03.07.2011

Roskilde 011: En begynders fortællinger (dag 3 – En lørdag uden Per Vers)

img_1175Så blev det langt om længe lørdag, og dermed også én af de dage på Roskilde Festival, som jeg havde set meget frem til. Desværre gik alting ikke lige efter planen, og allerede dagens første topprioritet måtte droppes, på grund af et for stort sovehjerte, som desværre kostede mig Per Vers-koncerten – som jeg ellers havde set meget frem til.

En stram koncertlægning betød blandt andet, at en stor del af dagen gik med at gå fra scene til scene, og jeg kan umiddelbart nu tilføje til mit sidste indlæg, at jeg uden tvivl har vænnet mig til at se piger tisse i fuld offentlighed, og at jeg muligvis er ved at varme op for tanken omkring det skideri, som jeg igen i dag observerede – faktisk op til flere gange.

Lørdag var også den første dag, hvor jeg virkelig bemærkede trætte festivalgængere, som tydeligvis traskede formålsløst rundt med tunge skridt og sørgmodige blikke, som kun flere dages massiv druk og søvnmangel kan frembringe. Der skal da heller ikke lægges skjul på, at jeg mødte mere end et par stykker, som havde pakket tasken til hjemturen, da jeg selv bevægede mig hjemad for dagen. Uden tvivl på grund af den massive regn.

Og regn, det var der bestemt, i store mængder endda. På blot en lille time blev den hårde jord forvandlet til klæbrigt mudder/ler, alt imens stanken fra de oversvømmede pissoirer og afføringen i græsset bredte sig med hastigt hen over festivalpladsen. Efter en gåtur i går langs pishegnet ved camping-arealet, kan jeg kun forestille mig, hvordan der lugter i lejrene, i takt med at pis og lort bliver skyllet ned til de omkringliggende telte og madrasser. Måske det var årsagen til den lille flugt af festivalgæster, som jeg som sagt oplevede blot et par timer senere.

Rent musikalsk bød festivalen jo på et væld af koncertoplevelser for en hiphopper som mig. Ud over den førnævnte Per Vers, som jeg desværre glippede, så bød dagen også på Shutka Roma Rap, som kort fortalt var rappende Romaer, OFWGKTA, og ikke mindst Calle 13, som uden at røbe for meget i forhold til de anmeldelser som kommer, rangerede fra værst til bedst – i den rækkefølge.

Foto: Køhl (se flere i lørdagslinselusen)

Skrevet af SPOL OP! 03.07.2011 arkiveret under LiveSpot |