04.07.2011

Roskilde 011: Shutka Roma Rap & Calle 13 @ Cosmopol (lørdag)

img_6586Hvis der er én ting, som kendetegner et arrangement som Roskilde Festival, så er det, at man altid vil være garanteret at kunne se nogle acts, som man aldrig i sin vildeste fantasi havde drømt om fandtes, eller at man ville komme til at opleve live. Og det er præcis det som var tilfældet, da jeg drog ind for at se Shutka Roma Rap og Calle 13.

Selvom det oprindeligt var meningen, at jeg skulle anmelde de to koncerter hver for sig, så var der alligevel nogle spøjse modsætningsforhold og ligheder, som jeg synes kunne være interessante at sætte op imod hinanden, for at give et indtryk af, præcis hvad der gik ned på Cosmopol denne lørdag.

Shutka Roma Rap er, meget kort fortalt, en rap-trup bestående af romaer, som alle stammer fra verdens største roma-by Shutka i Makedonien. Med under et par tusinde views på youtube, og nærmest ingen information på internettet omkring dem, så kan man undres hvor/hvordan Roskilde Festival overhovedet har fundet dem henne, men med en forhåbning om solid rap, blandet med balkan-rytmer, var det da bestemt et show jeg ikke ville gå glip af.

På den anden side har man så Calle 13, nogle af Puerto Ricos absolut største reggaeton-stjerner, som efterhånden har ansamlet sig flere millioner fans og ikke mindre end 12 Grammy’er. Med en genre som reggaeton kommer fordommene dog hurtig op i mig, og med frygt for monoton instrumentering blandet med ligegyldig Daddy Yankee-agtige tilråb, var det ikke ligefrem en koncert, som lå højt i prioriteringsrækken.

Det viser sig dog meget hurtigt, at mine forhåndsgivne antagelser omkring begge koncerter var helt forskruede, og hvad der burde have været et interessant rapshow med balkan-rytmer fra Shutka Roma Rap, endte desværre med at blive den rene amatør-time, som end ikke kunne hive lidt point hjem på charmen, som var nærmest non-eksistent.
I stedet blev deres show en til tider tåkrummende pinlig oplevelse, hvor det medbragte band op til flere gange lavede deciderede fejl, og hvor trommeslageren kun havde tillært sig ét basalt breakbeat, som han konstant mistede rytmen i, så der kom små afbrydelser i musikken midt under rappen.

Det helt sørgelige var dog, at bandet egentlig hverken gjorde fra eller til, idet rapperne var omtrent ligeså urutinerede som trommeslageren – hvis ikke mere. Lange pauser imellem numrene, tvivlsomme flows, og en kliché-præget adfærd prægede de fire rappere, som ofte fremprovokerede utilsigtet latter fra publikum. Eksempelvis da den ene proklamerer til trommeslageren “drop that beat nigga” med tyk roma-accent og meget stor indlevelse..
Det virkelig ærgerlige var dog, at Shutka Roma Rap startede med at have et rimelig stort publikum i kraft af at være gruppen lige inden OFWGKTA, men som tiden gik tyndede det gevaldigt ud i teltet, og jeg tror ikke der kan herske nogen tvivl om, at teltet havde været næsten tomt, hvis ikke det havde været for de hardcore OFWGKTA-fans, som ville sikre sig en plads helt oppe foran.

Calle 13 derimod blev en helt anden historie, men med nogenlunde samme udgangspunkt som Shutka Roma Rap, idet det var tydeligt, at en stor del af det publikum som pakkede Cosmopol-teltet, blot havde søgt ly for den massive regn. Til forskel fra Shutka Roma Rap var det dog kun et fåtal som valgte at forlade koncerten da muligheden bød sig, og det var ganske enkelt fordi Calle 13 leverede en helt fantastisk koncert.

Med et 9-mand stærkt band blev der fra starten af lagt op til den helt store musikalske oplevelse, og med rytmer der svingede fra standard reggaeton til en blanding af New Orleans inspireret big band jazz og cumbia, så var publikummet sikret fest og glade dage med masser af variation. Og uden at kunne fortælle for meget om indholdet af teksterne, så skal der ikke herske nogen tvivl om, at rapperen Residente er en rutineret herre, som forstår at inddrage publikum på de helt rigtige tidspunkter. Derudover var inkluderingen af en kvindelig backupsanger, som til tider også agerede rapper, en super dejlig afveksling, som ofte fik hele showet op i en højere enhed.

Med en fantastisk afslutning, som kulminerede med cumbia-rytmer og beskeden “If you don’t jump it means you are dead”, lukkede Calle 13 koncerten med præcis samme høje energiniveau som de havde påbegyndt den, og det blev gengældt af publikum.

Shutka Roma Rap: 1 ud af 6 spots
spot

Calle 13: 6 ud af 6 spots
spot

Foto (Shutka Roma Rap): Kenneth Nguyen (klik for større skud)
Se flere i koncertgalleriet fra lørdag.

Skrevet af SPOL OP! 04.07.2011 arkiveret under LiveSpot |