgende stod tilbage med en stærk fornemmelse af, at jeg var gået glip af en hel del, ved ikke at være taget på Roskilde Festival de foregående år. Forhåbentlig vil denne følelse vare ved de kommende dage, hvor det bliver tid til at dække de reelle festivaldage.

Hop over og se linselus, for alle de billeder jeg har taget af dagens begivenheder.

Skrevet af SPOL OP! 27.06.2011 arkiveret under LiveSpot |